Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Ejeren har konkurser og tvangsopløsninger på stribe

Steen Rasmussen, daglig leder af PalletBiz Denmark i Horne, er selv gået konkurs med sin tidligere produktion i Gørding, ligesom PalletBiz ejer, Jens Jørgen Gents, har flere konkurser bag sig. Arkivfoto: John Randeris

Ejeren har konkurser og tvangsopløsninger på stribe

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jens Jørgen Gents, der ejer og er direktør i PalletBiz Denmark i Horne, er gået konkurs 13 gange. Konkurrenter har gjort avisen opmærksom på forhistorien - selv lægger ejeren vægt på, at han aldrig er gået konkurs i pallebranchen.

Horne: For tre uger siden startede PalletBiz Denmark op i Horne Erhvervspark, den gamle Strangko malkeanlægfabrik midt i Horne by.

JydskeVestkysten bragte en artikel om nye arbejdspladser og talte med Steen Rasmussen, der står for PalletBiz Denmark i Horne.

Hans forklaring på, hvorfor virksomheden var flyttet fra Gørding til Horne lød:

"Jeg så tilfældigvis et opslag på Facebook. Det kom lige, mens vi gik og ledte efter ny lokaler. Vi manglede plads, det er pris og beliggenhed, der passer godt sammen." Han oplyste samtidig, at han ejede halvpart i virksomheden.

Siden er avisen blevet kontaktet af konkurrerende virksomheder i branchen. Med en opfordring om at tjekke ejerskabet i PalletBiz Denmark, tjekke ejer Jens Jørgen Gents virksomheds-historik, og i øvrigt tjekke Steen Rasmussen.

Konkurser
Jens Jørgen Gents, der ejer virksomheden PalletBiz Denmark, bag salg og reparation af paller i Horne, er gået konkurs med 13 virksomheder og har været involveret i seks tvangsopløsninger.Han har været involveret som bestyrelsesmedlem, direktør og ejer.

Årsagen er, at han i snart 40 år har været virksomhedskonsulent, og især nystartede virksomheder har ikke alle lang holdbarhed.

Han lægger vægt på, at han aldrig er gået konkurs med et firma i pallebranchen. I øvrigt var det ham, der etablerede PalletBiz i Rusland i 1997.

Gennemhullet historie

Nu viste det sig, at Steen Rasmussen ikke er medejer af PalletBiz Denmark; at Steen Rasmussen gik konkurs i Gørding, og at Steen Rasmussens ejendom, hvor produktionen lå i Gørding, røg i konkurssalg.

Derfor ringede JydskeVestkysten tilbage til Steen Rasmussen.

På baggrund af de nye afdækninger, hvor stabil er virksomheden PalletBiz Denmark i Horne så?

- Jamen, den er skam stabil, siger Steen Rasmussen.

Da jeg interviewede dig sidst, sagde du, at du boede til leje med produktionen i Gørding. Det var jo din ejendom, og du skulle flytte, fordi du gik konkurs?

- Er det med den vinkel på, så tror jeg, vi skal nok vente lidt.

Ikke noget, man snakker om

Der er vel ikke noget farligt i, at du er gået konkurs?

- Overhovedet ikke, siger Steen Rasmussen og fortsætter:

- Der er jo sket det i sin tid, at Eksportpak lukkede, eller blev konkursmeldt, og så overtog PalletBiz Denmark resterne.

Er I åbne om det?

- Ja, men det er jo ikke noget, man går og snakker om. Normalt er det jo ikke noget godt salgssignal, at man er gået konkurs, men tingene er jo, som de er.

Kender ikke ejers konkurser

Gennemgangen af papirerne hos Erhvervsstyrelsen viste også, at PalletBiz ene-ejer, Jens Jørgen Gents, Svendborg, tidligere har været involveret i 13 konkurser og seks tvangsopløsninger.

- Det er der ikke noget mærkeligt i. Jeg har været virksomhedskonsulent i mange år, og nogen gange, når det er opstartsvirksomheder, så må de jo lukke igen, siger Jens Jørgen Gents og fortsætter:

- Men hvis du lægger mærke til det, så er der ingen konkurser i den her branche overhovedet, og vi har været i pallebranchen i 20 år.

Hans formodning er, at de konkurrenter, der har kontaktet JydskeVestkysten, har et horn i siden på ham, fra dengang han etablerede PalletBiz i 1997 i Rusland.

- Det var lige efter åbningen. Vi så, at alle de lastbiler, der kørte fødevarer til Rusland, kørte tomme hjem. Så fandt vi en pallefabrik i Litauen og købte 25 procent og fik bilerne forbi, fyldt op med paller til Danmark. Det var der nogen af konkurrenterne, der ikke syntes om, siger han.