Erhvervsmand og tidligere politiker død i Esbjerg

Et af Esbjergs dygtige og vellidte mennesker, Kurt Øland, er afgået ved døden efter længere tids svær sygdom.

Vi, der kendte Kurt, føler, at vi ved Kurts død, har mistet ikke blot en dygtig erhvervsmand, en god politisk kollega, et menneske med et stort hjerte for andre, men især en ven, som vi alle har holdt af.

Jeg lærte Kurt at kende, da vi i 2007 fusionerede Ribe, Bramming og Esbjerg kommuner. Kurt havde siden 1995 været medlem af Esbjerg Byråd valgt for Venstre. Mine gode kolleger og jeg oplevede Kurt som et menneske der ville noget med vores sammenlægning. Kurt var åben for forskelligheder og anderledes holdninger - det gennemsyrede ham og han respekterede dialogen. Vi, der kom fra Ribe og Bramming, oplevede en politisk kollega, som tog mod os med åbne arme.

Kurts kommunalpolitiske hjerte bankede for Teknik & Bygge-udvalget og her sparrede han om nogen med formanden Jørgen Elsted Hansen (K). Dette udvalg blev om noget et politisk styret udvalg.

Vi gamle drenge i byrådet dannede en klub 65+ bestående af Helge Mortensen, Karl Kristian Knutzen, Freddie H. Madsen, Jørgen Elsted Hansen, undertegnede og Kurt Øland. En klub af gamle drevne politikere, som jævnlig mødes og udveksler meninger om, hvad der bør gøres for vor kommune og vort land. Kurt var om nogen personen som elskede disse møder, fordi de simrede af den demokratiske ånd, som var en stor del af Kurt. I vores 65+ klub vil Kurt være et savnet medlem.

Kurt var også medlem af bestyrelsen for Støtteforeningen for Hospice Sydvestjylland. Alle vi i bestyrelsen nød, at Kurt var med. Hans skarpe analyser af økonomien og hans bankende hjerte for at skabe de bedste rammer for vores patienter var en uvurderlig hjælp i vores arbejde.

Min hustru Kirsten og jeg blev meget nære venner med Kurt og hans afdøde hustru Laila. Efter Lailas død fandt Kurt sammen med Synøve, der om nogen støttede Kurt - ikke mindst i den sidste, svære fase af hans liv. Vi vil gerne takke dig, Synøve, for det, du har bidraget med til os alle.

Kurt døde på Hospice Sydvestjylland. Kurt fik en værdig død omgivet af sin nærmeste.

Vi har mistet et stort menneske. Vi har mistet en dygtig politiker og demokrat. Vi har mistet en respekteret samfundsborger. Kirsten og jeg har mistet en god ven.

Alle vi, der kendte Kurt, vil savne ham.

Æret være hans minde

Erhvervsmand og tidligere politiker død i Esbjerg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce