Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Indtjeningsfesten på vej til at slutte i landbruget

Efter nogle økonomisk gode år i landbruget, ser indgangen til 2018 noget anderledes negativ ud. Foto: Nanna Kreutzmann

Indtjeningsfesten på vej til at slutte i landbruget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De mørke skyer trækker op over landbruget i 2018. Kreditdirektør i Frøs Sparekasse kalder de svingende priser for normal, men nogle landmænd kan komme i alvorlige vanskeligheder.

VEJEN: Alt tyder på, at de seneste års relativt fede tider i landbruget har nået sin slutning.

Økonomisk mørke skyer trækker i 2018 hen over landbruget, hvor rigtig mange bedrifter har haft et godt 2017 med overskud. Priserne på flere af landbrugsvarerne er ikke bare under pres; de er stærkt nedadgående.

Svineproducenterne er på vej ind i en ny lavkonjunktur, og 2018 bliver nok også året, hvor mælkeproducenterne kommer til at opleve samme kedelige tendens. Om end ikke i helt samme fart, som det gælder for svinepriserne. Priserne på eksempelvis smågrise er på få måneder faldet med over 30 procent.

Der er stadig optimisme at spore blandt landmænd
Sammen med landmændene forsøger vi at udregne deres budgetter ud fra nogle gennemsnitspriser på lang sigt. Er priserne i det enkelte år gode, er der plads til at spare op og konsolidere sig, men er priserne dårlige, så skal der trækkes på kassekreditten.
Jan W. Christensen, kreditdirektør i Frøs Sparekasse

Går op og ned

Kreditdirektør i Frøs Sparekasse, Jan W. Christensen, bekræfter de dystre udsigter. Samtidig kalder han udviklingen for normal.

- Det her kommer ikke bag på os. Det går op og ned med priserne i landbruget, sådan er markedsmekanismerne. Svineproducenterne har kendt til denne udvikling længe, og også mælkeproducenterne oplever nu de samme forhold, efter at det sluttede med mælkekvoterne. Sammen med landmændene forsøger vi at udregne deres budgetter ud fra nogle gennemsnitspriser på lang sigt. Er priserne i det enkelte år gode, er der plads til at spare op og konsolidere sig, men er priserne dårlige, så skal der trækkes på kassekreditten, siger Jan W. Christensen.

Overordnet kan landmændene ifølge kreditdirektøren inddeles i tre grupperinger:

- Der er en gruppe, som nærmest altid formår at skabe overskud, uanset hvordan det ellers går med priserne. Så er der en mellemgruppe, som kan holde skindet på næsen, hvis gennemsnitspriserne opnås. Så er der en restgruppe, som vil få alvorlige vanskeligheder, hvis priserne komme til at falde voldsomt.

Jan W. Christensen understreger, at der generelt er et godt samarbejde med landmændene, også selv om de er i fare for konkurs.

-Der kan være tilfælde, hvor vi er med til at hjælpe nogle landmænd ud af erhvervet. Det kan været forbundet med mange følelser, fordi ejendommen ikke kun er en virksomhed, men det er samtidig også et hjem for landmanden og vedkommendes familie. Her kan de have boet længe, og ejendommen kan også være drevet i flere generationer. Vi har dog fået tilbagemeldinger fra nogle landmænd, som har været denne udvikling igennem, at de er kommet fornuftigt ud af det, og at de er kommet godt videre, siger Jan W. Christensen.