Vardes økonomiudvalg skyder borgerforslag til hjørne

Niels Christiansen, i midten, må afvente et temamøde i byrådet, før han eventuelt kan få vedtaget sit forslag om borgerforslag. Arkivfoto: André Thorup

Vardes økonomiudvalg skyder borgerforslag til hjørne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Niels Christiansen får næppe vedtaget sit forslag om borgerdrevne forslag på byrådsmødet på tirsdag. Økonomiudvalget vil i stedet afvente et temamøde i byrådet om borgerinddragelse.

Varde Kommune: Skaf 1.141 stemmer og få en sag på byrådets dagsorden. Det tilbud ville Niels Christiansen (K) gerne give borgerne i Varde Kommune.

Men økonomiudvalget råder byrådet til i første omgang at holde et temamøde om borgerinddragelse.

- Kan vi nu brede det her ud? Det kunne være et supplement til borgerforslag, eller det kunne være noget helt andet til at inddrage borgerne i vores interne dialog, siger borgmester Erik Buhl (V).

Niels Christiansen sidder ikke i økonomiudvalget. Han accepterer udvalgets indstilling, selvom han ikke er enig:

- Hvis det er nødvendigt at få det analyseret en lille smule mere, så kan jeg godt vente på det. Men ønsket har jeg stadigvæk, og jeg synes, det kunne være et frisk pust, at der var mulighed for at mobilisere vælgere også på den måde, siger han.

Borgerforslag
Borgerforslag, også kaldet borgerdrevne forslag, er forslag, der bliver stillet af en borger, der kan få en sag behandlet, hvis forslaget får tilstrækkelig mange underskrifter.Det blev indført i Folketinget 24. januar i år. Også Ringkøbing-Skjern, Rødovre, Albertslund og Hillerød kommuner har indført borgerforslag.

De 1.141 stemmer, som forvaltningen har foreslået som det antal stemmer, et forslag skal have, svarer til antallet af afgivne stemmer ved seneste kommunalvalg divideret med 25. Det er altså det antal stemmer, som det gennemsnitligt har krævet at få et mandat i byrådet.

Koster i administration

Erik Buhl fortæller, at økonomiudvalget også frygter, det kan blive dyrt at indføre borgerforslag. Årsagen er, at forslaget medfører, at forvaltningen skal lave stikprøver for at sikre, at underskrifterne er ægte. En ren digital løsning med Nem-ID er nemlig umiddelbart ret dyr.

Det er dog en indvending, som Niels Christiansen ikke helt forstår.

- Vi havde et stort borgermøde om kommunens fremtidsplaner forleden, hvor der indtil videre er brugt rimelig mange personaleressourcer på det, og det var ikke noget stort fremmøde, så det er nok ikke de fysiske møder, der trækker folk af huse, men måske mere at man kan tilkendegive, at man ønsker noget drøftet på anden vis. Og så meget administration tror jeg ikke, der kan ligge i det, siger han.

Prik et byrådsmedlem på skulderen

Der er politikere, der har talt imod borgerforslag. Stig Leerbeck (V) skriver for eksempel i et læserbrev, at han frygter, at man med borgerforslag sælger "ud af det repræsentative demokrati til fordel for højtråbende snæversynede enkeltsagsgrupperinger". Han opfordrer til, at borgere med en sag henvender sig til et byrådsmedlem, der kan tage sagen op i byrådet.

Erik Buhl fortæller, at også i økonoimiudvalget var der flere, der fandt borgerforslag unødvendige, fordi man kan få et byrådsmedlem til at fremsætte ens forslag.

- Det er jo rigtigt, men jeg tror også, der er mange borgere, der gerne vil rejse et emne, uden de skal vise et tilhørsforhold til et politisk parti. Det bliver jo et Venstre-forslag, et socialdemokratisk eller et konservativt. Borgerforslag er et neutralt fremsat forslag, der ikke har et partibogstav bagefter, svarer Niels Christiansen.

Ønsker åbenhed

Niels Christiansen har tidligere fået igennem, at byrådsmøderne bliver videotransmitteret, og han fortæller, at han også vil prøve at få gjort "gensidig orientering" til et åbent punkt i Udvalget for Plan og Teknik. Det er det i næsten alle andre udvalg allerede.

- Det skal være så åbent, som vi kan, siger han.

- Jeg tror, det er med til at afmystificere, og det giver ikke anledning til nogle rygter om, hvad der sker. Hvis det er et lukket forum, så kan der altid starte spekulationer.

Vardes økonomiudvalg skyder borgerforslag til hjørne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce