Gesten-købmand er næsten i mål

Gesten-købmand Allan Piihl Haagensen glæder sig over den store borgeropbakning til hans projekt. Der var fredag morgen tegnet anparter for i alt 1.850.000 kroner, og tegningsperioden vil måske blive forlænget en smule. Arkivfoto: André Thorup

Gesten-købmand er næsten i mål

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er nu tegnet borgeranparter for 1.850.000 kroner i Gesten. Købmand Allan Piihl Haagensen er indstillet på eventuelt at forlænge tegningsperioden og vil forsøge også at få de sidste penge i hus via fonde og virksomheder.

GESTEN: I tre uger har man i Gesten og omegn tegnet borger-anparter til et selskab, der skal bygge en ny købmandsbutik i udkanten af byen og dermed sikre, at landsbyens nuværende købmand, Allan Piihl Haagensen, kan forlade de gamle, nedslidte lokaler i landsbyens midte og drive en større og mere moderne købmandsbutik ud til Gestenvej.

Der er i skrivende stund tegnet anparter for i alt 1.850.000 kroner, og tegningsperioden, som officielt sluttede fredag aften, forlænges måske til onsdag i næste uge, hvor arbejdsgruppen holder møde.

- Det er fantastisk, at der allerede er samlet så mange penge ind. Jeg er meget, meget glad for opbakningen, men jeg håber, at der stadig kommer penge ind, for der skal tegnes anparter for mindst to millioner kroner, og gerne mere, hvis projektet skal realiseres, lød det fredag morgen fra Allan Piihl Haagensen.

Han har hele tiden haft den tanke, at en del af anparterne ville blive tegnet i sidste øjeblik, idet Gesten-borgerne ifølge ham er kendt for ofte at bakke op om noget i allersidste øjeblik.

Torsdag i denne uge - dagen før tegningsperioden officielt udløb - strømmede det da også ind med anparter.

- Vi fik 150.000 kroner ind på én dag. Det var fantastisk at opleve, lød det fredag morgen fra Allan Piihl Haagensen, som under interviewet havde travlt med at ekspedere kunder. Flere kunder kommenterede det positive i, at landsbyen bakker så stærkt op om butiksprojektet, og de gav udtryk for, at de blandt andet glæder sig til at bruge den café, som den nye butik ifølge planerne skal indeholde.

Det er et fælles projekt at etablere en ny købmandsbutik i Gesten, så selvfølgelig bidrager min kone og jeg også selv med nogle anparter.
Allan Piihl Haagensen, købmand i Gesten

En travl januar

Allan Piihl Haagensen har de sidste tre uger brugt masser af tid på at besvare spørgsmål fra kunderne angående butiksbyggeriet.

- Januar plejer normalt at være en stille periode i butikken, men det har den bestemt ikke været i år. Jeg har valgt at bruge god tid på at tale med mine kunder om projektet. Det er bedre, at de kommer ind i butikken og får svar på det, de går og spekulerer over, frem for at de lukker det inde og vælger ikke at støtte projektet, siger Gesten-købmanden, som for nylig har valgt også at åbne op for sponsorater og desuden har planer om at søge fonde og virksomheder om bidrag til projektet.

- Der er mange, især de lidt ældre, som ikke har råd til at tegne en anpart men alligevel gerne vil støtte projektet med de penge, de har. De skal naturligvis også have mulighed for at bakke op, forklarer Allan Piihl Haagensen, som fortryder, at han i sin tid, da han indkaldte til et borgermøde, ikke fik fortalte de mange fremmødte, at han også selv lægger mange penge i projektet.

- Jeg skal ud og finansiere mindst tre en halv million kroner. Jeg regner med at sætte halvanden million kroner i et nyt, større varelager, og jeg skal naturligvis betale indskud til det borgerejede anpartsselskab for at leje mig ind i de nye bygninger, fortæller Allan Piihl Haagensen som eksempler på det, han selv skal finansiere.

Støtter også selv

Han og hustruen Henriette har valgt at købe anparter for 50.000 kroner.

- Det er et fælles projekt at etablere en ny købmandsbutik i Gesten, så selvfølgelig bidrager min kone og jeg også selv med nogle anparter, siger Allan Piihl Haagensen, som er meget beæret over, at hans projekt ikke kun bakkes op i landsbyen men også af mange uden for Gesten.

Borgere i blandt andet Veerst og Gamst har tegnet anparter, og det samme gælder borgere, som er bosat i København.

Der er her tale om børn, hvis forældre enten bor eller har boet i Gesten.

Gesten-købmand er næsten i mål

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce