Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


13 års Venstre-kamp giver pote til at bygge ned til Varde Ådal

Det er her på skrænten med træerne, at der i fremtiden kan opføres op til seks huse. Foto: Henrik Reintoft

13 års Venstre-kamp giver pote til at bygge ned til Varde Ådal

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Så lykkedes det for Venstre at få skabt mulighed for seks attraktive grunde med udsigt ud over Varde Ådal.

Sig: Man må sno sig, sagde ålen. Og det er, hvad Venstre i Varde Kommune har gjort for at skabe mulighed for seks attraktive grunde ned til Varde Ådal i Sig. Med stemmerne fire mod tre indstiller Venstre-flertallet i plan og teknik til byrådet en lokalplan, der muliggør ønsket. Imod er Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti.

13 år og adskillige ministervetoer er gået forud. Men ved at lave en større og samlet lokalplan med i alt 20-35 byggegrunde, så er det lykkedes at få Erhvervstyrelsens accept.

- Erhvervsstyrelsen har trukket sit veto, da kommuneplanen blev lavet og godkendt, siger en tilfreds Preben Friis-Hauge (V), formand for plan og teknik.

Accepten er fået blandt andet ved at lave en samlet lokalplan, så de seks å-grunde ikke kommer til at ligge som en satellit for sig selv ned til Varde Å. Og så er der lavet en ny landskabsanalyse.

Anders Linde: Konservative og ikke kun Venstre kæmpede for å-grunde i Sig
Lokalplanen
Lokalplansområdet dækker 3,6 hektar og er delt op i tre områder med byggefelter mellem jernbanen og Varde Ådal. Der er tre ejere af området, hvor der kan bygges mellem 20 og 35 boliger. Deraf nogle rækkehuse. Der er vejadgang fra Vesterbækvej 26.De seks huse på skrænten skal opføres helt nøjagtigt, som lokalplanen foreskriver. Husene må måle 10 gange 20 meter. Fra toppen af skrænten fra adgangsvejen må den maksimale højde af huset været 3,5 meter. Husene må være i to etager og have en maksimal højde på 8,5 meter. Der må etableres en tagterrasse ovenpå den nederste etage mod ådalen. Tagterrassen må ikke være overdækket. Der må ikke etableres altaner.

Trukket huse tilbage

Preben Friis-Hauge har i mange år været forundret over, at der ikke måtte bygges på den øverste del af å-skrænten med henvisning til, at det skader det værdifulde landskab i ådalen. Husene lige ved siden af ligger tættere på åen.

Og midt i ådalen ligger Sig Fiskeri, som i dag aldrig ville få lov til at etablere sig. Men dambruget har ligget der siden 1944, hvilket giver dambruget andre rettigheder.

- Nu har vi fået den rigtige analyse, og vi har trukket husene længere tilbage, så det ikke berører Natura-2000 området, siger Preben Friis-Hauge.

At han selv ikke ville acceptere et nej for et nej skyldes for ham ret og rimelighed og behovet for attraktive å-grunde. Så attraktive at der er en chance for at tiltrække nye borgere til Sig.

Ændringsforslag

Gennem alle år har Niels Christiansen (K) været en stor modstander af planerne. Han stillede forgæves et ændringsforslag om at tage de seks å-grunde ud af lokalplanen.

- Vi ville godt være med til, at husene kunne ligge på toppen, men ikke ind i skrænten. Det ærgrer mig, at man tvinger nogle få huse ind i skrænten, siger Niels Christiansen.

Han finder samtidig, at det ikke er et argument i sig selv at bygge mere i ådalen, med henvisning til at der allerede findes Sig Fiskeri. Han tænker også på de mange lystfiskere og kanoturister, der i dag uforstyrret kan nyde ådalen.

- Netop den strækning af åen er en af de mest benyttede. De seks huse får en fin udsigt, men det er til skade for dem, der færdes i ådalen, siger Niels Christiansen.

At Venstre har været så vedholdende og ikke ville give op trods 13 års kamp og mange afslag fra staten, finder han også uheldigt. Hvornår er nok nok?

- Det her koster det hvide ud af øjnene for kommunen. Sådan er det, siger Niels Christiansen.

Preben Friis-Hauge har naturligt nok en anden synsvinkel:

- Det viser, at vi har demokrati. Og jeg håber, at vi nu har lukket sagen efter 13 år, siger Preben Friis-Hauge.