Svend Boye færdig som spindoktor for Kristian Andersen

Svend Boye Thomsen. Foto Jørgen Kirk

Svend Boye færdig som spindoktor for Kristian Andersen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Byrådsmedlem og journalist Svend Boye Thomsen trækker sig som presserådgiver for kristendemokraten.

Ringkøbing-Skjern: "Jeg har meddelt Kristian Andersen, at jeg trækker mig fra mit arbejde som spindoktor for ham. Jeg håber, han kommer i Folketinget, men det er af forskellige årsager mest fornuftigt, at vi afbryder samarbejdet".

Med denne opdatering på Facebook sent torsdag aften meddelte Svend Boye Thomsen, byrådsmedlem og indehaver af virksomheden Vestjysk Kommunikation, at han ikke længere arbejder for kristendemokraten Kristian Andersen.

Dagbladet har været i kontakt med Svend Boye Thomsen. Han ønsker ikke at kommentere det yderligere på nuværende tidspunkt.

Ifølge Iver Poulsen, som er formand for Kristendemokraterne i Ringkøbing-Skjern, er det Svend Boye Thomsen, der har taget initiativ til at afbryde samarbejdet. Årsagen skulle ifølge Iver Poulsen være sygdom.

- Svend er syg. Han har det ikke for godt, siger Iver Poulsen, der ikke har yderligere kommentarer.

Turbulent periode

Det bratte stop som spindoktor er kulmination på en turbulent periode for Svend Boye Thomsen.

Hele sagen begyndte, da Dagbladet den 20. marts fortalte, at Kristendemokraterne havde hyret Boye Thomsen som spindoktor for Kristian Andersen.

- Han skal ikke ind og blande sig i vores politiske program, men hjælpe os med den strategiske planlægning forbindelse med valgkampen og sørge for, at vores kampagnebudget bliver brugt rigtigt. Han har politisk tæft, har selv ført valgkamp og kender vores område - og så er han en dygtig journalist, og det kan vi bruge, forklarede Kristian Andersen.

I første omgang vakte den umage alliance mellem Venstre-byrådsmedlemmet Boye Thomsen og byrådskollegaen Kristian Andersen ikke bekymring hos Venstre. Det til trods for, at Boye Thomsens opgave er at få Kristian Andersen valgt til Folketinget, hvilket vil være på bekostning af Venstres egen kandidat Kenneth Mikkelsen. Andersen og Mikkelsen kæmper om de samme stemmer, så fra flere sider blev der rejst tvivl om Boye Thomsens loyalitet over for sit eget parti.

Venstres landledelse blev bekendt med sagen, men Venstre i Ringkøbing-Skjern stod fast og fredede Svend Boye.

Kommuneformand Hans Christian Tylvad sagde, at Boye Thomsen kunne blive indtil videre.

Det kom derfor som lyn fra en klar himmel, da Svend Boye Thomsen den 5. april meddelte, at han meldte sig ud af Venstre for at blive løsgænger.

- Hvis ikke jeg var gået selv, så havde landsledelsen smidt mig ud efter folketingsvalget, er jeg overbevist om. De vil bare stoppe bøvlehovederne fra Vestjylland. Nu har jeg valgt at gå selv. Det betyder meget for mig at være et ærligt menneske, og det kan jeg bedst være, hvis jeg ikke er medlem, forklarede Svend Boye Thomsen.

Endnu ingen kommentar

Det har endnu ikke været muligt at komme i kontakt med Kristian Andersen for en kommentar.

Sikkert er det dog, at hans valgkampagne kører videre uden spindoktoren.

I dag skal han således mødes med to aviser og med DR's Tv-avisen.

Dagbladet følger sagen.

Svend Boye færdig som spindoktor for Kristian Andersen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce