Ahmed Akkari holder grundlovstale i Rødding

Ahmed Akkari, der var meget fremtrædende under muhammedkrisen, men nu har vendt islamismen ryggen, skal holde grundlovstale i Rødding. Arkivfoto: Hans Christian Gabelgaard

Ahmed Akkari holder grundlovstale i Rødding

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når der onsdag den 5. juni er grundlovsfest ved Rødding Højskole, er det Ahmed Akkari, der skal holde årets grundlovstale.

Rødding: Det er en person, der i den grad har været i mediernes søgelys, der får plads på talerstolen, når der er grundlovsfest ved Højskoleengen i Rødding.

Taleren er nemlig Ahmed Akkari, der under Muhammedkrisen i 2005 var på alles læber, da han som berømt og berygtet islamistisk imam rejste rundt i Mellemøsten og udbredte budskabet om de Muhammed-tegninger, som dagbladet JyllandsPosten havde offentliggjort - tegninger, som personer i det islamistiske miljø mente var blasfemiske.

Der er dog ifølge Mads Rykind-Eriksen, forstander på Rødding Højskole, sket en stor forandring med Ahmed Akkari fra dengang og frem til i dag, hvor han kalder sig erklæret demokrat.

- Vi skifter jo generelt mellem forskellige kulturpersoner til at holde grundlovstalen. Ahmed Akkari var med til at sætte det hele i brand under Muhammedkrisen, hvor han var fundamentalistisk islamist og på ingen måde demokrat. Men han kom på bedre tanker og er nu erklæret demokrat. Derfor har vi valgt ham, fortæller Mads Rykind-Eriksen om baggrunden for, at arrangørerne har valgt Ahmed Akkari til at holde grundlovstale til grundlovsmødet ved Rødding Højskole.

- Han taler demokratiets sag nu. Og det er da interessant at høre, hvordan han ser demokratiet i dag - med den islamistiske baggrund, han har haft, siger Mads Rykind-Eriksen.

Ahmed Akkari går på talerstolen klokken 14.45.

Sang, tale og jazzmusik

Grundlovsfesten ved Højskoleengen arrangerer Rødding Højskole i samarbejde med Rødding by/Rødding Festen.

Arrangementet begynder klokken 13 med sang og velkomst. Derefter byder eftermiddagen blandt andet på trylleri ved Henning Nielsen, sang med højskolens kor og gymnastikopvisning med DGI Motionsmix Sydvest og DGI Mini-Juniorholdet Sydvest.

Klokken 14.45 er det som før nævnt Ahmed Akkari, der taler. Derefter introducerer frimenighedens præst Mette Geil "Grundlovshilsner og Danmarkssange."

Klokken 16.15 er der igen tale, denne gang med Mads Rykind-Eriksen, der blandt andet vil tale om højskolens 175 års jubilæum i år.

Resten af eftermiddagen er der blandt andet eftermiddagsjazz med Big Band Ribe og fyraftensgudstjeneste i fællesskab mellem Rødding Frimenighed og Rødding Sognekirke.

Der vil være hoppeborg til børnene, ligesom der i løbet af dagen er mulighed for at købe mad og drikke.

Alle er velkomne til at deltage i grundlovsfesten i Rødding.

Ahmed Akkari holder grundlovstale i Rødding

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce