Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Revisor: VUC Syd risikerer at lukke

Den netop afgåede formand for VUC Syd, Haderslevs borgmester H.P. Geil (V), satte som sin sidste gerning sin underskrift på årsrapporten for 2017. Her fremgår det, at revisionsfirmaet ikke kan udtrykke en konklusion og rejser samtidig "betydelig tvivl" om VUC Syds fortsatte drift. H. P. Geil afviser, at uddannelsesinstitutionen er lukningstruet. Arkivfoto: Ulrik Pedersen

Revisor: VUC Syd risikerer at lukke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Revisionsfirma sår tvivl om VUC Syds fremtidige eksistens. Det skyldes blandt andet den verserende tilsynssag. Ekspert er målløs, mens tidligere formand Hans Peter Geil afviser en mulig lukning.

Sag: VUC Syd, der det forgangne år har fået skarp kritik for blandt andet frås, kan være i store økonomiske vanskeligheder.

Det fremgår af den netop offentliggjorte årsrapport for 2017. Her har revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers (PwC) foretaget revision. Selskabet erstattede revisionsfirmaet EY, som blev fyret på opfordring fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), der i en rapport i starten af året fremlagde en sønderlemmende kritik af forholdene på VUC Syd.

PwC beskriver i rapporten, at der er "væsentlig usikkerhed, der kan rejse betydelig tvivl om VUC Syds mulighed for at fortsætte driften". Det skyldes dels usikkerhed om, hvorvidt VUC kan få tilsagn om lån til endelig finansiering af sine investeringer samt finansiering af driften i 2018. Derudover kan udfaldet af den verserende tilsynssag ved STUK "medføre et yderligere uafdækket likviditetsbehov".

Af en note til revisionen skriver PwC, at VUC Syd ultimo 2017 havde en nettogæld til pengeinstitutter på 19 millioner kroner, som er finansieret via et bevilget overtræk, som udløber 1. juli 2018. Aftalen var på tidspunktet for regnskabsaflæggelsen ikke genforhandlet. Ledelsen er dog i dialog med bankforbindelsen og forventer at opnå de nødvendige kreditter til at finansiere de planlagte aktiviteter i år. Der er således værdipapirer for cirka 68 millioner som sikkerhed for den samlede bankkredit, fremgår det af noten.

VUC Syd-sagen
  • Sagen om VUC Syd begyndte i juni sidste år med en historie om en dyr studietur til USA for bestyrelsen og den øverste ledelse. To dage senere valgte den daværende direktør, Hans Jørgen Hansen, at fratræde sin stilling. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er efterfølgende kommet med en heftig kritik af flere forhold på VUC Syd.
  • Ifølge afgørelsen har VUC Syd begået en lang række alvorlige fejl og i flere tilfælde langt fra udvist den sparsommelighed, som man kan forvente, skriver styrelsen. Blandt andet blev tre medarbejderture til udlandet markant dyrere end tilladt. VUC skal betale styrelsen 1,2 millioner kroner tilbage.
  • VUC Syd lagde sig fladt ned efter kritikken.
  • Politiet er lige nu i gang med en efterforskning af en række forhold på VUC Syd.

Ekspert er målløs

Professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet har fulgt VUC Syd-sagen tæt. Han ser revisorpåtegningen som en alvorlig udvikling i VUC Syd-sagen.

- Jeg er målløs. Hvis vi rangordner det fra 1-10, hvor 10 er slemt, så er det en 11'er. Det eneste, der kunne gøre det værre var, at revisor havde skrevet, at man havde anmeldt ledelsen til bagmandspolitiet, siger han.

Han kalder situationen for alvorlig og usædvanlig.

- Jeg havde aldrig ofrestillet mig, at en offentlig situation kunne være i den her situation, siger han.

Trods den alvorlige situation tror han ikke, at uddannelsesinstitutionen lukker.

- Den bliver ikke lukket. Det er for komisk, hvis vi kommer dertil. Det vil ministeriet ikke lade ske, siger han:

- Der er to realistiske scenarier. At man lykkes med at løse problemerne. Eller at ministeriet stiller en garanti for et lån, og så er det måske løst. Men det ligger måske uden for styrelsens mandat, da de er selvejende, siger han.

Anerkender ikke vurdering

Den tidligere bestyrelsesformand for VUC Syd, Haderslev-borgmester Hans Peter Geil (V), som har godkendt årsrapporten, mener, at revisionsfirmaet melder om store usikkerheder omkring VUC Syds fremtid for at dække sig selv ind på grund af stor opmærksom fra offentligheden.

- Jeg respekterer revisorens påtegnelse under disse særlige omstændigheder, siger han.

Anerkender du, at der er usikkerhed om, hvorvidt VUC Syd kan fortsætte?

- Nej, det gør jeg ikke.

Hvorfor ikke det?

- Det får du ikke en længere forklaring på. For så starter vi bare en ny historie. Du har et regnskab underskrevet og godkendt af bestyrelsen og en revisorpåtegning, siger Hans Peter Geil.

Han fremhæver dog, at et overskud på 8,2 millioner kroner og en egenkapital på 277,5 millioner kroner vidner om, at VUC Syd er i fin økonomisk forfatning.

- Det er en sund virksomhed, der bliver afleveret med en egenkapital, en fantastisk bygningsmasse, gode og motiverede lærere og glade elever, siger den tidligere formand.

Den nye formand for VUC Syd, Signe Knappe, har ikke besvaret avisens henvendelse.

Revisor: VUC Syd risikerer at lukke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.