Lillelund Julemuseum i Sønderskov har sidste åbeningsdag 2. juledag.
BRØRUP: Brødrene Lillelund - Benny og Brian Østergaard Lillelund - havde sat næsen op efter mindst 2.500 gæster på deres julemuseum i Sønderskov syd for Brørup i år, men sådan er det ikke gået.
- Vi har kun haft 350 gæster, så det er vi da lidt skuffede over, siger de ærlige brødre, der ikke kunne drømme om at lyve sig til et højere besøgstal.
- Men sidste år havde vi kun 109 gæster, så det går da den rigtige vej. Nu prøver vi med sommeråbent fra maj, og der er rigtig mange nyheder på vej. F.eks. har vi fået 60 julekalendere af en person, som havde læst om os. Og så har vi selv købt nogle spændende ting.
Benny og Brian Lillelund fortæller, at de har sidste åbningsdag 2. juledag, hvor de forventer at se mange, som er hjemme på juleferie.
- De har i al fald skrevet til os, at de vil komme, og nu får de chancen.