Kærligheden viste Deborah vejen til Danmark

Deborah kom til Danmark i 2017. Nu har hun skrevet en lille bog om sit nye liv i DK.Foto: André Thorup

Kærligheden viste Deborah vejen til Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kærligheden bragte i juni 2017 51-årige Deborah Ngo Item til Rødding, hvor hun nu bor med sin danske mand Lars Campradt Rasmussen. Lige fra begyndelsen har Deborah Ngo Item fokuseret på at få lært det danske sprog så godt som muligt og få opbygget et nyt netværk i byen.

Rødding: - Jeg kan godt lide ordet "hygge."

Med friskbrygget kaffe i kruset og siddende i en af husets sofaer, begynder 51-årige Deborah Ngo Item at fortælle om, hvordan det har været at komme til Danmark, hvor hun har skulle tilegne sig det danske sprog i en forholdsvis sen alder.

Deborah Ngo Item kom til Danmark i juni 2017, og lige siden har hun arbejdet hårdt på at lære at tale dansk. For ifølge hende er sproget en vigtig brik, hvis man vil falde godt til i et helt nyt land.

- Det danske sprog er nøglen til at bo i Danmark og have et godt liv, siger Deborah Ngo Item, der, mens hun ventede på papirer fra de danske myndigheder, så hun også kunne få lov til at gå på sprogskole, blandt andet lagde vejen forbi det lokale bibliotek.

- Jeg lånte børnebøger, som jeg læste, og jeg så gamle danske film med undertekster, smiler camerounske Deborah Ngo Item, der havde en rigtig god grund til at rykke teltpælene i Frankrig op og sætte kursen mod Danmark, nærmere bestemt Røddinggårdsvej.

Inden hun kom til Danmark, havde Deborah Ngo Item aldrig siddet ved en symaskine. Men efter et sykursus er hun nu blevet bidt af det og syer fine sommerkjoler til børn og voksne. Foto: André Thorup
Inden hun kom til Danmark, havde Deborah Ngo Item aldrig siddet ved en symaskine. Men efter et sykursus er hun nu blevet bidt af det og syer fine sommerkjoler til børn og voksne. Foto: André Thorup

Fulgte sit hjerte

Det var nemlig hjertet, der viste vejen mod nord. For mens hun boede i Frankrig, fik hun kontakt til Lars Campradt Rasmussen fra Danmark på en datingside på internettet.

- Det er fire år siden. Vi skrev sammen og besøgte hinanden. På et tidspunkt besluttede vi at flytte sammen og blive gift, men han ville ikke flytte til Frankrig, og det kan jeg godt forstå. Det her er et dejligt sted med en dejlig natur, smiler Deborah Ngo Item og kaster et blik ud i haven, hvor en flok silkehøns går og hygger sig.

Deborah Ngo Item valgte derfor at sige farvel til det franske og sætte kursen mod Danmark.

- Det var en stor beslutning, men det var ikke en svær beslutning, siger Deborah Ngo Item, der som før nævnt satte sig for hurtigt at få lært det danske sprog.

Og selvom Deborah Ngo Item kunne få noget af tiden til at gå med at lære sit nye lands sprog, så skulle der ske lidt mere.

- Det var kedeligt, fordi jeg ikke kendte ret mange, siger Deborah Ngo Item.

I den store hyggelige baghave holder en flok fine silkehøns til. Deborah Ngo Item nyder at se på dem - og passe dem. Foto: André Thorup
I den store hyggelige baghave holder en flok fine silkehøns til. Deborah Ngo Item nyder at se på dem - og passe dem. Foto: André Thorup

Aldrig siddet ved en symaskine

Så hun gik i første omgang på Facebook for at finde grupper fra Rødding.

- Jeg havde ikke noget netværk, men på Facebook fandt jeg Venligboerne i Rødding, som jeg skrev til. Birgit (Brink Lorenz, red.) skrev, at der var et sykursus. Indtil da havde jeg aldrig brugt en symaskine, kommer det med et smil fra Deborah Ngo Item, der dog hurtigt blev bidt af syningen og ikke kun det.

- Jeg hækler også, og så har jeg en væv. Jeg har også været på vævekursus, fortæller Deborah Ngo Item, der i forbindelse med kurserne fik opbygget et lille nyt netværk.

Lige nu går hun på sprogskole i Vejen og på VUC i Vejen, hvor hun har engelsk, dansk og matematik, for Deborah Ngo Item, der er uddannet socialpædagog, har planer om at uddanne sig til sosu-assistent.

- Og så arbejder jeg i en genbrugsbutik hos Mission Afrika her i Rødding, siger Deborah Ngo Item, der kun har ros til de mennesker, hun indtil videre har mødt på sin vej.

- Alle dem, jeg har mødt - lærere, naboer, venner - har ville hjælpe mig. Jeg føler mig ikke som en udlænding, når vi er sammen. Så snakker vi bare om alt muligt og hygger os.

Savner børn og børnebørn

Deborah Ngo Item er født og opvokset i Cameroun i Centralafrika, men for 16 år siden satte hun sammen med sine fire børn kursen mod Frankrig.

- Jeg ville hjælpe mine børn til at få en god uddannelse. Der er også skoler i Cameroun, men det er bedre, hvis man kan sige, at man har uddannet sig i Frankrig, fortæller Deborah Ngo Item.

Deborah Ngo Item har fire børn - Paule Gaelle på 34 år, Andrick Simon på 31 år, Ines Vanessa på 29 år og Heloïse Déborah på 26 år. Derudover har hun to børnebørn Candice på otte år og Abigail på seks år. Den ældste datter er blevet boende i Frankrig, mens de tre andre efter endt uddannelse er vendt tilbage til Cameroun.

Og selvom Deborah Ngo Item både telefonisk og på diverse sociale og digitale medier kan følge med i både børnenes og børnebørnenes liv, så er det helt naturligt familien, hun nævner som det allerførste, da hun får spørgsmålet, hvad hun savner mest efter at være flyttet til Danmark. Men hun har stort set hver dag kontakt med sine børn.

- Nogle gange er det en gang om dagen, og andre gange er det tre gange om dagen, jeg taler med mine børn. Men jeg kan følge med i deres liv med de billeder, de viser. Når min ene datter for eksempel vil købe en ny kjole, så tager hun et billede og sender til mig og spørger, hvad jeg mener, smiler Deborah Ngo Item.

Skrevet en lille bog

Selvom Deborah Ngo Item endnu ikke har været så mange år i Danmark, så har hun valgt at skrive en lille bog - på dansk - om sit nye liv.

- I bogen fortæller jeg om mit liv i Danmark. Jeg vil gerne vise andre, at det godt kan lade sig gøre at lære et nyt sprog, selvom man er i 50'erne, smiler Deborah Ngo Item, der gerne vil have sit bog udgivet på den ene eller anden måde.

Hvordan det skal ske, ved hun ikke helt endnu, men hun håber, at der et eller andet sted sidder nogen, der kan hjælpe hende.

Indtil da nyder hun det nye liv med sin mand - i det nye land, som hjertet viste hende vejen til.

Kærligheden viste Deborah vejen til Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce