Svær budgetlægning gav byrådsmedlemmerne stor talelyst

Etr bredt flertal i Vejen Byråd besluttede tirsdag at sende budgetforslaget for 2019 og overslagsårene 2020 til 2022 videre til 2. behandling. Debatten varede cirka 50 minutter. Arkivfoto

Svær budgetlægning gav byrådsmedlemmerne stor talelyst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

SF stod alene med et forslag om en skattestigning, da Vejen Byråd tirsdag behandlede det budgetforslag, der nu skal i høring frem til 26. september.

VEJEN KOMMUNE: Politikerne i Vejen Byråd brugte tirsdag eftermiddag lang tid på at diskutere budgettet for årene 2019-2022, hvorefter et bredt flertal besluttede at sende det budgetforslag, der foreligger, videre til 2. behandling.

Imod stemte Martin Boye fra Liberal Alliance.

Jakob Borgensgaard fra Enhedslisten deltog ikke i byrådsmødet, men også han er imod budgetforslaget. Det meddelte han i en mail til redaktionen få timer før byrådsmødets afvikling.

Årets budgetlægning er - som tidligere nævnt i disse spalter - en svær opgave, og flere af byrådets medlemmer fik hurtigt talt sig varme, da debatten gik i gang. Så varme, at borgmester Egon Fræhr (V) på et tidspunkt måtte minde om, at der også var andre punkter på dagsordenen.

Kommunens driftsomkostninger for 2019 og overslagsårene 2020-2022 bliver årligt omkring 50 millioner kroner højere end budgetteret, hvis ikke byrådet griber ind. Og det gør byrådet så med et budgetforslag, der af flere byrådsmedlemmer på mødet tirsdag blev kaldt for særdeles "skrabbet".

Frank S. Hansen fra De Konservative udtrykte stor bekymring for kommunens økonomi, hvis en statslig, ekstra-finansiering på mange millioner, der er medtaget på indtægtssiden, viser sig ikke at blive en realitet.

- Så står vi for alvor med store udfordringer, bemærkede han.

Det her budgetforslag er en feber-redning, og det giver ikke noget svar på, hvordan vi får flere penge fremover.
Anker Ulsdal, byrådsmedlem, valgt for SF
Et vigtigt skridt videre
Budgetlægningen i Vejen Kommune er nu kommet et vigtigt skridt videre.

Et flertal af byrådets medlemmer vedtog tirsdag at sende budgetforslaget videre til 2. behandling.

2. behandlingen sker i oktober.

Inden budgetforslaget når så langt, skal det i høring frem til 26. september.

Hvad med fremtiden?

Anker Ulsdal fra SF var bekymret for, hvad der skal ske med kommunens økonomi på sigt.

Det budgetforslag, der foreligger, gør nemlig, at kassebeholdningen nærmer sig nul, og Ulsdal argumenterede derfor for en skattestigning på 0,3 procent.

- Der SKAL være penge til skoleudvikling, til omsorg og pleje og til pasning af grønne områder. Det her budgetforslag er en feber-redning, og det giver ikke noget svar på, hvordan vi får flere penge fremover, påpegede Ulsdal, som i byrådssalen stod alene med sit ønske om en skattestigning.

Medaljen har en bagside

Venstres Vagn Sørensen glædede sig over, at budgetforslaget stort set skåner skoleområdet og mindede om, at når budgetlægningen i år er så svær, skyldes det, at det går ganske godt i Vejen Kommune. Der fødes flere børn, og folk bliver ældre.

- Det er godt at se, at vores tiltag virker, men bagsiden ved medaljen er naturligvis, at det koster, når kommunen får flere ældre borgere, påpegede Vagn Sørensen.

Spar på flexkørslen

Martin Boye fra Liberal Alliance frygter for kvaliteten i kommunens folkeskoler med rammebesparelser på området, og han foreslog, at man i stedet finder penge ved at trække Vejen Kommune ud af trekantsamarbejdet, der ifølge ham ikke giver Vejen ret meget markedsføring sammenlignet med de større byer i samarbejdet.

Han stillede desuden spørgsmålstegn ved, om Vejen Byråd får tilstrækkeligt ud af de penge, der bruges på to-dages-seminarer hos Kommunernes Landsforening, og han argumenterede for, at flexkørsel kun bør tilbydes pensionister og studerende.

Sidstnævnte forslag fik blandt andet Morten Thorøe fra Venstre til at påpege, at ordningen med flexkørsel i sin tid blev indført, da busture i landområderne blev nedlagt, og flere byrådsmedlemmer gav udtryk for, at de ikke ønsker at røre ved ordningen, da ændringer kan betyde gener for landbefolkningen.

Anni Grimm fra Dansk Folkeparti kom i sit indlæg ind på støtten til Vejen Kunstmuseum og sagde:

- Penge til fortovsrenovering er reduceret i budgettet. Mon ikke det er vigtigere for borgerne at få bedre fortove, end at vi i byrådet giver permanente driftstilskud til Vejen Kunstmuseum lige nu?

Der var i alt 23 punkter på byrådets åbne dagsorden.

Budgetbehandlingen varede cirka 50 minutter; resten af punkterne blev vedtaget uden debat.

Svær budgetlægning gav byrådsmedlemmerne stor talelyst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce