På bare et år: Lokale rigmænd placerer 60 millioner i 8 virksomheder

Advokat Peter Kirk Larsen er bestyrelsesformand i Esbjerg Brygge Invest A/S. Selskabet med flere lokale erhvervsfolk har på lidt mere end et år investeret knap 60 millioner kroner i otte virksomheder. Arkivfoto

På bare et år: Lokale rigmænd placerer 60 millioner i 8 virksomheder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Esbjerg Brygge Invest A/S har på kort tid placeret cirka 60 millioner kroner i otte lovende virksomheder, men man går ikke efter hurtige gevinster, viser det netop offentliggjorte regnskab.

Esbjerg: Frøene er sået i jorden og nu skal de have god tid til at spire og gro, inden der skal høstes.

Efter netop denne modus har selskabet Esbjerg Brygge Invest A/S, der ejes af en kreds af jyske erhvervsfolk, herunder lokale erhvervsfolk som Henning G. Kruse, kendt fra Esbjerg Oilfield Services og Esvagt A/S, fiskeskipper Niels Arne Hounisen og Peter Kirk Larsen, Esbjerg, direktør og partner i advokatfirmaet Kirk Larsen & Ascanius, i det seneste år placeret cirka 60 millioner kroner i otte lovende virksomheder.

De går nemlig ikke efter hurtige gevinster og arbejder i stedet efter en langsigtet strategi uden forventninger om udbytte på kort sigt, hvilket også præger resultatet for selskabets første regnskabsår, hvor omkostningerne ved selskabets aktiviteter har fremkaldt et minus på knap 4,4 millioner kroner.

De indkøbte virksomheder har som forventet endnu ikke udloddet udbytte til Esbjerg Brygge Invest A/S. Virksomhederne skal udvikles og der er investeret i fremtiden.

Bestyrelsen betegner resultatet som tilfredsstillende.

Esbjerg Brygge Invest A/S
Esbjerg Brygge Invest A/S har foreløbig investeret i disse virksomheder:
We Feat ApS, Moshi Moshi ApS, Sportactives A/S, Liewood ApS, Daniit A/S, NemByg A/S, Kaas Stålbyg A/S og Hanstholm Køkkenet A/S.

I alt er der tale om 250-300 arbejdspladser.

Investorerne bag Esbjerg Brygge Invest A/S er med større eller mindre ejerandele Henning G. Kruse, kendt fra blandt andet Esbjerg Oilfield Services samt hans børn Lars Kruse og Marianne Kruse, Claus Tygesen fra Tygesen Company, fiskeskipper Niels Arne Hounisen og Peter Kirk Larsen, hans far Sten Kirk Larsen, advokat Jens Munch, administrerende direktør Kent Ernst Hansen, Poul Sand, Lars G. Pedersen fra Danspin A/S og en række tidligere fiskere, herunder Jean Vad Christensen, Esbjerg, i selskabet KVCR A/S.

Intet hastværk

I det første regnskabsår investerede Esbjerg Brygge Invest A/S godt 44 millioner kroner i seks virksomheder. Alle - nogle i højere grad end andre - klarede sig tilfredsstillende. De samlede anlægsaktiver er herefter godt 47 millioner kroner.

I overensstemmelse med selskabets strategi forbliver overskuddene indtil videre ude i virksomhederne for at styrke deres udviklingsmuligheder.

I første kvartal 2019 har selskabet købt sig ind i yderligere to virksomheder, så der nu er investeret i alt 56 millioner kroner i de otte virksomheder. I alt har selskabets ejere foreløbigt givet tilsagn om at tilføre i alt omkring 150 millioner kroner.

- Vi er offensive, men vi har intet hastværk. Vi arbejder stille, roligt og selektivt for at researche os frem til de mennesker og virksomheder, hvor vi bedst kan gøre gavn, siger selskabets administrerende direktør Kent Ernst Hansen.

Han er oprindeligt uddannet revisor hos KPMG i Esbjerg, hvor han i en årrække fungerede som revisor for en række større virksomheder i Syddanmark. Siden havde han ledende stillinger i store virksomheder som HansenGroup A/S samt Riis Retail koncernen i Kolding.

Godt købmandskab

Investeringsporteføljen viser stor spredning branchemæssigt og geografisk med ejerforhold i virksomheder inden for byggeri, it, design, mode, miljø og livsstil - flere af dem med brands, der markedsføres/sælges internationalt eller som står umiddelbart foran introduktion.

Bestyrelsesformanden, advokat Peter Kirk Larsen, Esbjerg er tilfreds med den betydelige spredning branchemæssigt og geografisk:

- Vi fokuserer på at finde dygtige mennesker, der vil ud over stepperne og som har lyst til at stå i spidsen for en virksomhed. Vi vil samtidig gerne investere bredt for at tjene penge og sprede risikoen. Det er for mig vigtigt at slå fast, at værdigrundlaget ikke mindst består i jysk tankegang med godt købmandskab og soliditet i højsædet. Samtidigt skal vi være med, hvor tingene sker - også gerne med sparring til mennesker med spændende projekter, siger Kirk Larsen.

Han understreger, at regnskabet er præget af den langsigtede strategi, hvor der på kort sigt ikke udbetales udbytter. Gevinsterne høstes først ad åre i form af afkast eller ved frasalg.

På bare et år: Lokale rigmænd placerer 60 millioner i 8 virksomheder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce