Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Trampolinspring for handicappede

Selvom det kommende trampolinhold i Vejen er tiltængt handicappede børn med diagnosen cerebral parese, så er hele familien velkommen til at deltage. Den trampolinglade far og søn her på billedet har i øvrigt ingen relation til historien. Arkivfoto: Colourbox

Trampolinspring for handicappede

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vejen Gymnastikforening er med til at starte et nyt trampolinhold op, som målrettes børn med lidelsen cerebral parese.

Vejen: Børn med cerebral parese - tidligere kendt som spastisk lammelse - har ikke mange steder at gå hen i landsdelen, hvis de vil dyrke idræt på hold med ligesindede, men nu sker der snart noget i Vejen.

Den lokale gymnastikforening er således gået ind i et lidt utraditionelt samarbejde med Københavns Trampolin Klub og "Elsass Fonden" om at tilbyde denne målgruppe trampolintræning i idrætscentret fra september.

Idéen blev født sidste år, da Vejen lagde fodboldbaner til Danmarks VM-kvalifikation for spillere med cerebral parese, og her stiftede Camilla Voigt første gang bekendtskab med Vejen Idrætscenter.

Til daglig arbejder hun hos Elsass Fonden, som er sat i verden for at hjælpe folk med netop cerebral parese, og trampolinfaciliteterne i Vejen gjorde så stort et indtryk på hende, at hun efterfølgende tog fat i gymnastikforeningen med henblik på et samarbejde.

- Igennem tre år har vi samarbejdet med Københavns Trampolin Klub, og vi har fundet ud af, at trampolinspring er en super gavnlig aktivitet for denne gruppe, da det på et ubevidst plan styrker benmuskler, koordinering, balance og koncentrationen. Det var de heldigvis også med på at prøve i Vejen, siger Camilla Voigt.

Rundt i landet
Elsass Fonden har efterhånden været med til at etablere holdtræning i trampolin for folk med cerebral parese flere steder i landet.Foruden København er det således startet op i Svendborg, Ry, Herning og Hjørring, og derudover er flere på vej - herunder altså i Vejen.

Indtil videre er Vejen den eneste konkrete by på tegnebrættet i hele Syd- og Sønderjylland.  

Sjov aktivitet

For selvom trampolinspring ikke kan skabe mirakler, så har fonden oplevet flere imponerende store forbedringer i København, hvor folk, som ellers har været bundet til kørestole i flere år, på få måneder så småt begynder at gå igen.

- Og så hjælper det også, at trampoliner efterhånden er populære i både haver og haller. Jeg har aldrig set sure mennesker på en trampolin, for det er en sjov aktivitet, som er nem at gå til, siger Camilla Voigt.

I Vejen Gymnastikforening er man glade for det fokus, som nu kommer på handicapidræt i byen, fortæller bestyrelsesmedlem Dorthe Bech.  

- Vi har været positivt stemte fra starten. Faktisk har vi ikke mange handicappede sportsudøvere i Vejen Idrætscenter til daglig, men jeg er sikker på, at det her vil skabe øget interesse til gavn for hele gymnastikforeningen, siger hun.

Langsigtet satsning

2. september inviterer gymnastikforeningen til åbent hus for alle interesserede børn med diagnosen, hvor de sammen med deres familier kan blive klogere på, hvad trampolintræning indebærer.

Indtil videre har fem familier meldt deres ankomst denne dag, og det er Dorthe Bechs håb, at der i første omgang bliver etableret et hold på minimum seks deltagere, selvom det ikke er afgørende.

- Vi har indgået en aftale om, at træningen løber i mindst to år, så det har en god chance for at komme ordentligt i gang, siger hun og tilføjer, at Elsass Fonden stiller en instruktør til rådighed, som løbende vil uddanne de lokale undervisere i arbejdet med børnene.

Dermed er den økonomiske post i Vejen begrænset til et minimum, og målet er ifølge Dorthe Bech, at initiativet også vil eksistere, når prøveperioden udløber.