Flere tidligere revy-skuespillere var mødt op, da der tirsdag var info-møde om den nye Haderslev Revy i Teaterhuset. Revyen får premiere i 2019.
HADERSLEV: - Man skal tro på det, og jeg tror på det!
Det fastslog Benthe Andersen fra Forsøgsscenen Haderslev ved info-mødet om den nye Haderslev Revy i Teaterhuset tirsdag aften.
- Vi kunne godt have været flere her i aften. Men så må vi jo ud og søge nogle. Jeg er meget fortrøstningsfuld, sagde den kommende revy-instruktør.
Revyen skal spille i uge 43 næste år på Kulturhus Harmonien i Haderslev.
Så det var måske lige tidligt nok, at der blev afholdt et info-møde, og så alligevel ikke. Der bliver brug for mange frivillige kræfter blandt andet til at lave kulisser, sminke skuespillerne og sy kostymer.
- Jeg vil gerne, at det skal være en folkelig revy, der involverer befolkningen i Haderslev, fortalte Benthe Andersen.
På forhånd har Benthe fået samlet et lille "revyhold" af folk fra Forsøgsscenen, der har arbejdet med især at søge fonde og få de første praktiske detaljer omkring revyen på plan.
Blandt de fremmødte på tirsdagens info-møde i Teaterhuset var blandt andre Jacquline Benneweis, tidligere indehaver af hobby-butikken Benneweis Hobbyshop i Haderslev.
Hun tilbød sin assistance med at lave kulisser og andet praktisk arbejde, mens andre af de fremmødte tilbød at sy kostymer.
Også Alex Bødiker fra Willy's Kaffeklub var mødt op for at høre mere om den nye revy.
Han havde læst i avisen, at Benthe Andersen havde planer om at hyre nogle "køfenhavnere" til at hjælpe sig med at få Haderslev Revy sat på skinner.
Det var ikke rar læsning, synes Alex, som tilbød Bente sin konsulentbistand under processen.
De to tidligere revy-piger, Bente Mortensen og Lise Poulsen, var klar til at tage en tur mere på de skrå brædder.
De har spillet dilletant i Marstrup de seneste 19 år.
Der vil midt i januar 2019 blive afholdt en audition for alle, der går rundt med en skuespiller i maven.
Bente Andersen kan allerede på forhånd røbe, at der skal bruges otte skuespillere i revyen.
Hun håber, at der kan blive et fast revy-team i årene fremover. Revyen skal også indeholde noget dans og musik.
Flere lokale skribenter har allerede skrevet til Benthe med sjove tekster og sange, der kan indgå i revyen.
Der skal bruges cirka 20 numre af højst fem minutters varighed.
Der er nedsat et forfatter-team, hvor man også kan inspirere hinanden.
Teksterne skal være klar til december, og de første prøver med skuespillerne begynder februar-marts.