Populær og prisbelønnet forfatter gæstede Rødding

Forfatteren Leonora Christina Skov, til højre, blev interviewet af Anja Sarah Pedersen, der er børnebibliotekar på Rødding Bibliotek. Foto: André Thorup

Populær og prisbelønnet forfatter gæstede Rødding

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forfatteren Leonora Christina Skov, der i januar fik prisen De Gyldne Laurbær for sin bog "Den, der lever stille," var tirsdag i Rødding for at holde foredrag for en fyldt kultursal i Rødding Centret. Om eftermiddagen var det elever fra Rødding Friskole, der fik lov til at møde den populære forfatter.

Rødding: - Man skal være meget glad for sit eget selskab, hvis man vil være forfatter. Resten af verden har kolleger - det har jeg ikke. Hvis man vil det her, så skal man også være klar over, at det kommer til at koste.

Sådan sagde forfatteren Leonora Christina Skov blandt andet, da hun tirsdag gæstede Rødding.

For livet som forfatter er - modsat, hvad mange måske tror - ikke altid en dans på roser, og det er ikke alle de bøger, man skriver, der også er mange læsere til.

Det ved Leonora Christina Skov en del om, for hun har selv prøvet det. Nu har hun også prøvet det modsatte, nemlig at skrive en bog, som i den grad er blevet taget godt imod af både anmeldere, men ikke mindst læsere, der også flittigt møder op, når hun er rundt i landet for at holde foredrag om sin seneste bog "Den, der lever stille."

Eleverne fra 7.-8. klasse på Rødding Friskole havde forberedt sig til eftermiddagen ved at læse Leonora Christina Skovs børnebog
Eleverne fra 7.-8. klasse på Rødding Friskole havde forberedt sig til eftermiddagen ved at læse Leonora Christina Skovs børnebog "Glashuset." Foto: André Thorup

Glashuset

At hun er populær og har ramt helt perfekt med sin seneste bog, kunne også ses i Kultursalen i Rødding Centret tirsdag aften, hvor 250 - og dermed et udsolgt arrangement - havde løst billet for at høre hende fortælle om sin bog og om sit liv.

Inden de voksne tog plads i salen, var det dog eleverne fra 7.-8. klasse på Rødding Friskole, der fik mulighed for at møde Leonora Christina Skov. Her skulle hun tale om børnebogen "Glashuset," der blev udgivet i 2008 og handler om hendes barndom. En bog, der blev til på baggrund af en opfordring fra et forlag, der gerne ville have en gruppe danske forfattere til at fortælle om deres barndom.

- Jeg troede til at begynde med, at det ville blive en lille opgave, der hurtigt var klaret. Ti nedslag synes jeg lød meget enkelt. Men det tog faktisk et halvt år, og jeg endte med at have skrevet 80 scener, der skulle skæres ned til ti, fortalte Leonora Christina Skov, der altid har skrevet dagbog, og dagbøgerne fra de yngre år var med til at danne grundlaget for bogen.

Bogen skulle også illustreres med billeder - og det blev en af de større udfordringer. For som 21-årig valgte hun at springe ud som lesbisk, hvilket hendes forældre slet ikke ville acceptere. De slog hånden af hende, og alle hendes ting skaffede de sig af med.

- Så jeg stod der - 21 år, uden nogen ting tilbage og uden nogen familie. Så jeg havde ikke mange billeder fra min barndom. Mine forældre havde brændt alt, fortalte Leonora Christina Skov, der derfor måtte ty til et besøg hos sin farmor for at skaffe billeder til bogen, der dengang var den sjette bog, hun fik udgivet.

42-årige Leonora Christina Skov fortalte uden omsvøb om en barn- og ungdom, der har været alt andet end let. Foto: André Thorup
42-årige Leonora Christina Skov fortalte uden omsvøb om en barn- og ungdom, der har været alt andet end let. Foto: André Thorup

Har altid skrevet

For 42-årige Leonora Christina Skov har det at skrive fulgt hende lige siden, hun lærte at skrive.

- Siden jeg var syv år gammel, har jeg skrevet små bøger. Jeg begyndte faktisk at skrive, allerede da jeg var fem år, fortalte Leonora Christina Skov, der også gjorde sine egne forsøg på at gøre omverdenen opmærksom på, at hun havde en problematisk opvækst med en far, der var voldelig og en "skrøbelig mor."

- I skolen skulle vi ofte skrive stile, og jeg skrev tit meget direkte, fordi jeg håbede på, at nogen ville hjælpe, men det gjorde de ikke. Lærerne sagde bare hold da op, jeg havde et godt sprog og en spændende fantasi, sagde Leonora Christina Skov, der dog også sagde, at hun den dag i dag ikke bebrejder nogen, at de ikke greb ind.

- Jeg er vokset op i Helsinge, der var mange mærkelige familier. Jeg var dygtig i skolen, og der var ingen, der kunne se, hvor mærkeligt det var derhjemme, fortalte Leonora Christina Skov, der efter en kort pause var klar til at svare på elevernes spørgsmål.

En del af spørgsmålene gik blandt andet på det at springe ud som og være homoseksuel, men der var også et par elever, der gerne ville vide, om hun tjener mange penge på at være forfatter, hvordan man får en penneven (forfatteren har haft 160 i 100 forskellige lande), og om det er svært at være forfatter, inden man får udgivet sine bøger.

Leonora Christina Skov svarede velvilligt på alle spørgsmålene - og hun kom også med et råd til de, der godt kunne tænke sig at blive forfattere - for det er ikke nok bare at kunne skrive godt.

- Man skal gribe læserne på de første otte sider, ellers kan man lige så godt droppe det, lød det fra Leonora Christina Skov.

Leonora Christina Skovs seneste bog
Leonora Christina Skovs seneste bog "Den, der lever stille" er solgt i mere end 100.000 eksemplarer. Foto: André Thorup

Populær og prisbelønnet forfatter gæstede Rødding

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce