E-sportsforening i Oksbøl lægger fra land med over 50 unge på tilmeldingslisten og to hold meldt til DGI's første officielle E-sportsturnering. Det sidste selvom der slet ikke er sat hold endnu.
Oksbøl: Fra det første møde om ny E-sportsforening i Oksbøl i april har bestyrelsen og sportsparken knoklet på.
- Vi besluttede straks, at vi skal være klar, når skoleferien er slut, siger Martin Petersen.
Han er selv gammel computerspiller. I sin ungdom var han med til VM i E-sport i Ballerup for 10-12 år siden, hans hold var dengang blandt verdens bedste, og han spiller også stadig selv.
- Men kun rollespil. For hyggens skyld, og mit hold ved, at jeg ikke kan om sommeren, siger han og griner.
Han er blevet voksen, og sammen med sin ekskone driver han Børsmose Camping, som parret har ejet i 15 år.
Sammen har de også Oscar på 11 år, der er en af de godt 50 unge, der er skrevet op til at komme på hold.
- Peter Nielsen, Sportspark Blåvandshuk, har indrettet lokaler til os. Dem indvier vi den 21. august, hvor borgmesteren klipper snoren og jeg holder en tale, og så er vi i gang, siger Martin Petersen og fortsætter:
- Vi vil sætte hold med spillere på samme niveau. Det har ikke noget med alder at gøre. Derfor begynder vi med åbne træningssessioner, hvor alle spiller mod alle.
Hvad skal der til for at være god?
- Flere ting, men hurtighed er en af dem. En af de bedste spillere på mit gamle hold stod alene i en knivduel mod fire modstandere, og i løbet af 30 sekunder havde han slået dem alle ihjel, siger Martin Pedersen.
Hurtighed er vigtigt. Men det samme er taktik. Derfor har man roller på holdet og holder møder uden at spille, hvor man lægger strategien for den kommende kamp.
Hvorfor skal det foregå i en forening?
- Fordi det er sport, og for at de kan blive bedre. Vi har fire trænere, der kan lære dem mere i de to spil, vi lægger ud med: Counter-Strike og League of Legends. Men også for at lære de unge at opføre sig ordentligt under spillet, og at holde sig i form, siger Martin Petersen.
- Hver træning er halvanden time, hvor de 45 minutter er computerspil med en spil-træner, og 45 minutter er bevægelse.
For at skabe plads til den store efterspørgsel, som kommer fra unge i hele kommunen, er planen, at der bliver træning for to hold hver dag, fire dage om ugen.
- Vi skal vise de her unge drenge og piger, at man kun kan blive rigtig god med nogle mindbreaks. Det er derfor, de skal gå til undervisning for at komme nogle lange spring frem i deres spilforståelse, siger Martin Petersen.
Bevægelse har klubben taget med, fordi de bedste E-sportshold også har fysisk træning, men også for at vise forældre og Varde Kommune, at det er sundt og godt at spille på computer.