Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Mor, mor, mormor vil ikke vågne!

Jane Holdt blev ramt af en hjerneblødning som 64-årig. Nu er hun 68 og stort set lige så god som før. Foto: Chresten Bergh

Mor, mor, mormor vil ikke vågne!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jane Holdt fik en hjerneblødning om natten for tre år siden. Hun bor alene, så på den ene side var det heldigt, at hun havde børnebørn på ferie, det har reddet hendes liv. På den anden side er hun ked af, at de skulle opleve det - for det har været voldsomt for dem.

Varde: Jane Holdt er 68 år. Hun har ingen sorg over, at hun blev ramt af en hjerneblødning for tre år siden. Hun har heller ingen angst for, at det kan ske igen.

- Det kan jeg ikke bruge til noget, så det skubber jeg væk, siger hun.

Hun er glad. Hun er kommet sig mirakuløst. Hun klarer sig selv og bor i dag i et lille rækkehus i Aaparken i Varde.

Da hun blev ramt, boede hun i Starup.

- Åh, hvad er det nu, vejen hedder. Hvorfor kan jeg nu ikke huske det, siger hun.

Et øjeblik efter er frustrationen væk, og hun fortsætter:

- Jeg havde åbenbart altid snakket om, at jeg gerne ville flytte til Varde.

Lunden Dagtilbuddet
Bo- og rehabiliteringscenter Lunden i udkanten af Varde er landskendt for sin rehabilitering af mennesker med senhjerneskader, det vil oftest sige mennesker, der har haft en hjerneblødning eller som har været involveret i en ulykke.JydskeVestkysten har fået lov at kigge indenfor og tale med beboere og brugere i de fire definerede afsnit: Rehabiliteringsafdelingen, Boafdelingen, Dagtilbuddet og Terapien

Jane Holdt, der er portrættet fra Lunden i dag, bruger dagtilbuddet herude to dage om ugen.

Jane Holdt har haft mange forskellige job i løbet af sit liv. Fra gartner til bogholder. Hun var netop gået på efterløn som 64-årig, da hun blev ramt af en blodprop.

 

Fem måneder er væk

Hun kan ikke huske det. En del fra før hjerneblødningen er væk. Hun husker heller ikke de første fem måneder efter.

- Jeg fik en hjerneblødning den 4. juli, og så kan jeg ikke huske noget, før at det lige pludselig var jul, siger hun.

Børnene besluttede for hende. De flyttede hende i rækkehuset, og de tog sig af det hele.

- Jeg har plantet et æbletræ, og i dag ville jeg klippe det. Men jeg kan ikke finde min havesaks, siger hun og fortsætter:

- De har garanteret tænkt, at jeg ikke fik brug for haveredskaber igen.

Hun griner. Hun er taknemmelig for børnenes omsorg, som også betyder, at hun ikke har den el-crosser, hun drømmer om.

- De ville være så bekymrede, hvis jeg købte sådan en. Jeg har noget med fart, siger hun og griner igen.

Jane Holdt tager bussen fra Torvegade til Lunden, fordi hun ikke tør cykle. Første gang hun satte sig på en cykel siden hjerneblødnngen, faldt hun direkte i asfalten. Til gengæld går hun gerne ture herude. Foto: Chresten Bergh

Reddet af børnebørnene

Èn ting har været svært i forbindelse med hjerneblødningen: At det var børnebørnene, der fandt hende. Hun boede ellers alene, det er 16 år siden, hun blev skilt, og hvis ingen havde opdaget, at hun ikke vågnede den morgen, var hun nok død.

Det reddede dit liv!

Derfor er jeg selvfølgelig meget taknemmelig over, at de var der. Men samtidig har det været en meget svær oplevelse for dem. De ringede til deres mor, fordi jeg ikke vågnede, og de kunne ikke vække mig. Hun bor i Haderslev, så de var jo alene i situationen i lang tid, siger hun.

Hendes datter fik ringet 112, da hun ankom, og Jane kom på sygehuset, og fra sygehuset blev hun udskrevet til genoptræning på Rehabiliteringscenter Lunden.

- Jeg vil vove den påstand, at det reddede mit liv, siger hun.

- Dengang jeg kom herud, gik jeg med stok og talte pluddersprog. Min familie og venner fortæller, at jeg snakkede løs, der var åbenbart så meget, jeg gerne ville have ud. De kunne bare ikke forstå et ord.

Hun griner igen. Hun er et livsstykke, og hun elsker at komme i dagtilbuddet på Lunden. Hun kan ikke undvære det. Samværet, aktiviteterne og strukturen.

I ferien forsvinder dagene

- I efterårsferien var der lukket. Det var selvfølgelig dejligt, så kunne jeg sove længe. Men så mister jeg grebet om, hvad dag det er, og så går tingene i stå. Jeg måtte hele tiden slå op i kalenderen, siger hun og fortsætter glad:

- Til gengæld kan jeg så være til hjælp. Når de andre skal have en lur efter frokost, så kan jeg lige lægge et tæppe over dem. Og hver onsdag går jeg tur i Lunden med en af beboerne herude. Vi kom rehabilitering samtidig, og han bor her nu, fordi han blander fantasi og virkelighed. Så får jeg nogle fantastiske røverhistorier.

To gange om ugen har hun besøg af en hjemme-hos'er, der hjælper hende med at styre sine aftaler og skabe struktur. Resten klarer hun selv.

- At jeg kom her ud fik mig til at foretage mig noget. Jeg kan huske, de stak mig en bog med billeder og fakta om mig selv, som de blev ved med at tæske igennem, sammen med mig, og jeg tænkte, at det var da utroligt, de ikke snart kunne huske det og lærte mig at kende. Nu ved jeg, at de pressede mig, og det har reddet mig.