Sanne Troelsgaard: Far er altid med mig på banen

Hun startede med at spille fodbold som seksårig. I dag bruger Sanne Troelsgaard mellem ti og 12 timer om ugen på at spille fodbold. Træningen foregår på banerne ved Kolding Boldklub.
Foto: Timo Battefeld

Sanne Troelsgaard: Far er altid med mig på banen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den 27-årige fodboldspiller om at miste sin far til kræft, om at være genert uden for banen, om det særlige bånd mellem tvillinger og om at rive en modspiller i håret.

Min far var tidligere fodboldspiller, så da min tvillingesøster og jeg var 14 dage gamle, tog han os for første gang med på fodboldbanen. Det var på en tur til Tyskland, og vi lå i en lille kurv. Uden pres fra familien lå det i vores gener, at vi skulle spille fodbold. Jeg startede på et drengehold, da jeg var seks år gammel. Der var ikke noget pigehold, så jeg lærte hurtigt at kæmpe med drengene. Jeg var en drengepige og gik med kasket til, jeg blev konfirmeret.

Jeg gik til elitegymnastik ved siden af fodbolden og vandt både Jyske Mesterskaber og DM. Da jeg var 13 år, stod jeg mellem de to sportsgrene og skulle vælge, hvad jeg ville satse på. Fodbolden gav mig stive led, og det gik udover gymnastikken.

Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle vælge fodbolden. Det har jeg altid vidst. Min drøm var at blive professionel fodboldspiller, og da jeg som 14-årig blev ringet op og spurgt, om jeg ville til Haderslev og spille fodbold, vidste jeg, at jeg også havde talentet.

Jeg tror, det er nemmere for kvinder at komme til top i fodbold. Der er så stor konkurrence i herrefodbold. Heldigvis er kvindefodbold de seneste år blevet mere accepteret, men jeg har da hørt fordommen om, at kvinder ikke kan spille fodbold. Det har bare givet mig blod på tanden til at bevise, at det kan vi faktisk godt.

Jeg mistede min far til lungekræft i sommeren 2013. Han havde fået diagnosen et halvt år før, mens jeg var i Brasilien med landsholdet. Min familie fortalte mig først, at han var syg, da jeg kom hjem. De mente, at det bare var lungebetændelse, men den 2. januar var vi på hospitalet, hvor vi fik beskeden om, at han var uhelbredeligt syg og ville dø inden for en kort periode. Det var det hårdeste i mit liv. Jeg tog hjem fra EM, så jeg var der, da han døde. Bagefter holdt jeg to måneders pause fra fodbolden.

Da min far døde, gik det op for mig, at fodbold ikke er alt. Det havde det ellers været indtil da. Jeg blev meget bevidst om, at min familie har førsteprioritet. På det tidspunkt spillede jeg i Brøndby, men jeg ville ikke være på Sjælland, mens min familie var i Vejen. Derfor stoppede jeg i Brøndby og startede med at spille i Kolding Q. Brøndby havde også været min fars og mit projekt. Han var altid med mig derovre. Da han ikke var her længere, føltes det forkert.

Da min far døde, gik det op for mig, at fodbold ikke er alt. Det havde det ellers været indtil da. Jeg blev meget bevidst om, at min familie har førsteprioritet.
Sanne Troelsgaard

Foto: Timo Battefeld

Jeg lovede min far, at jeg en dag ville tage til udlandet og leve af fodbolden. Men jeg har svært ved at undvære min familie, så måske skal det bare være for tre måneder ad gangen. Jeg vil gerne til USA eller Australien, hvor man kan leve af det og så komme hjem, spille i den danske liga og tage af sted igen. Det er min plan. Når jeg bliver gammel, vil jeg fortryde det, hvis ikke jeg greb chancen, når jeg har talentet til det.

Jeg spiller fodbold mellem ti og 12 timer om ugen, og så går jeg i fitnesscentret fem-seks gange om ugen. Jeg får energi ved at bruge energi. Styrketræningen giver mig indre ro og balance, og det gør mig bedre på fodboldbanen. Jeg kan spille med de fysisk stærke spillere, og jeg kan mærke, at de andre frygter mig. De synes, jeg er lidt farlig. Det synes jeg egentlig bare er fedt. Jeg er ikke bange for at gå i en tackling, hvis det er det, der skal til.

Mit temperament har desværre givet mig lidt udfordringer. Jeg har siddet over mange gange og fået en del røde kort i min fodboldkarriere.

Engang kom jeg til at rive en modspiller fra Fortuna Hjørring rigtig hårdt i håret. Vi spillede på udebane på Hjørring Stadion, og jeg har afgjort nogle kampe deroppe for Brøndby, så det lokale publikum var ikke helt tilfredse med mig. De buhede allerede fra første fløjt. Det tændte mig af, og så kom jeg til at rive hende ned. Det var først, da hun lå ned, at det gik op for mig, hvad jeg havde gjort. Dommeren så det ikke, men jeg vidste jo, hvad der var sket, så jeg holdt lav profil resten af kampen. Fire dage efter fik jeg besked fra DBU's øverste instans om, at de havde set en video fra episoden. Jeg fik to spilledages karantæne og missede en pokalfinale. Jeg tror, det er den hårdeste straf, der har været i kvindefodbold herhjemme. Det gjorde rigtig, rigtig ondt mentalt.

I dag spiller min tvillingesøster og jeg sammen i Kolding Q, men før det, var vi modstandere i fire år. Vi sagde altid god kamp til hinanden, men derefter var vi faktisk ikke søskende men modstandere. Vores familie klappede selvfølgelig uanset, hvor der blev scoret. Engang kom jeg til at skubbe min søster udover banden. Det var ikke så heldigt.

Man bruger bissetricks i fodbold. For tre uger siden spillede jeg en landskamp i Holland, og de spillede rigtig hårdt. Når der var hjørne eller frispark, og vi stod stille, kunne jeg godt nappe dem i maven eller rive i tøjet. Når dommeren ikke så det, kunne jeg også lige spænde ben for dem. Der er også linjedommere, men man lærer efterhånden at holde øje med dem, så man kan være bisset, uden at de ser det.

Jeg har rigtig meget vrede i mig. Mere end de fleste. Jeg bliver indimellem anset som et monster, fordi jeg har så meget temperament. Jeg har måttet snakke med en sportscoach om, hvordan jeg kan beherske mig, hvis jeg kommer op i det røde felt. Så prøver jeg at holde nogle fokuspunkter, og det har hjulpet. Efter jeg er blevet anfører i Kolding, føler jeg også, at jeg skal være et forbillede for de unge piger. Det duer ikke, at jeg river i hår og slår folk.

Jeg hilser altid ordentligt på dommeren inden en kamp. Mit motto er, at dommeren er min bedste ven. Jeg tror, det gør, at jeg slipper for mange kort. Folk kan ikke forstå, at jeg ikke får flere gule og røde kort, så et eller andet må jeg jo gøre rigtigt.

Når jeg får børn, er jeg færdig med at spille fodbold. Det er svært at tænke på, at jeg ikke kan spille fodbold til den dag, jeg går på pension. Der er en frist, og det ved kroppen. 35 år er nok cirka grænsen, men jeg holder mig fysisk i gang og spiser det rigtige, for jeg ved, at hvis de forudsætninger er i orden, så kan jeg forhåbentlig spille lidt længere. Jeg har heldigvis aldrig haft en alvorlig skade.

Når det sneer eller regner, kan jeg godt tænke, hvorfor jeg ikke har valgt håndbold, hvor man kan spille inde i en hal. Men så kommer jeg ud på banen, holdkammeraterne venter, og der er en træner, som har forberedt sig. Så kommer lysten hurtigt.

Jeg er ikke god til at slappe af. Hvis jeg ikke laver noget fysisk, føler jeg mig syg. Jeg er afhængig af træning. Man kan altid blive bedre, og man kan altid sætte sig nye mål. Men når jeg slapper af, tager jeg til Superligakamp med min storebror, hvor vi ser Brøndbys herrer spille udebanekampe. Der står vi sammen med alle de mange hårde Brøndby-tilhængere bag målet og synger og støtter vestegnen.

Jeg har en masse ritualer inden en fodboldkamp, og jeg ved nøjagtig, hvilken rækkefølge, jeg skal gøre det i. Først går jeg ud på banen med musik i ørene. Jeg hører næsten altid Puff Daddys "I'll be missing you". Det har været mig og min søsters sang i mange år. Så ringer jeg til min storebror, og bagefter går jeg ind i omklædningsrummet. Jeg tager min højre sok på først, så min højre fodboldstøvle. Så smøger jeg venstre ærme op, sætter håret i en knold. Til sidst putter jeg Vaseline på øjenbrynene og tager pebermyntedråber på. Jeg kommer altid sidst ud på banen, fordi jeg skal nå alle de ting.

Jeg spiller altid med en T-shirt med et billede af min far indenunder min spillertrøje. Vi fire søskende har også alle fået lavet en lille tatovering af en stjerne på ribbenene, som symboliserer ham. Engang glemte jeg T-shirten, men så var det godt, at min far alligevel var med mig. Jeg har også en lille kop med to nisser i, som jeg fik af ham. De er altid med i træningstasken.

Jeg har altid set op til Anja Andersen. Jeg så hende i en tidlig alder og kunne se, at hun også havde temperament. At hun skejede ud og gjorde nogle ting, hun ikke måtte. Hun har altid været mit store forbillede. Og så Katrine Pedersen, vores tidligere anfører på landsholdet.

Min største drøm er at stå til EM i Holland i 2017. Vi er i gang med kvalifikationerne nu. Der kommer kampe i april, juni, august og september. Vi skal bare blive nummer ét eller to i vores pulje, lige nu er vi nummer to, så vi ligger rigtig fint.

I marts 2008 var jeg på arbejde i Intersport i Vojens, da jeg blev ringet op fra DBU. Landsholdet var i Algarve, og der var en spiller, der havde fået en skade. Jeg blev spurgt, om jeg kunne rejse dernede selv og møde de andre. Det overvejede jeg ikke ét sekund, før jeg sagde ja. Jeg fik min debut på landsholdet, og vi vandt 1-0.

Jeg hader at tabe, også selvom det bare er til træning. Jeg gør alt for at vinde, og jeg kan sagtens være sur i én dag, hvis vi taber. Til en kamp jeg spillede for Brøndby, var der straffespark, og jeg skulle tage det. Hvis vi vandt kampen, kunne vi vinde guld. Jeg brændte, og vi tabte kampen. Jeg brød helt sammen og var nede i fire eller fem dage. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Efterfølgende gik jeg rundt i Københavns gader hele natten. Jeg var så ked af det.

Min søster brændte engang et straffespark, da vi var juniorspillede i Haderslev. Da blev jeg rigtig, rigtig sur på hende og bebrejdede hende, at vi ikke kom i pokalfinalen som juniorer. Hun har nærmest haft traumer over det siden, og hun skyder ikke straffe mere.

Jeg sammenligner mig meget med sin søster. Udseendemæssigt er vi helt identiske. Vi bruger samme tøj, samme størrelse og har samme type krop. Vi er begge uddannede pædagoger og arbejder på samme arbejdsplads. Derfor er det vigtigt, at vi også gør noget for at adskille os. Vi er to individer, vi har vores egne holdninger og meninger. I forhold til temperament er vi mere forskellige. Jeg bliver hidsig og vred, hun bliver mere ked af det.

Vejen er en dejlig, lille, tryg by, men byen er heldigvis stor nok til, at alle ikke kender hinanden. Her er de muligheder, man skal bruge. Jeg har min familie, venner og veninder her. Det kan godt være, jeg skal ud og spille fodbold, men jeg tror helt sikkert, jeg bosætter mig fast i Vejen, når jeg bliver gammel. Jeg har en kæreste, der bor i Aarhus, men han er heldigvis villig til at flytte hertil. Han kan jo godt se det sammenhold, vi har i min familie, og det vil han ikke tage mig væk fra.

Min kæreste og jeg har været sammen i et halvt år. Før det havde jeg ikke haft en kæreste i otte år. Jeg er helt vildt genert uden for fodboldbanen og har aldrig opsøgt drengene. Folk kan nogle gange opfatte mig som snobbet, fordi jeg er meget stille. Men jeg har altid haft min søster Lotte ved min side, og det er altid hende, der har talt med nye mennesker, selvom jeg er fem minutter ældre end hende. Min kæreste har givet mig ro og tryghed, og han har forståelse for mit fodboldliv. Det er jeg meget taknemmelig for.

Min søster og jeg har altid haft et unikt bånd. En fredag i sommeren 2015 fik jeg pludselig ondt i maven og blev akut opereret for blindtarmsbetændelse. Nøjagtig en måned efter ligger hun på samme stue, i samme seng på Kolding Sygehus og bliver opereret for galdesten. Vi fik et ar det samme sted og blev behandlet af samme personale. Ingen af os er nogensinde blevet opereret før. Det var vildt mærkeligt.

Min blindtarmsbetændelse er vand ved siden af den smerte, jeg følte, da min søster engang faldt om. Det var en uge efter, jeg var blevet opereret. Hun faldt om i en fodboldkamp, og jeg og min faster sad med hende i mine arme i en halv time og kunne ikke få kontakt. Der var jeg bange og handlingslammet. Det gjorde fysisk ondt på mig, at hun havde det så dårligt. Jeg sagde til hende, at hvis hun kunne høre mig, skulle hun trykke min hånd. Det gjorde hun heldigvis.

Jeg er et kæmpe familiemenneske. Jeg har aldrig haft bedsteforældre, de døde, før jeg blev født. I stedet har jeg knyttet et rigtig tæt bånd med mine forældre, min faster og mine brødre. I dag ser jeg stadig min mor fire-fem gange om ugen, og jeg skriver med hende hver dag. Det samme med min faster, som jeg er tæt knyttet til.

Foto: Timo Battefeld

27 år. Født 15. august 1988 på Kolding Sygehus.

Opvokset i Vejen med sin tvillingesøster og to storebrødre.

Startede til fodbold som seksårig på drengeholdet Vejen SF, fordi der ikke var noget pigehold.

Spiller i dag i Kolding Q i den danske 3F-liga og på det danske kvindelandshold. Hun fik debut på A-landsholdet til Algarve Cup i 2008 mod Finland.

Har tidligere spillet for SønderjyskE, Skovbakken og Brøndby.

Yndlingsholdet er Barcelona, og yndlingsspilleren er Lionel Messi.



Sanne Troelsgaard: Far er altid med mig på banen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce