Skole får nyt navn og nyt logo

Produktionsskolen vil fremover være kendt som Kompetenceskolen. Lasse Dreier er hoppet i en t-shirt, der viser skolens nye navn og logo. Han er i selskab med forstander Pia Elena Glaser og sine elevrådskolleger Winnie Petersen og Pernille Levandowski. Foto: Dorthe Andresen

Skole får nyt navn og nyt logo

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Produktionsskolen Vejen ændrer navn til Kompetenceskolen, blandt andet fordi produktionsskolen kun er en del af det, som tilbydes i bygningerne på Dalgas Allé. Et nyt elevråd vil skabe et godt fællesskab mellem alle skolens elever.

Vejen: Kompetenceskolen. Det er det nye navn, som Produktionsskolen Vejen fremover vil være kendt under.

Det nye navn skal efter planen give en mere rammende beskrivelse af, hvad det er, der arbejdes med på skolen, nemlig udvikling af elevernes forskellige kompetencer, så de efter endt ophold på skolen er godt forberedt til at varetage enten et job eller en uddannelse.

Det nye navn er blevet fulgt op af et nyt logo - et hus og indeni en firebladet gren, der symboliserer de fire afdelinger, man som elev på skolen kan blive en del af: KUU - Kombineret Ungdomsuddannelse, Produktionsskolen, EGU - Erhvervsgrunduddannelse og til næste år også FGU - Forberedende Grunduddannelse.

- Vi ville gerne rebrande skolen under et nyt navn, som signalerer én skole med et ligeværdigt fællesskab, fortæller Pia Elena Glaser, der er forstander på skolen.

Forstander Pia Elena Glaser, yderst til venstre, er her i selskab med - fra venstre - Pernille Levandowski, Lasse Dreier og Winnie Petersen i det nye fællesrum, som skolens nye elevråd har været med til at få gjort til virkelighed. Foto: Dorthe Andresen
Forstander Pia Elena Glaser, yderst til venstre, er her i selskab med - fra venstre - Pernille Levandowski, Lasse Dreier og Winnie Petersen i det nye fællesrum, som skolens nye elevråd har været med til at få gjort til virkelighed. Foto: Dorthe Andresen

Fællesskab på tværs

Et par af de spørgsmål, som Pia Elena Glaser gerne ville have elevernes bud på, var: "Hvordan kan vi skabe et fællesskab på tværs af afdelinger, og hvordan får vi skabt et nyt brand, som alle vil være stolte af at være en del af?"

En af løsningerne blev, at der for første gang på skolen blev etableret et elevråd, der kunne være med til at se det hele fra elevernes side og være med til at udstikke regler for, hvordan tingene skal fungere på skolen - og rigtig mange af skolens elever ville gerne være en del af det nye elevråd.

- Da jeg spurgte, hvem der ville med i elevrådet, rejste der sig en skov af hænder, fortæller Pia Elena Glaser.

Der blev hurtigt fundet ti elever, der siden januar har udgjort skolens elevråd. Tre af de elever er 22-årige Pernille Levandowski, Rødding, 22-årige Winnie Petersen, Jels, og 21-årige Lasse Dreier fra Sdr. Hygum. Alle tre er enige om, at det har haft betydning for dem at få lov til at få medindflydelse.

- Jeg synes, det har været fedt at være med til at gøre en forskel, siger Pernille Levandowski, mens Lasse Dreier supplerer:

- På den måde har eleverne fået en stemme.

Egne regler håndhæves

Det nye elevråd er sammensat af elever fra både KUU og Produktionsskolen. Eleverne på EGU er ikke fysisk til stede på skolen på Dalgas Allé.

Hver anden fredag mødes medlemmerne af elevrådet, og der er allerede blevet vedtaget flere forskellige regelsæt, som skal medvirke til, at alle på skolen trives, og at der er et godt fællesskab eleverne imellem.

- Det har faktisk givet en god selvjustits blandt eleverne, fortæller Pia Elena Glaser, der er begejstret over, at ideen med elevrådet har vist sig at være den helt rigtige.

- Det har været en rigtig god succes at skabe et elevråd. De arbejder professionelt med, hvad de vil med deres fælles skole, siger Pia Elena Glaser.

Et par af de helt tydelige tiltag, som elevrådet står bag, er et rygeområde, hvor skolens rygere skal opholde sig, når trangen til en smøg kommer over dem - og der er konsekvenser, hvis det ikke overholdes.

- Før var der jo ikke deciderede konsekvenser, hvis man ikke overholdt reglerne, siger Pernille Levandowski.

- Der var et forslag om, at hvis man ryger et sted, hvor man ikke må, så skulle man trækkes to dage i løn. Det blev dog forhandlet ned til en time, smiler Pia Elena Glaser.

Eleverne har også fået et nyt fællesrum lige ved indkørslen til skolen, hvor de kan mødes på tværs af afdelinger og hygge sig i hinandens selskab.

Udstikker rammerne

Selvom elevrådet kommer med masser gode ideer til blandt andet forbedringer, så er der ikke uanede økonomiske midler til rådighed. Men er der noget konkret på bordet, så får elevrådet - når det er aktuelt - fra gang til gang en økonomisk ramme, som skal overholdes.

- Når vi har en ramme, så skal vi også holde os indenfor den, siger Pernille Levandowski, mens Pia Elena Glaser supplerer:

- Men det er vigtigt at prioritere det, som elevrådet siger. Det er vigtigt, at eleverne føler, at det er deres skole, og at vi er her for eleverne.

Skole får nyt navn og nyt logo

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce