VUC Syd kan tabe trecifret millionbeløb på byggeeventyr

VUC Syd har brugt flere hundrede millioner kroner de senere år på nybyggerier i Sønderjylland. Her er det hovedsædet på Haderslevs havnefront. Arkivfoto: Jacob Schultz

VUC Syd kan tabe trecifret millionbeløb på byggeeventyr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

VUC Syd har bygninger for næsten en halv milliard, men er tvunget til at sælge ud på grund af faldende kursisttal. Styrelse vil have nedskrevet værdien på bygningerne efter den vurderede markedsværdi på 40 procent. Dermed kan flere hundrede millioner kroner være tabt, påpeger ekspert. Tidligere bestyrelsesformand forsvarer de store investeringer.

Sag: VUC Syds enorme investeringer i bygninger giver uddannelsesinstitutionen alvorlige problemer, nu hvor elevtallet falder med voldsom fart.

Det midlertidige styre på VUC Syd har offentliggjort sin midtvejsevaluering af de økonomiske forhold på uddannelsesinstitutionen. Efter en gennemgang af VUC Syds bygningsmasse, der tæller i alt syv ejendomme i Sønderborg, Gram, Tønder, Aabenraa og Haderslev, vurderer styret nu, at massen er "markant for stor". Der er således 30-60 kvadratmeter per kursist. Et tal, der bør nedbringes til 5-10, vurderer styrelsen i en sammenligning med andre uddannelsesinstitutioner. Ifølge den seneste årsrapport fra 2017 var den bogførte værdi af grunde og bygninger ved udgangen af året på 473 millioner kroner.

Indhentede vurderinger af VUC Syds bygninger viser, at markedsværdien er omkring 40 procent af den bogførte værdi.

- Styret vil på anmodning fra styrelsen foretage en regnskabsmæssig nedskrivning af bygningerne til markedsværdien, skriver styret i sin evaluering og tilføjer, at denne nedskrivning vil betyde, at egenkapitalen bliver negativ.

Finansiering

Egenkapitalen var ifølge årsrapporten for 2017 på 277 millioner kroner, mens en nedskrivning på 60 procent af bygningsmassen giver et nogenlunde tilsvarende beløb.

De flere hundrede millioner kroner, som VUC Syd har brugt til at finansiere bygningerne, er derfor tabt, vurderer Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, efter at have gennemgået den seneste årsrapport og midtvejsrapporten.

- Man har brugt en enorm opsparing, som er kommet via taksameterpenge fra staten som finansiering. Det er penge, som har hobet sig op via offentlige tilskud, som er fuldstændig spildt. Det er meget alvorligt, siger han.

Dertil kommer tocifrerede underskud i både 2018, 2019 og 2020, tilføjer professoren, som gør situationen endnu mere alvorlig.

Afhængighed

VUC Syds direktør, Asbjørn Nielsen, har ingen kommentarer til bygningsspørgsmålet og henviser til styret.

Laust Joen Jakobsen, formand for det midlertidige styre, erkender, at bygningsmassen er en meget stor udfordring i bestræbelserne på at sikre VUC Syd en bæredygtig økonomi.

- Man har sat sig med rigtig mange kvadratmeter, og så er man jo afhængig af at kunne fylde dem ud med kursister, siger formanden.

Styret vil forsøge at reducere antallet af kvadratmeter.

- Nu er vi ved at gennemgå, hvor realistisk det er at sælge. Bygningerne er ikke helt uinteressante for andre, men lige nu er det fugle på taget, siger Laust Joen Jakobsen.

Beslutningerne om de meget store investeringer blev taget af den daværende ledelse med direktør Hans Jørgen Hansen og bestyrelsesformand og Haderslev-borgmester Hans Peter Geil (V) i spidsen. Førstnævnte har udtalt, at han ikke ønsker at forholde sig om forhold vedrørende VUC Syd.

Gæld

Hans Peter Geil mener ikke, at pengene nødvendigvis er tabt.

- Det kommer an på, hvad VUC Syd vil opgøre bygningerne til i regnskabet for 2018. Og hvis der findes en løsning med, at VUC Syd fortsat kan være tilstede i Sønderjylland, så kan der måske findes løsninger med bygningerne, som så igen vil stige i værdi, når de anvendes på en ny måde, skriver borgmesteren i en mail og tilføjer, at gælden til kreditforeningerne er lavere end den bogførte værdi af bygningerne.

Ifølge regnskabet for 2017 har VUC Syd gæld realkreditgæld på 178 millioner. De samlede gældsforpligtelser beløb sig ved udgangen af 2017 til 345 millioner kroner.

Hans Peter Geil fastholder, at de massive investeringer har været fornuftige.

- Jeg tror helt og fast på, at de bygninger, som ligger i alle fire købstæder, er årsagen til, at VUC har haft fremgang, fordi uddannelsesmiljøet er ganske unikt og tiltrækker unge mennesker til en uddannelse, som der er behov for.

VUC Syd kan tabe trecifret millionbeløb på byggeeventyr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce