Farvel til en aktiv klubsøster


Farvel til en aktiv klubsøster

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Grethe Brinch Knudsen har på vegne af Vejen Soroptimistklub skrevet følgende mindeord om Betty Pedersen.

Det nye år var kun fire dage gammel, da vi i Vejen Soroptimistklub fik den triste besked, at kræften igen har taget en af vores klubsøstre, denne gang Betty Pedersen, der har været medlem af vores klub siden 1996.

Klubben har ved Bettys død mistet en dygtig, positiv, glad og meget aktiv klubsøster.

Betty var en igangsætter, og det så vi tydeligt, da hun i 2000 startede JobCare. Vi havde alle stor respekt for hendes arbejde med firmaet, hvor arbejdsområdet spændte fra organisationsudvikling og coaching af ledere og medarbejdere til afklaring og udvikling af borgere med komplekse problemstillinger til nedbringelse af sygefravær.

Betty ansatte de bedste medarbejdere og kørte firmaet, så det i dag er en anerkendt og veletableret virksomhed. Betty og hendes mand har for kort tid siden solgt det meste af firmaet, og de var glade for at overdrage det til en meget kompetent medarbejder, der vil drive JobCare videre med de samme værdier, som Betty skabte.

Bettys helt store målsætning var, at det hele menneske skulle være i fokus, og det levede hun virkelig op til, også i arbejdet i Vejen Soroptimistklub, hvor hun altid interesseret spurgte ind til vores arbejde, fritid og familieliv, hvilket vi alle satte umådelig stor pris på.

Vi kunne også altid gøre brug af Bettys store bagland af kompetente mennesker. Stod vi lige og manglede en god foredragsholder, så kendte Betty altid en, hun i en fart kunne få fat i. Ligesom vi også altid kunne få Betty til at fortælle om det arbejde, hun brændte så meget for.

Betty involverede sig gerne i tillidsposter i klubben, og varetog dette arbejde med stor indlevelse og kompetence. Det var helt utroligt, hvad hun kunne nå.

Da Betty fik konstateret kræft, tog hun kampen op, hun var en rigtig fighter. Selv om vi alle i den sidste tid kunne se, at kroppen ikke helt ville, som Betty ønskede det, så sagde hun kun nej til at deltage i klubarbejdet i meget sjældne tilfælde. Desværre blev det en ulige kamp mod sygdommen, som Betty til sidst måtte opgive.

Betty vil efterlade et stort savn hos os alle i klubben, hvor vi vil savne hendes gode humør og positive livsindstilling. Når jeg sidder her og skriver, kan jeg tydeligt genkalde mig Bettys glade latter, som aldrig var ret langt væk. Vi er meget taknemmelige over, at vi fik lov til at lære Betty at kende, og hendes aftryk vil leve videre i klubben, så længe vi er nogen, der kan huske hende.

Vi var aldrig i tvivl om, hvor meget Niels Ole, børnene og deres familier betød for Betty, hun fortalte glad om de oplevelser hele familien havde, når de alle var samlet. Sommerhuset og Portugal havde en stor plads i Bettys hjerte, for her kunne hun slappe af fra den travle hverdag. Vores tanker og dybeste medfølelse går til Niels Ole og børnene, der med Bettys alt for tidlige død har mistet et samlende midtpunkt i familien.

Æret være Bettys minde.

Farvel til en aktiv klubsøster

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce