Benny Andersen fortalte danskerne, hvem de var

Den folkekære forfatter, digter og pianist Benny Andersen er død. Han blev 88 år. Henrik Sejerkilde mindes en sprogets mester. Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix

Benny Andersen fortalte danskerne, hvem de var

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

"En dag går solen sin runde uden mig" - og det gør den så nu. Digteren Benny Andersen, der i en menneskealder gjorde danskerne klogere på sig selv og hinanden, døde torsdag, 88 år.

Der er 301 danske mænd, der hedder Benny Andersen. Indtil torsdag eftermiddag, hvor den Benny Andersen, som alle danskere kender, fik statistikken rundet ned.

Og de 300, der er tilbage, har en næsten umulig arv at løfte. For 'Benny Andersen' har i mere end en menneskealder været et begreb - synonym med noget så sjældent som en folkekær digter, der holdt sit sproglige spejl op foran sig selv - og os - og fik os til at se hinanden i et andet og tit mere forsonende lys. For vi kender alle en Nina med fugtig hud, vi har venner med desillusioneret porternæse som den svenske svensker Svante Svendsen - og nogle af os har været så heldige at møde en person, der kunne holde os oven visse vande, hvis vi havde tabt flyvehøjde i tilværelsen.

Det havde Benny Andersen også, da han 'afleverede' sin hustru, Signe Plesner Andersen til digterkollegaen Halfdan Rasmussen i 1970. Men Andersen kom ovenpå igen, da han mødte sin Rosalina - der hed Cynthia Rosalina og var fra Bermuda. Den letmælksfarvede dansker elskede at drage med sin mørke hustru til hendes hjemstavn og supplere hjertevarmen med farve i kinderne. Det afspejlede sig også i hans digtning, hvor fremmedheden over for os selv og hinanden blev taget ved vingebenet - også da fremmedhed udartede til fremmedhad. Da havde ordentligheden en stille, men stålfast stemme i Benny Andersen.

Benny Andersen blev født i Vangede i 1929, 17 år før københavnerforstadens mest kendte søn, Dan Turell. Allerede som barn elskede han at høre faderen fortælle historier og selv lege med ordene, som var de byggeklodser. Som ung fik han blandt andet arbejde på et reklamebureau - men lysten lå mere til natarbejde som barpianist i det københavnske forlystelsesliv.

I årevis filede han videre på ordene, uden at de kom længere end til de kuverter med afslag fra forlag, som ikke kunne se komikken i unge Andersens bud på noveller og digte. Han knoklede med sit stof, for han var ikke en arketypisk skønånd med kun drypvis hang til arbejde:

"Jeg har en meget stærk selvdisciplin, og jeg gjorde det, at jeg lukkede mig inde med arbejdet, trak gardinerne ned og lod mig ikke forstyrre. Sådan arbejder jeg hver dag. Jeg venter ikke på, at inspirationen skal komme. Hver morgen har jeg i stedet den kontrakt med mig selv: der skal stå noget på papiret. Amatørerne går og venter på, at inspirationen drysser ned. Den professionelle siger: nu vælger jeg at sætte mig ned og skabe", har han sagt om sin måde at skrive på.

Han lagde aldrig skjul på, at det var hårde år, der blandt andet kostede ham det første af flere møder med en depression.

Men endelig bed det lyriklydhøre Borgens Forlag på, og i 1960 kom "Den musikalske ål", som fra første færd anbragte ham i et fremtidsrettet spotlys. Hurtigt kom "Kamera med køkkenadgang" og "Den indre bowlerhat", som slog talentet fast. 1960'erne var travle og produktive år for Andersen - endelig var der gået hul på den sproglige ketchupflaske.

"Jeg fik nærmest et overflodsproblem. Pludselig blev mine kladdehæfter fyldt til randen. Der var hele tiden mere, der skulle frem. Der er perioder fra den tid, jeg ikke har kunnet huske siden, fordi der var så meget tryk på skrivningen", har han selv fortalt om årene, hvor det udover digte og romaner også flød med børnebøger om Nikke-nikke Nambo og senere bøgerne om Snøvsen.

Benny Andersen skrev sig ind på den litterære scene i et årti, hvor lydhørheden over for tidens aktuelle forfattere var høj; det samme var salgstallene - 1960'erne var ikke kun teaktræsmøbler, ryatæpper og The Beatles - det var også Rifbjerg, Panduro - og Andersen. De var samfundets mest toptunede litterære geigertællere, og der blev lyttet og læst.

I 1972 introducerede Benny Andersen danskerne for Svante Svendsen, der havde så meget til fælles med Benny Andersen, at den fiktive person fungerede som et slags alter ego for Andersen. Digtsamlingen "Svantes viser" blev en stor succes. Forlaget havde optimistisk forventet at sælge 5000 eksemplarer - men et år efter var der langet det tidobbelte over boghandlernes disk. Og da Benny Andersen med nogen besvær fik overtalt den originale folkesanger Povl Dissing til at give lyd til ordene, var vejen til folkekærligheden banet for Benny Andersen.

Hele Danmark gik og sang med på "Om lidt er kaffen klar", omkvædet fra digtet "Svantes lykkelige dag" - en hitsucces, som Benny Andersen havde et noget dobbelt forhold til. Han syntes nok, han havde skrevet det, der var bedre og dybere. Men vi var vilde med Nina, der trådte ud af badet - også selv om det var i de år, hvor oliekrisen kunne gøre det til en kold fornøjelse - og så selvfølgelig ostemaden, der stod klar sammen med kaffen.

I resten af livet turnerede de to rundt til publikums næsten udelte begejstring. Selv om nogle havde det lidt stramt med Dissings - skal vi kalde det - meget personlige stemme, så måtte alle overgive sig, når de som en slags poesiens Gøg og Gokke legede sig gennem en koncert med Povl Dissing som den kærligt-distræte frontmand, der hele tiden måtte forsikres om, at det var sådan, digteren mente; "ikke også, Benny?"

Deres kongeniale samspil var så dansk som Tordenskjold på tændstikkerne og Svend Gehrs i kommentatorboksen, men selv om det var kvalitetsstemplet "Danish design" med udsolgte koncerthuse og imponerende pladesalg, blev Benny Andersen i stigende grad ubekvem ved at få klistret Dannebrogsflaget helt op i forruden på sin karriere.

Ægteskabet med Cynthia formede hans kritiske sans over for danskhedens mest skyggefulde sider, som de materialiserede sig op gennem 1980'erne. Og det var ikke alle, der synes, det var så sjovt og hyggeligt som Svante Svendsens navlepillende selvkvaler. I digtet "H.C. Andersens land", som Benny Andersen skrev til dagbladet Politiken i 1985, skrev han:

Mit land, hvor der jævnligt

Er rift om sko

Der er for små

Mit land med skrumpehorisont

Forvekslet med verdens navle.

Hvilket afstedkom telefontrusler og træls post fra danskere, der ikke synes, at der skulle kastes den slags skygger over Dannevang. Det danske nazistparti sendte ham en folder, hvor han kunne læse, at han nu var rubriceret som landsforræder.

Men han lukkede ikke kæften. I 2009 sagde han til dagbladet Information, at han skammede sig over at være dansk. Det skete efter rydningen af Brorsons Kirke i København, hvor irakiske flygtninge havde søgt kirkeasyl:

"Jeg vil gerne være med til at forny Danmarks ry, for jeg har efterhånden fået en så stor opsparet vrede, at jeg ikke længere vil have den opsparet. Nu hæver jeg den!"

Men på den måde fulgte Benny Andersens stemme også med tonen i samfundet. Han forblev relevant - både med sine klassiske tekster og de nye, som stadig bar hans sprogligt skarpe adelsmærke.

Også efter tabet af sin elskede Cynthia kom han helskindet på land igen og mødte den lidt yngre jurist Elisabeth Ehmer i toget - vistnok omkring Vejle. Og så flammede forelskelsen op i Benny Andersen igen, og hun holdt ham da også i hånden, da han døde torsdag eftermiddag i deres hjem i Sorgenfri.

Benny Andersen havde selv et afklaret og nøgternt forhold til sin exit. Som med så meget andet i hans forfatterskab havde han det sikre sproglige blik for at få det bedste ud af alt. Som han sagde til Fyens Stiftstidende i 2011:

"Hvis alt var lykke og idyl, ville det være røvkedeligt. Døden er livgivende, fordi det sætter gang i tingene, når du ved, at du skal dø engang. Det samme gælder for lykken. når du nu ved, at den kan forsvinde, så kan du nyde den. Det er lykke med mørk kant - det lyder sgu meget godt."

Det er et mentalt lyd- og læsespor, der er nået til vejs ende. Halfdan Rasmussen er død. Klaus Rifbjerg er død. Nu er Benny Andersen væk - og blandt de kunstnere, der med deres værk sætter vores nære liv i et perspektiv, vi kan forstå, tænke over og kigge genkendende til, er der vel efterhånden kun Kim Larsen og Steffen Brandt tilbage i Superligaen.

Tag da kun min sidste spinkle mønt. Livets sol er min den sidste del af livet, for som solfanger er jeg nu begyndt

at forstå, at Alt og Intet er os givet. Og en gang går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner, lever jeg!

Benny Andersen
Født 7. november 1929 i Vangede. Død i Sorgenfri 16. august 2018.Underholdningspianist 1949-62.

Debut med digtsamlingen "Den musikalske ål" 1960.

I løbet af 1960'erne udviklede han sin lyriske stil i retning af det talte sprog ("Det sidste øh", 1969) og videre til det sangbare i "Svantes viser" (1972), der ligesom "Oven visse vande" (1981) også udkom på plade.

Et udvalg af lyrik i "Man burde burde" (1971); desuden antologier på en række europæiske sprog. Han har i sine digte" Verden uden for syltetøjsglasset" (1996) og "Sjælen marinere"t (2001) forstærket accenten på forholdet mellem danskerne og de fremmede. "De Samlede digte" (1998) er med et oplag på over 130.000 nået ud til et for lyrik hidtil uset antal af læsere.

Han har desuden skrevet noveller, romaner, radio- og tv-dramatik; et udvalg er samlet i "Lejemorderen og andre spil" (1970).

For børn har Benny Andersen udgivet danske og udenlandske rim og remser, bl.a. "Nikke Nikke Nambo" (1963), og serien om Snøvsen - inspireret af udtrykket "at gå fra snøvsen". Svantes viser er optaget i den danske Kulturkanon.

Benny Andersen har sammen med Johannes Møllehave udgivet samtalebogen "Det skal mærkes at vi lever" (2003) og sammen med Povl Dissing "Vi har sunget, vi har grædt, vi har grint" (2008).

Kilde: denstoredanske.dk
I mange år kunne man næsten ikke sige 'Benny' uden at sige 'Povl'. Digteren havde allerede Dissing i tankerne som manden, der skulle give Svante stemme - men først var Dissing ikke varm på ideen. Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau/Scanpix
I mange år kunne man næsten ikke sige 'Benny' uden at sige 'Povl'. Digteren havde allerede Dissing i tankerne som manden, der skulle give Svante stemme - men først var Dissing ikke varm på ideen. Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau/Scanpix
Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

Benny Andersen fortalte danskerne, hvem de var

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce