Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Stop presset på de unge mennesker! Lad dem leve!


Stop presset på de unge mennesker! Lad dem leve!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Klumme af Cand.mag., Lone Weinreich Fisker (loneweinreich@gmail.com)
depression
Læserbreve. 

Jeg er mor til en teenagesøn, som siden januar har været bukket helt og aldeles under for det, han selv kalder en årelang følelse af stress og pres.

Jeg vil ikke gå i detaljer, men bare nævne at min søns oplevelse af præstationsangst og følelse af forventningspres - og alt det, hans smerte har ført med sig - har fået mig som mor til at overveje mange ting og herunder især det samfund, vi lever i.

Retrospektivt kan jeg smerteligt godt se i dag, at jeg som mor har været både blind og døv over for min søn og de stress-symptomer, han gennem de sidste par år har klaget over. Symptomer på stress og mistrivsel, som jeg burde have set og have handlet på, men som jeg ofte slog hen med en bemærkning om, at "det nok ikke er så galt", og at "alle mennesker føler stress en gang imellem".

Nu står jeg midt i et mareridt med en knækket søn, og jeg har derfor over de sidste par måneder fået et helt andet syn på mangt og meget; specifikt den præstationskultur, vi lever i, og som lader til at true en hel generation af børn og unge, som i stigende grad bukker under for presset, akkurat som det er tilfældet med min 14-årige søn.

Næsten dagligt beretter medierne om børn og unge, der knækker som følge af stress og præstationsangst, og det er alarmerende at erfare, at op mod hver fjerde ung - og det er primært pigerne - i alderen 16-24 år ikke alene føler sig stresset og presset, men også ensom og anderledes.

Tit og ofte udkrystalliserer en langvarig følelse af stress og pres sig hos børn og unge i form af fysiske symptomer som f.eks. hoved- og mavepine (sådan har det været med min søn), men der kan også ses regulære lammelser, og det korte af det lange er, at de unge mennesker reagerer på samfundets - det kan jeg se nu - urimelige forventninger og krav om hele tiden at blive bedre og dygtigere på snart sagt alle områder.

Et samfund, der lader til ikke at acceptere stagnation hos den enkelte - også hos børn og unge - men som tværtimod hylder progression, progression og atter progression. Det virker på mig som om, vi har oparbejdet et skole- og uddannelsessystem, der i højere grad fokuserer på resultatet, på karakteren, på præstationen, frem for vejen dertil og dermed på lysten til at lære og at være nysgerrig.

Der er nationale tests allerede i indskolingen, og for nylig læste jeg, at debattøren Jeppe Søe konsekvent holder sine børn hjemme fra skolen på de dage, hvor sønnerne skal testes i - sådan som det var tilfældet i 4. klasse for nylig - om de kan stave til bl.a. "immatrikulationsfest". Helt ærligt? Hvad sker der?

Det er flot og imponerende - det vil jeg til hver en tid være den allerførste til at sige - hvis et 10-årigt barn i 4. klasse kan stave til "immatrikulationsfest", men jeg vil så bare helt stilfærdigt påpege, at jeg kender en del voksne, som hverken kan stave til det ord endsige ved, hvad det betyder. Hvorfor i alverden skal et barn i 4. klasse så måles og vejes på, om han eller hun kan stave til ordet?

Det har jeg lige nu vanskeligt ved at forstå. Til gengæld kan jeg godt forstå, hvis et barn stresser over at skulle vurderes i - undskyld udtrykket - hoved og røv og i dette tilfælde på, om man kan stave til et fremmedord, som rigtig mange voksne danskere ikke kender hverken betydningen af eller stavningen på.

I 6. klasse skal eleverne allerede så småt begynde at tage stilling til, hvilken uddannelse og hvilket job, de vil have, og det er jo "far out", hvis man spørger mig.

Jeg er således begyndt at sige til min datter i 6. klasse, når hun med røde kinder, heftigt åndedræt og skuldrene oppe om ørerne sidder ved køkkenbordet derhjemme og alvorligt stresser over, at hun ikke ved, hvad hun vil være, når hun bliver voksen, at hun bare skal sige til lærerne og skrive i alle de skemaer, som bliver udleveret, at hun vil være "sig selv" eller hjemmegående husmor, akkurat som jeg selv var i tolv år - alternativt at hun vil være pizzabager, cirkusakrobat eller hestehandler.

Det er dog ikke så nemt at sætte sig op imod "systemet" og alle dets krav, når man bare er 12 år og autoritetstro.

Så er der alle de såkaldte uddannelsesparathedsvurderinger - jo, det hedder det - som skolebørn allerede i begyndelsen af 8. klasse bliver præsenteret for. De unge mennesker, som på dette tidspunkt er gået ind i den vanskelige pubertet og svære teenagealder, bliver nu igen vurderet og sat til at skulle præstere, og her er det de færreste børn, der kan sige sig fri for ikke at føle sig stresset og presset.

Tænk, hvis man ikke præsterer godt nok! Tænk, hvis man bliver erklæret "ikke-egnet" og dermed bliver stillet en uddannelsesløs fremtid i udsigt! Hvad så? Er livet så overhovedet værd at leve, og er man så i det hele taget noget værd som menneske?

Den slags spørgsmål kan nemt trænge sig på hos især følsomme, samvittighedsfulde børn og unge, som fra helt små har været gode til at honorere samfundets - f.eks. skolens og vi forældres (!) - krav om, at man på alle områder skal dygtiggøre sig og blive bedre både til det ene og det andet.

En væsentlig stressfaktor er også alle karaktererne for mundtlige og skriftlige præstationer og de af læreren håndskrevne pile, som enten kan pege op eller ned, alt afhængigt af om man var "lige ved at få 12" og dermed være rigtig dygtig eller i stedet var "lige ved at dumpe"!

Hele tiden får både børn og voksne at vide, at vi skal "blive den bedste udgave af os selv" - og hvem der har fundet på den stressfremkaldende, popsmarte idé, ville jeg gerne møde og lægge over mine knæ!

Når mennesket allerede fra barnsben får at vide, at man "skal blive den bedste udgave af sig selv", så ligger det implicit i formuleringen og tankegangen, at man ikke er god nok, som man er - at det, man kan og står for, hele tiden kan blive bedre og bedre. Der ligger et implicit krav om, at man hele tiden skal udvikle sig og skal blive dygtigere i skolen, på sportspladsen og i det hele taget.

Via medierne og diverse (u)certificerede coaches bliver vi bombarderet med utvetydige opfordringer til, at vi ustandselig skal udvikle os og blive tyndere, sundere, smukkere, have tykkere hår, større muskler, strammere hud, pænere negle, færre rynker, løbe hurtigere, springe højere, være dygtigere til vores job, se bedre ud - ja, at kadencen hele tiden skal sættes i vejret - og hvem kan i længden holde til det? Ikke ret mange - om nogen overhovedet - gætter jeg på.

For hvis skyld skal vi mon hele tiden udvikle os og blive "bedre"? Er det for vores egen skyld, at vi ustandselig skal sætte personlig rekord i hurtigløb, hovedregning, stramt maveskind og succes på arbejdet? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at der er noget helt galt herhjemme, når det dyrebareste, vi har - vores børn - i hyppigere og hyppigere grad lægger sig ned som følge af stress og præstationsangst.

Personligt kan jeg ikke sige mig fri for ikke at have været meget præstationsorienteret; især på det boglige område. Jeg erkender således helt blankt, at jeg - ikke mindst da jeg for mange år siden var gymnasielærer - har tænkt meget i karakterer, præstationer - og mangel på samme. Jeg har tænkt - også som mor - at det gjaldt om at være flittig og dygtig; dels hvis man havde et åbenlyst potentiale for et eller andet, og dels hvis man bare sådan i det hele taget ville være med helt fremme og deraf sikre sin fremtid.

I dag, hvor min søn så smerteligt er sendt til tælling, er jeg klogere. Jeg kan således se, at noget har udviklet sig helt galt i vores samfund, når flere og flere børn og unge bukker under for nogle inhumane krav om hele tiden at skulle vurderes på det, man kan eller ikke kan.

Min bøn er således lige nu, at de beslutningstagere, der har indført de mange obligatoriske tests og vurderingsskemaer i skolerne, sætter sig ned og tænker over, hvad et begreb som præstationskultur og præstationsangst i grunden gør ved et stigende antal lidende børn og unge. Jeg appellerer også til, at vi gør op med den tidstypiske tanke om, at vi alle sammen hele tiden skal blive bedre, dygtigere, smartere, smukkere, lækrere, løbe stærkere, cykle hurtigere og se yngre ud.

Vi er gode nok, som vi er - også selv om vi kun får 4 i matematik, har hængebryster, skæve ben, høje tindinger, overtræk i banken og ikke har kræfter eller lyst til at løbe maraton.

Præstationskulturen i det moderne samfund holder simpelt hen ikke i længden. I hvert fald ikke hvis vi vil bevare den fysiske og psykiske sundhed. Det er sådan noget, jeg er kommet frem til hen over de seneste par måneder, efter at min søn er bukket under for stress.

Stop presset på de unge mennesker! Lad dem leve!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark