På bukettur langs Holsted å

Månedens buket - april 2019 - er plukket lans Holsted Å og bundet af eBlomsten i Vejen. Foto: Terese Nielsen

På bukettur langs Holsted å

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Alle er velkomne på turen fra Holsted Kirke til Holsted Kirkegård og Skoleplantagen i søndag den 28. april.

HOLSTED: - Glæd jer til buketturen søndag den 28. april fra Holsted Kirke til Holsted Kirkegård og Skoleplantagen. Nu varmer solen for alvor - træer, buske og blomster begynder at springe ud.

Leder af Vejen Kunstmuseum Teresa Nielsen inviterer alle, som har lyst til en travetur med kyndige guider både på fauna og historie langs Holsted Å.

Turen, som er arrangeret af Kunstmuseet, Havekredsen og Naturfredningsforeningen, begynder i Holsted Kirke, hvor sognepræst Helle Yskes fortæller kirkens historie. Den blev opført i 1880'erne. Som så mange andre steder landet over, var bysamfundene i vækst, og den beskedne gamle kirke, der lå på kirkegården, blev revet ned til fordel for en ny - men en del af historien er taget med til den "nye" placering. Granitfundamentet og enkeltsten er taget med. Særlig iøjefaldende er det ældgamle granitrelief af Bjøvlundtrolden, der er indmuret mod vest i kirkens tårn.

I tiden omkring 1930 blev kirkens indre fornyet. Den gamle altertavle blev afløst af lysende blyindfattede ruder. Forlæg blev leveret af et bysbarn, der havde fået succes - maleren Kræsten Iversen (1886-1955) var fra 1930 til sin død professor på Kunstakademiet i København. I marts modtog Vejen Kunstmuseum som gave hans udkast til en loftsudsmykning i Videnskaberns Selskab i København. Kræsten Iversen fortæller Teresa Nielsen lidt mere om.

- Inden vi forlader Holsted Kirke, hører vi slag fra kirkens store klokke. Dens mindre slægtning går vi ud for at høre fra klokkestablen på kirkegården. Turen derud, hvor den gamle kirke lå, går ad stien langs Holsted Å. Et stykke henne går turen op om Sognegården, hvor Holsted Kirkes gode hjælpere byder på en kop buketkaffe og en småkage. Turen går videre langs åen og ad markstier, der kræver lidt mere solidt fodtøj.

Deltagerne i bukekturen kommer bl.a. fordi mindelunden i Skovplantagen i Holsted By. Her var der i de gode, gamle dage skik og brug at betydningsfulde borgere blev mindet. Foto: Elisabeth Østergaard
Deltagerne i bukekturen kommer bl.a. fordi mindelunden i Skovplantagen i Holsted By. Her var der i de gode, gamle dage skik og brug at betydningsfulde borgere blev mindet. Foto: Elisabeth Østergaard

April-buketten

April-buketten bebuder forårets komme

Undervejs går vi gennem den natur, der - på de to uger fra prøveturens April-buket, med sikkerhed er blevet endnu grønnere. Her er masser af forårsbebudere i lysegrønne toner. Buketten er fuld af kviste med blade på nippet til at folde sig helt ud - og det sker i tiden op til turen den 28. april. Vi kommer til at gå under træernes lyssegrønne hvælv. Buketten er piftet op med Mirabellens sarte små hvide, der allerede har blomstret længe. På vej mod kirkegården stod også sæsonens Påskelijler, der havde forvildet sig ud i et lille skovstykke.

Denne gang er der også en babybuket, hvor sæsonens sene Anemoner og tidlige Mælkebøtter har fået plads sammen med den gule vorterod, der netop nu vælder frem i den lyse skovbund. Her overskygges den snart, når Bøgen for alvor springer ud. Turen går på grænsen mellem land og by i et møde mellem den vilde natur og havens planter. Her har også den dekorative Guldnælde fået plads - sølvnælde burde den vel egentlig rettelig hedde med sine sølvtegninger på de grønne blade! Særlig skulpturel og dekorativ er spidslønnens grøngule blomsterstand med de rødlige dækblade.

Kirkegården i Holsted

Da man i 1880'erne flyttede kirken tættere på byen, blev kirkegården liggende. Det er en smuk tur at trave op til den fra kanten af ådalen. Her ser vi gravstenene for kirkens bygmester og dyrlæge K. Sørensen, som vi siden ser portræt af. På kirkegården står klokkestablen med den lille slægtning til den, der hænger i kirketårnet.

Fra kirkegården krydser vi landevejen. Som et andet gammelt vejtræ står der en mægtig hestekastanje. Men den er intet vejtræ. Da den blev plantet, stod den på gårdspladsen til et hus, der måtte vige pladsen, da landevejen skulle have plads!

Skoleplantagen ligger mellem Holsted Å og Vestergade. Den blev i 1902 etableret af byens borgere. Sit navn har den fået fordi sognerådet i sin tid købt området til skolelod. Det vil sige et stykke jord, hvis udbytte tilbage i midten af 1800-tallet skulle udgøre en del af lønnen til den stedlige skolelærer.

Her findes en mindelund med seks sten. Ihærdige medborgere opstillede byens Genforeningssten allerede fem uger efter afstemningen - altså før det endelige afstemningsresultatet var godkendt!

- Som i så mange andre dele af Vejen Kommune, hvor vi har været på bukettur, er her også et par mindesten udført af billedhugger Niels Hansen Jacobsen. Den ene er for byens værdsatte dyrlæge Sørensen, der var aktivt udøvende i 53 år. Billedhuggeren har også udført mindestenen for førstelærer Christian Søgård, der underviste i Holsted fra 1897 til 1933. Med ham fik man en stemme på Christiansborg, da han sad i Folketinget 1918-1929. Slutteligt er der en sten for læges Hans A. Larsen, der virkede i byen i årene 1891-1929, samt for forstanderparret Johanne og Anthon Grand fra Holsted Efterskole, der virkede i byen næsten lige så længe: 1899-1926, fortæller Teresa Nielsen.

Fra Skoleplantegen er der en kort travetur tilbage til Holsted Kirke.

Aprils alternative buket. Foto: Elisabeth Østergaard
Aprils alternative buket. Foto: Elisabeth Østergaard
Kunstprofessor Kræsten Iversen, som voksede op i Holsted By, skabte de tre mosaikvinduer i byens kirke. Foto: Terese Nielsen
Kunstprofessor Kræsten Iversen, som voksede op i Holsted By, skabte de tre mosaikvinduer i byens kirke. Foto: Terese Nielsen

På bukettur langs Holsted å

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce