Paul Erik Lund var faktisk ikke klar over, at han i december havde en indtægt på 289,73 kroner. Den skal han nu forklare, og senest den 18. januar. Det fremgår af et brev fra Haderslev Kommune.
HADERSLEV: Paul Erik Lund er uhelbredelig syg af kræft og har formentlig kun kort tid tilbage at leve i. Han har derfor rigeligt at gøre med at holde sig i live. Lige efter jul røg han igen på hospitalet og var igennem endnu en operation. Han var derfor ikke opmærksom på, at en af hans tidligere arbejdspladser, Facility Services A/S, den 28. december sendte ham en indtægt på 289,73 kroner. Han var i øvrigt også bedøvende ligeglad.
Men det var Haderslev Kommune til gengæld ikke, og en sagsbehandler sendte ham forleden et partshøringsbrev og udbad sig en forklaring på indtægten på 289,73.
"Du bedes aflevere dokumentation på indtægten, så jeg kan vurdere, om det er en indtægt, som jeg ikke skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af", lød det blandt andet i skrivelsen, der fortsatte:
"Hvis ikke jeg hører fra dig inden 18. januar 2019, vil jeg træffe afgørelse på de foreliggende oplysninger, lød det videre i skrivelsen, hvor det også fremgik, at Paul Erik i så fald måtte forvente at skulle tilbagebetale pengene.
Skrivelsen fik Paul Erik Lunds partsrepæsentant, Mogens Rerup (EL), til at fare i blækhuset og sende en mail til flere politikere og embedsmænd:
"Det er pinligt og latterligt og uværdigt af kommunen med en sådan tåbelig adfærd. I kan gøre lige hvad der passer jer, for enhver idiot ved, at beslutningen ikke får nogen praktisk betydning", fnøs Rerup i sin mail til de udvalgte modtagere.
Paul Erik Lund selv er ked af det, han føler, at Haderslev Kommune er efter ham.
- Hvis det er så vigtigt for dem at få de penge, så skal jeg nok betale 200 og noget og de der 73 øre, selv om jeg har andet at tænke på. Jeg forstår bare ikke, hvorfor Haderslev Kommune vælger at behandle den lille mand på den måde. Jeg har, inden jeg blev syg, arbejdet, passet mig selv og klaret mig selv, siger Paul Erik Lund, der nu er blevet flyttet fra kontanthjælp til førtidspension, da han aldrig kommer til at arbejde igen.
Sanne Nielsen, afdelingsleder på Haderslev Kommunes Ydelseskontor siger, at hun er med på, at det kan skurre i ørerne, når man hører om en sådan opkrævning, men sådan er loven:
- Vi træffer afgørelser med udgangspunkt i en meget konkret lovgivning der siger, at hvis man er på kontanthjælp, så skal man oplyse om indtægter, uanset hvor små de er. Når vi fra systemet får oplysninger om indtægter, så er det ydelsessagsbehandleren der tager bestik af oplysningerne og sender en partshøring ud, her kan man så medvirke til at forklare ens situation.
- Hvad så, hvis man er for syg eller for dårlig til det?
-Man har pligt til at medvirke i sin sag, så længe man har en sag.
- Også hvis man ligger i koma eller på operationsbordet?
- Selvfølgelig er der undtagelser. Vi har på sygedagpengeområdet nogle meget gamle sager i forhold til partshøringer. Her er der ganske få undtagelser, som for eksempel hvis man ligger på operationsbordet, i koma eller er indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Vi skal dog helt derud, før der er mulighed for lempelser, siger Sanne Nielsen og fortsætter:
- Om det skal være anderledes, det er et politisk spørgsmål. Jeg er sat til til at varetage myndighedsansvaret i forhold til den lovgivning, der gælder.
- Hvordan har du det med at tage ansvaret på den måde?
- Det vil jeg ikke svare på, jeg er ansat til at varetage en funktion. Holdninger udtaler jeg mig ikke om, det er et rent politisk spørgsmål.
Jon Krongaard (DF), der er formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget, synes det lyder som om, der bruges en masse ressourcer på meget lidt, og han vil nu bede om en forklaring.
- Jeg synes, det lyder lidt mærkeligt, og jeg er ret sikker på, at det koster mere end 289,73 kroner at inddrive beløbet. Jeg kunne godt tænke mig at få det som et punkt på næste udvalgsmøde, og i hvert fald få en forklaring på at vi sender sådanne opkrævninger til mennesker i en svær situation.
Paul Erik Lund har trods smerter og sygdom besluttet sig for at få det bedste ud af hver en dag, han har tilbage. Han skal nok betale, som han siger, men han ville ønske, han kunne blive fri for at tage stilling til så små ting som 289,73 kroner.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.