Øget statsstøtte hjælper Vejen Gymnasium - men ikke nok

Vejen Gymnasium har fundet masser af besparelser for at kunne leve op til en landspolitisk beslutning om, at der skal spares to procent på driften. Nu øges statstilskuddet med en halv million kroner om året, men rektor Lars Amdisen Bossen havde hellere set, at man droppede besparelseskravet. Arkivfoto

Øget statsstøtte hjælper Vejen Gymnasium - men ikke nok

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Finansloven bevilger en halv million kroner ekstra i årligt tilskud til Vejen Gymnasium, men pengene slår ikke til, mener rektor Lars Amdisen Bossen. Han mener, regeringen i stedet bør fjerne kravet om, landets gymnasier skal spare to procent på driften.

VEJEN: Vejen Gymnasium kan se frem til at få en halv million kroner mere om året i tilskud fra staten. Det er et af de opnåede resultater i forbindelse med de politiske forhandlinger omkring den nye finanslov, og udmeldingen vækker naturligvis glæde hos rektor Lars Amdisen Bossen.

Han siger:

- Pengene falder på et tørt sted, og det er altid rart med flere penge, men jeg ville hellere have haft, at man politisk havde droppet kravet om, at gymnasierne skal spare to procent på driften om året.

Selv om Vejen Gymnasium kan se frem til at modtage en halv million kroner mere om året i statsligt tilskud i perioden 2019-2022, dækker beløbet nemlig ikke det økonomiske "hul", der opstår i regnskabet, når gymnasiet hvert år skal spare to procent på driften.

- Kravet om, at vi hvert år skal spare to procent på driften, blev indført i 2016, og beløbet, der skal spares, vokser hen over årene. I 2019 skal vi spare 800.000 kroner. Med den øgede statsstøtte, vi nu kan se frem til, får vi en halv million kroner mere ind, men vi står stadig og mangler 300.000 kroner næste år. Året efter skal vi både spare dette beløb og to procent af driften, og sådan fortsætter det, så længe man politisk fastholder to procents-besparelsen, siger Lars Amdisen Bossen.

500.000 kroner i ekstra tilskud om året er naturligvis et plaster på såret, men såret bløder stadig, og patienten lider!
Troels Ravn (S), folketingsmedlem
Hjælp til gymnasier i udkanten
Ifølge finansloven, som er indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti, afsættes der ti millioner kroner årligt i perioden 2019-2022 til et midlertidigt løft af tilskuddet til mindre gymnasier.Aftalen gælder gymnasier med færre end 430 årselever, hvor institutionens elever ville få mere end 20 kilometer til det nærmeste gymnasium, hvis uddannelsestilbuddet faldt bort.

De gymnasier, der i dag modtager tilskuddet, kan se frem til hver især at modtage en halv million kroner ekstra om året.

Vejen Gymnasium er et af de gymnasier, der får gavn af det øgede tilskud.

Der spares alle steder

På Vejen Gymnasium har man arbejdet hårdt for at finde besparelser.

- Vi har været heldige, for siden 2016 har vi kunnet finde en stor del af den ønskede besparelse ved naturlig afgang blandt de ansatte, men vi kan ikke fortsætte med at finde penge i budgettet på den måde. Vi har derfor måttet bruge tættekammen for at finde besparelser, og vi har fundet en del. Pedellen har for eksempel fundet besparelser på både varme og strøm, og vi har meldt os ind i en fælles indkøbsforening og sparer penge ved at købe ind sammen med andre. Nogle af elev-aktiviteterne er desuden blevet ændret. For eksempel er hytteturen i 1.G lavet om til en årgangstur, fortæller rektor Lars Amdisen Bossen.

Mindre gymnasier trues

Troels Ravn, lokalvalgt folketingspolitiker (S), er heller ikke tilfreds med situationen. Han siger:

- 500.000 kroner i ekstra tilskud om året er naturligvis et plaster på såret, men såret bløder stadig, og patienten lider!

Troels Ravn påpeger, at omprioriteringsbidraget - som besparelsen på to procent på driften også kaldes - vokser år for år i perioden, og det samme gør den samlede besparelse.

- Omprioriteringsbidraget er en stor trussel mod gymnasierne uden for de store byer. Derfor skal vi have omprioriteringsbidraget fjernet. Vi skal også se på, hvordan vi kan omlægge taxametersystemet, så det i højere grad tilgodeser de gymnasier i landdistrikterne, som i dag er presset på økonomien, lyder det fra Troels Ravn, som glæder sig over, at hans parti går til valg på at fjerne besparelserne.

Ungdomsuddannelserne har stor betydning for lokalområdet, mener han, og påpeger:

- Det gælder både, når vi taler om nærhed og om betydningen af, at vores unge ikke skal have langt til deres uddannelse. Men det gælder også, når det handler om bosætning i en attraktiv kommune.

Troels Ravn er desuden bekymret for en udvikling, hvor store gymnasier har succes med at trække elever til, som bor langt væk, hvilket rammer mindre gymnasier hårdt på elevtallet.

- Regionernes fordelingsudvalg må træde i karakter og forhindre, at store gymnasier i større byer trækker elever uden for deres primære distrikter, mener Troels Ravn.

Øget statsstøtte hjælper Vejen Gymnasium - men ikke nok

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce