Luftig succes vil udvide forretningen

- Vi skal være Ryanairs modpol. Vi skal aldrig gå over i den anden grøft, lyder det med eftertryk fra Sun-Airs direktør Kristoffer Sundberg. Foto: Carsten B. Grubach

Luftig succes vil udvide forretningen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sun-Air satser på øget ambulanceflyvning og vil stadig leve af at købe og sælge brugte fly.

BILLUND: Det burde ikke være nødvendigt at have flere ben at stå på, når man lever af luftfart. Men i disse for vores klode så omskiftelige tider, kan positivt hurtigt blive til negativt, og derfor er Kristoffer Sundberg stille og roligt i gang med at få flere støtteben i familiefirmaet Sun-Air i Billund.

Kristoffer Sundberg overtog i december 2017 direktørstolen efter sin far, Niels Sundberg, der grundlagde Sun-Air for 41 år siden. Nu står der Sun-Air Aviation Group ved indgangen til hovedsædet på Cumulusvej, og Kristoffer Sundberg er klar til at satse på flere paletter, som han udtrykker det.

Sun-Air of Scandinavia A/S har været franchisetager hos British Airways siden 1996 og er sammen med et sydafrikansk selskab det eneste tilbage på den front, og det tager Kristoffer Sundberg som et udtryk for, at Sun-Air leverer et kvalitetsprodukt. Og så skal selskabet bare blive bedre til at reklamere for det, de er så gode til.

- Vi har 26 fly, deraf 17 rutefly til vores 11 ruter. Flyene bruges også til ad hoc-flyvning af for eksempel musikgrupper og af bilimportører, der skal flyve journalister til messer. Vi har forsikringsselskaber som SOS og Gouda, Falck og den færøske regering som kunder, og vi flyver patienter fra Grønland til Rigshospitalet, så vi har oplevet en vækst i ambulanceflyvning, som der er stor fremtid i, siger Kristoffer Sundberg.

Han er selv uddannet pilot og ser som virksomhedsleder sin styrke i det innovative, og et af de næste skridt i Sun Air, der i alle årene har givet overskud, vil være at oprette en innovationsafdeling, så man kan fremtidssikres.

Omsætning tæt på en halv milliard
Sun-Air of Scandinavia A/S hævede både omsætningen og overskuddet i 2018. Overskuddet var på 5,2 millioner kroner efter skat mod 2,9 millioner kroner året før. Omsætningen var på 465 millioner kroner mod 429 millioner kroner forrige år. Det satses på en omsætningsforøgelse i år, så man passerer en halv milliard kroner.

Sun-Air ledes i dag af direktør Kristoffer Sundberg i samarbejde med en ledergruppe. Sun-Airs ejer og stifter Niels Sundberg er fortsat hovedaktionær og bestyrelsesformand. Læs mere om Sun-Air på www.sun-air.dk
Kristoffer Sundberg er meget beæret over, at Sun-Air er nomineret i hovedkonkurrencen i Entrepreneur Of The Year 2019. Foto: Carsten B. Grubach
Kristoffer Sundberg er meget beæret over, at Sun-Air er nomineret i hovedkonkurrencen i Entrepreneur Of The Year 2019. Foto: Carsten B. Grubach

Ryanairs modpol

Sun-Air - og især Niels Sundberg - har altid været dygtig til at få meget ud af sine fly.

- Vi vil stadig blive ved med at købe brugte fly, renovere dem, flyve med dem og så sælge dem videre, inden de er udtjente, siger Kristoffer Sundberg.

Sun-Air, der alt efter udbud og efterspørgsel i luften har mellem 200 og 280 ansatte, har værksteder ved hovedsædet i Billund, i Sindal og i Thisted, hvor specialister både reparerer, renoverer og forbedrer fly.

Kristoffer Sundberg, der blot er 35 år og således også har fremtiden foran sig, vil fortsætte med at indkøbe brugte fly og stadig satse på at flyve med forretningsfolk, som med Sun-Air skal have en førsteklasses oplevelse med gratis mad og gratis fast track i Billund Airport.

- Vi skal være Ryanairs modpol. Vi skal aldrig gå over i den anden grøft, lyder det med eftertryk fra den unge direktør, der blandt sine kunder også har nogle af landets rigeste familier, som vi af diskretionshensyn her må undlade at nævne navnet på.

Et Brexit uden nogen aftale har Sun-Air, undskyld det luftige udtryk, taget højde for. Det jyske luftfartsselskab har for en sikkerheds skyld søgt om driftstilladelse i England og må så afvente, hvilket udslag en britisk EU-udmeldelse vil give på passagertal og antal af opgaver.

Nominerede til EY Entrepreneur Of The Year
Sun-Air of Scandinavia A/S er nomineret til EY Entrepreneur Of The Year 2019 i hovedkonkurrencen. Kriterierne for at være med her er:
  • Entrepreneuren er ejer/medejer af et dansk aktie- eller anpartsselskab og har haft det overordnede ansvar i mindst to år. Selskabet må gerne være børsnoteret.
  • Virksomheden har eksisteret i mindst tre år.
  • Virksomheden har ved udgangen af det seneste regnskabsår minimum 20 ansatte.
  • Virksomheden skal have haft minimum 15 procent vækst i bruttoavance eller i omsætning i det seneste regnskabsår. (Sun-Air: Fra 30,3 mio. kroner i september 2017 til 43,9 mio. kroner i 2018)
  • Det seneste regnskab skal udvise en positiv egenkapital og et positivt resultat. (Egenkapital september 2018: 120 mio. kroner, Resultat før skat september 2018: 7,1 mio. kroner)

Førerløse fly og robotter

Kristoffer Sundberg er meget beæret over at være nomineret i hovedkonkurrencen til EY Entrepreneur Of The Year 2019 på grund af Sun-Airs visionære tilgang til fremtiden. Kigger han fem år frem i tiden, ser han ikke kun øget aktivitet inden for ambulanceflyvning, men også en stigning i vip- og ad hoc-flyvning.

- Og der vil være en slags timeshare for fly, og man vil kunne lease fly. Flyene vil nok være lidt større end i dag, 50 passagerer passer bedst til os, men de vil nok være til 70-80 passagerer. Vi skal være omstillingsparate for at følge med, og man vil nok i højere grad servicere kunden og se på dennes individuelle behov. Det handler om well being, forklarer Kristoffer Sundberg og fortsætter:

- Om 100 år vil man blive serviceret af robotter. Stewardesserne vil tage sig af well being og taste ind, hvis de kan se, at kunden på 4B er tørstig og så bede robotten om at servere noget at drikke. Vi vil også opleve førerløse fly, måske som droner styret af folk på landjorden, og fly uden vinduer, så man i stedet på skærme kan vælge at se den by, man flyver hen over.

Fremtidsmusik, som formentlig heller ikke Kristoffer Sundberg vil opleve at høre. Men på hans egen lange bane kunne et samarbejde med et universitet bidrage til innovationen i Sun-Air Aviation Group, der trods luftbårne aktiviteter skal have flere ben at stå på.

Luftig succes vil udvide forretningen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce