Lars Lyngsøe kan ikke bruge bitterhed til noget i forhold til, om hans sygdom kunne være opdaget tidligere. - Jeg er træt af situationen, men er stadig afklaret med det. At få det bedste ud af det, siger han. Foto: John Randeris

Veteranen der ætsede sig selv for at få hjælp

Veteranen der ætsede sig selv for at få hjælp

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lars Lyngsøe er ramt. Det er tydeligt. Godt nok blev han ikke ramt af kugler i hverken Bosnien eller Kroatien, men krigsoplevelserne har sat sig. Og de kan ikke opereres ud igen.

Men han vil ikke have en pension. Han er stadig soldat i sjælen. En stolt soldat.

Lars kom ind som værnepligtig i marts 1992. Morfar rettede ryggen. Han var selv premierløjtnant hos militærpolitiet, og da Lars' forældre drak for meget, voksede han op hos bedsteforældrene og dermed også med de grønne uniformer. Det var hos Danske Livregiment i Vordingborg, og her passede Lars ind. Ikke som i skolen, hvor der var for meget krudt i den forkerte ende af ham. Sådan forklarer han det selv.

Men forsvaret havde struktur. Regler, faste arbejdsgange og et godt kammeratskab. Lars fortsatte. Han fik flere uddannelser i forsvaret og blev korporal. I 1994 var der krig i Bosnien. Lars blev sendt af sted. Han skulle være spejder - altså ligge i forreste række og finde fjender. Men det var helt anderledes, end han havde forestillet sig. Den blå hjelm sikrede dem ikke. De var udsendt som en del af FN's fredsbevarende styrke og skulle blandt andet sikre, at nødhjælpen kom frem, men parterne i krigen mente, de holdt med den anden part.

De første skud fløj lige over ham efter et par dage i Bosnien. Han lå med en laser-afstandsmåler og skulle finde fjenden, før leopard-kampvognen kom. Han blev overrasket. Det havde han ikke forventet. Det var spændende. Men på den forkerte måde. Det blev dagligdag at blive skudt på. Det blev også dagligdag at komme ind i bygninger, hvor civilbefolkningen var blevet slået ihjel. Et frygteligt syn. Snakken med de andre soldater hjalp, og det samme gjorde galgenhumor.

På et tidspunkt blev en gruppe mennesker henrettet lige foran dem på vejen. De danske soldater så til, og da det var overstået, flyttede de ligene ind til siden. Men Lars var fuld af vrede og afmagt. Han og de andre måtte ikke skyde igen, når de blev skudt på, eller opildne til konflikt. De var fredsbevarende. I dag bliver han stadig ramt af dårlig samvittighed. Skulle han have gjort noget dengang? Så var de måske ikke blevet henrettet.

Han ringede af og til hjem til sine forældre, bedsteforældre og søster. Men de fik ikke den barske virkelighed. De skulle ikke bekymre sig. Det hjalp jo ingen, tænkte han. I dag hjælper det, at han ved, han og de andre gjorde en forskel. Han ved, hvor mange flygtninge der døde af sult og sygdom i de sikre zoner, før FN kom ind med fredsbevarende styrker. Det gjorde der ikke, mens de var der.

Lars havde en kæreste, da han tog til Bosnien, og da han kom hjem efter seks en halv måned, tog de på campingtur. Hun blev gravid, og uden hun vidste noget om det, meldte han sig hurtigt til udsendelse igen. Så kunne det passe med, at barnet skulle fødes, når han kunne komme hjem på orlov midt i udsendelsen.

Han var afhængig af det adrenalinkick, han fik, når han var udsendt. Han var afhængig af den struktur, han havde på sit liv, når han var udsendt. Lars skulle af sted til Kroatien den 10. februar 1995, men den 28. januar blev hans datter født. Tre måneder for tidligt. Hun vejede bare 885 gram. Hans kæreste var syg. Lever og nyre var ramt af svangerskabsforgiftning, så datteren lå på den ene afdeling, og kæresten på en anden. Lars fik lov at udskyde sin udsendelse med 14 dage.

Det var ligesom at komme hjem, da Lars landede i Kroatien. Han var soldat. Han kørte patrulje og sad ved checkpoints. Der blev skudt mod dem jævnligt. Men ikke så meget som i Bosnien.

Efter tre måneder var det tid til orlov, men det gik fint derhjemme, så han tog med nogle andre soldater til en kroatisk havneby i stedet for at tage hjem. Der holdt de ferie. Det var det, de kendte. De kunne fejre det med hinanden.

Lars skulle hjem i slutningen af august.

Den 4. august 1995 begyndte Operation Storm i Kroatien. Kroaterne ville generobre et område, som serberne havde besat, da krigen begyndte. Lars husker de heftige kampe lige i nærheden. Han husker flere granatnedslag i lejren. Og han husker, at Claus Gamborg, som han havde været tjenestegørende sammen med i Vordingborg, døde.

Få dage efter afgik flyet til Danmark.

På kasernen i Vordingborg var han korporal og havde med værnepligtige at gøre. Men det var værre at være hjemme end at være udsendt til krig. Han følte sig anderledes. Han havde været vant til at være konsekvent overfor serberne, der prøvede at udfordre soldaterne. Han var også konsekvent derhjemme. Da de skulle på ferie, ville han have et bestemt hotel. Det fik de ikke. Så ville han ikke på ferie.

Lars var slet ikke den samme omsorgsfulde person over for familie og venner, som da han tog af sted.

Forholdet gik i stykker. Men så havde han bare mere tid til at være på kasernen. Og han nød det.

I januar 1998 blev Lars udsendt for tredje gang. Han kom til Bosnien igen, men denne gang var det en fredsskabende mission, og de måtte skyde igen, hvis de blev beskudt. For Lars var det helt anderledes.

De så igen overgreb mod civilbefolkningen, men de kunne gribe ind denne gang, hvis de var der, når det skete.

Lars skulle have været i Bosnien i seks måneder, men hans far, som havde været syg i længere tid, kom i respirator den 26. april 1998. Lars nåede hjem, tog hans hånd og kunne se, at faderens puls steg. Han registrerede, at hans søn var der.

Men skaderne efter for mange år med alkohol var uoprettelige, og respiratoren blev slukket.

Lars havde 14 dage derhjemme, men da det blev afrejsedag, kunne han ikke. Han blev væk uden at ringe eller give besked til nogen. Han følte, han havde svigtet familien ved ikke at være hjemme. Han kunne ikke mere. Klappen gik ned. Forsvaret forsøgte at kontakte ham gennem familien, men han svarede ikke. I juni henvendte han sig. Han håbede, han kunne komme med det næste hold til Bosnien. Han var jo soldat. Men han blev afskediget.

Lars meldte sig til et vikarbureau og blev hurtigt sendt ud på en møbelfabrik, hvor han pakkede møbler. Efter tre fire dage blev han fastansat. Han havde gjort opmærksom på ting, der kunne gøres bedre. Efter et par måneder blev han funktionær og fik folk under sig - som i forsvaret. Han skulle stå for at planlægge produktionen og for at styre lageret. Det gik rigtig godt. Lige indtil finanskrisen. Så blev der afskediget folk, og der blev mere arbejde til ham. Nogle dage var han der fra fire om morgenen til 21 om aftenen. Sådan arbejdede han i omkring tre måneder. Til han brød sammen.

Foto: Foto: John Randeris

Den fredag aften holdt han tidligt fri. Han havde købt en god bøf med hjem til ham og kæresten, og de sad med rødvin.

Fra det ene øjeblik til det andet skete det. Han brød sammen i gråd. Han hulkede og havde det frygteligt. Lyde og lugte fik ham tilbage til Balkan - til udsendelserne. Han husker, at kæresten havde mødt en mand, der kunne det meste. Det kunne han ikke der. Da hun gik i seng, blev han oppe og drak det sidste af flasken. Og åbnede en ny flaske. Mens han græd og havde det frygteligt. Og han overvejede at gå ud og tage en kniv og få en ende på det. Det skulle først blive senere, han gjorde alvor af at bruge en kniv.

I stedet holdt han en promille hen over weekenden, så han kunne holde det hele ud. Han slappede pludselig af. Da det blev mandag, ringede han til møbelfabrikken og meldte sig syg og kontaktede sin læge med beskeden om, at der var noget helt galt. Beskeden lød på en depression, så det fik han medicin for, og det hjalp da også de første par dage. Men så kom der flere og flere mareridt og flashbacks til udsendelserne.

Forholdet gik i stykker.

Efter to måneder var Lars til møde på møbelfabrikken og blev afskediget. Han havde løn i ni måneder, men efter et par måneder hjemme, begyndte han at kede sig. Han havde set sine forældre drikke. Derfor var han ikke vokset op hos dem. Nu valgte han selv den samme løsning.

Lars havde tjent en del penge, så han havde både hus, bil og motorcykel, og der blev givet gas. Han savnede det adrenalinkick, han havde fået som udsendt soldat. Han drak øl på vej ud og hjem, når han kørte, og så røg speedometeret ofte op over de 200. På et tidspunkt røg kørekortet, da han blev taget med 211 km/t, hvor han måtte køre 70. Lars havde det stadig dårligt, men alkohol hjalp.

Årene gik.

Først som frivillig på et plejecenter, hvor Lars fik god kontakt til en ældre mand, der havde alzheimers, ikke kunne høre og reagerede fysisk mod de andre. Lars var vant til at være en autoritet som soldat, og han blev grebet af de vanskelige beboere. Han blev afløser på et bosted for senhjerneskadede, og han var god til det. Han drak, når han var hjemme. På jobbet fik han spænding igen. De skulle gå med overfaldsalarm. Nogle af deres beboere var farlige. Lars fik et vikariat på aftenholdet. Det passede også perfekt med øllene. Så kunne han drikke, når han skulle sove, og være frisk igen til arbejdet. Han tog flere og flere timer for at være mindre hjemme. Fem-seks øl med i bilen. Så kunne han drikke dem på vej hjem.

En sød kæreste gjorde, at Lars lovede sig selv, at nu skulle han have en ny start. Uden alkohol. Det gik også godt i begyndelsen, men han manglede roen fra alkohol, når han skulle sove.
Han drak i det skjulte i stedet. 10-12 øl i løbet af dagen. Så kom han i lære hos en autolakerer, og der var det normalt med en øl eller to i løbet af dagen, og han supplerede med en sixpack til at køre hjem på. I 2011 fik han og hans kæreste en søn. Og der lovede han igen sig selv, at nu skulle han stoppe. Det gik også fint. I en uge. Lars kunne ikke stoppe, selv om han mente det, når han sagde det.

Den 12. august tog hans kæreste og søn ned til en veninde. Det passede Lars godt. Så kunne han drikke igennem. Han købte en ramme øl med 24. Havde det forfærdeligt. Købte flere. Han husker kun brudstykker fra den dag. Han var fuld og græd. Han gik ud i køkkenet. Tog en stor køkkenkniv og begyndte at slibe den med et strygestål. Han drak en øl mere og gik udenfor. Nu blev det ikke ved tanken længere. Lars satte kniven til håndleddet og trak igennem. Han husker følelsen af koldt metal inde i hånden. Han ringede til en kammerat. En af de gamle og få, der var tilbage. Med beskeden om, at det var helt galt.

Så husker han, at han sad i fyrrummet med et viskestykke om hånden. Det blødte meget. Han drak endnu en øl. Så kom ambulancen, og han husker, da han lå derinde med en ro. Han havde en befriende følelse af, at han nu ville få den hjælp, han havde brug for. Han havde set piger skære sig og bagefter få hjælp. Han vidste godt, hvordan han skulle have skåret, hvis han virkelig ønskede at dø. Det hele blev syet sammen på sygehuset i Viborg. Kniven var kommet langt ind. Hele tiden var der en hos ham, mens han var indlagt, så han ikke gjorde skade på sig selv igen.

Lars blev tilknyttet lokalpsykiatrien i Silkeborg, og han begyndte på antabus. Han var glad og positiv, og han følte, der skete noget. Det gik fint i otte måneder uden alkohol. Indtil forårsdag i 2013 hvor lysten til en enkelt øl overmandede ham, og de blev til flere. Så mange, at hans kæreste forlod ham med deres søn. Men Lars var ikke ked af det på det tidspunkt. Han tænkte bare, at så blev det nemmere at drikke. Han mistede lærepladsen, og han mistede huset. Han kunne ikke overskue at betale regningerne. På den måde kom han hjem til sin mor og boede på en skumgummimadras i spisestuen. Derhjemme var det også tilladt at drikke. Det passede ham godt.

En aften i december 2013 sad han nede i et kælderrum i boligblokken. Det var ikke usædvanligt. Der følte han sig tryg. Han drak, som han plejede, og nåede igen til et punkt, hvor han gerne ville have hjælp. Denne gang blev det en bøtte med kaustisk soda, han brugte til at skade sig selv. Først løb kuglerne ned af armen, men så kom han øl på, lod det sidde, og så ætsede det sig ned på indersiden af underarmen. Han kunne ikke mærke, det gjorde ondt. Da det blev sort, prøvede han at skylle det af. Men det gik ikke, så han tog på skadestuen. Han husker, hvordan han havde armen i vand i to døgn for at neutralisere det. Han havde et hul på fem gange syv centimeter og 12 mm i dybden. Fredag den 13. december 2013 blev han opereret. Den døde hud kom væk, og hullet i armen blev lukket. Lars blev tilknyttet lokalpsykiatrien i Silkeborg igen.

Men i januar skete der noget for første gang i lang tid. Lars tænkte ellers sit, da han blev indkaldt til samtale med en Jesper, der var social- og sundhedsassistent. Havde ikke forventet, der skulle komme andet end tom snak ud af det. Men i stedet mødte han en mand på omkring 190 cm og 120 kilo. En tidligere officer i Søværnet og far til en søn, der havde været udsendt. Lars husker, at det var Jesper, der sad og fortalte ham, hvordan han havde det, og han blev tilknyttet PTSD-klinikken i Aarhus. De er eksperter i post-traumatisk stress syndrom, og den 5. maj 2014 får Lars diagnosen.

Han var lettet. Og glad. Det var fantastisk, for nu skete der noget. Det var psykologer, der vidste, hvad de havde set. Men Lars begyndte at drikke igen efter nogle måneder. Nu ringede han til den psykiatriske skadestue, når han kom så langt ud, at han havde lyst til at skade sig selv. Men ellers var alt ved det gamle.

Sådan gik 2015.

Til han fik kontakt til Anonyme Alkoholikere i Silkeborg. Han mødte nogle, der havde været lige så magtesløse som ham selv. Han genopbyggede kontakten med sin søn, han fik sin egen lejlighed og fik en skøn kæreste. Denne gang holdt han sig ædru i over et år. Indtil han blev slået ud, da kæresten stoppede forholdet. Lars kontaktede en fra Forsvaret. Han havde prøvet så meget andet. Uden held.

I dag bor Lars på SoldaterRekreation i Varde på førstesalen af Soldaterhjemmet. Han flyttede ind den 19. april i år og valgte selv at få et værelse med direkte kig over til Varde Kaserne. Så kan han holde øje med, om de gør det ordentligt.

Han bor med andre, der har den samme fortid som ham. Han føler sig forstået. Han er en del af huset, så når soldaterne er i Soldaterhjemmet, og de spørger til hans historie, så får de den. Han har også fået lavet en tatovering på højre arm. Der står PTSD, og så står der "I'll never forget" - jeg vil aldrig glemme det. Fordi han er mærket for livet. Og så slipper han måske for alle mulige spørgsmål, men han overvejer at få den fjernet. For han har oplevet folk i toget, der flytter sig væk, når de ser hans tatovering. Som om han vil gå amok.

Det gør han ikke. Og værelset i Varde har gjort en verden til forskel. Han føler sig ikke længere hverken alene eller anderledes. Og så nyder han strukturen og snerten af soldaterlivet. Lars har i dag kontakt til sin søn igen, og han har fået kontakt til sin 21-årige datter også. Han er på antabus, og så er han begyndt at længes hjem til sin lejlighed i Silkeborg. Det tager han som et godt tegn. Og han tror på, at det bliver denne gang, det lykkes for ham. Han er mere motiveret. Der er mange muligheder for hjælp i dag, og det er blevet mere legalt at være skadet af krig.

Lars ved, at han ikke kan klare et fuldtidsarbejde, og han ved, at han stadig vil have perioder, hvor han ikke kan sove, og han ved, at han vil fare op, når nogen dytter på gaden og få angstanfald indimellem. Men han ved ikke, hvad han gerne vil, når han kommer hjem igen. Alt andet end pension, så er han tilfreds.

Lars Lyngsøe er stadig soldat i sjælen. En stolt soldat.

Foto: Foto: John Randeris
Foto: Foto: John Randeris

Veteranen der ætsede sig selv for at få hjælp

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lars Lyngsøe
Er 42 år og har siden april boet på SoldaterRekreation i Varde.


Har lejlighed i Silkeborg.


Har en datter på 21 år og en søn på fire et halvt år.




Kom ind i Forsvaret som værnepligtig i 1992.


Fik i 2014 diagnosen PTSD - post-traumatisk stress syndrom.


Har svært ved at huske detaljer og tidspunkter og blander af og til begivenheder sammen.


Er vild med hurtige biler og den frihed, et køretøj giver.


Er stadig tiltrukket af Forsvaret og har selv bedt om at få et værelse på soldaterhjemmet med udsigt lige over til Varde Kaserne.
Annonce
Annonce