Opråb fra pårørende: Lad os finde de dementes sprog

Det sidste halve år var én lang afsked. Og en afsked, hvor vi ikke kunne sige noget, siger Knud Raunkjær. Fasen uden sprog var meget vanskelig for hele familien. Foto: Chresten Bergh

Opråb fra pårørende: Lad os finde de dementes sprog

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Knud Raunkjær vil råbe lægevidenskaben og alle fagpersoner op for at få udviklet et sprog til at nå de demente. Som hans hustru selv forsvandt dybere og dybere ind i demens, mistede familien evnen til at kommunikere med hende.

Varde: Til sidst kunne Knud Raunkjær og resten af familien ikke længere tale med Birgit. Hun, der havde været lærer på den gamle byskole i Varde over 40 år og som var sin families samlingspunkt, forsvandt, og til sidst sagde hun ikke noget mere.

- Den sidste lange tid var én lang afsked. En afsked, hvor man ikke kan få noget sagt. Det er en hård proces, siger Knud Raunkjær.

Han mødte sin Birgit på Sct. Jacobi Skole i Varde. Hun var lige blevet ansat, året var 1962, og han selv var inde som vikar. To år senere blev de gift.

- Den 8.8. 1964, så alle, der har haft Birgit til matematik, ved, at 8 x 8 er 64, siger han.

For to år siden døde hun.

Essay
Knud Raunkjær har skrevet sine tanker og erindringer om årene fra hustruens demens kom snigende i et essay.Hans ønske er at påvirke forskning og faglighed, så demens bliver taget alvorligt som en tilstand, vi gør vores yderste for at nå og forstå.

JydskeVestkysten vedhæfter digitalt Knud Raunkjærs essay om menneskets lod i sin fulde længde.

Lang afsked uden ord

De sidste tre år var Birgit Raunkjær på skærmet demensafsnit på plejecenter Lyngparken i Varde. Den sidste tid, hvor hun ikke længere havde et sprog, varede måske et halvt år.

- Det er svært at sige. Tingene sker gradvist, siger Knud Raunkjær.

Han sluttede sit arbejdsliv af som leder af Dansk Flygtningehjælp Integration i Ribe, Vejle og Sønderjyllands amter. I dag er han 82 år, og han har netop skrevet et essay om sin hustrus år med demens, frem mod hendes død i 2016.

- Det var en glæde, at jeg kunne mærke, at Birgit nød at sidde ved siden af mig, og at hun var tryg ved at sidde ved siden af mig, siger han.

- Vi havde aftalt med hinanden i familien, hvordan vi talte med hende, for vi tror på, at hun kunne høre det hele og opfatte det.

I sit essay taler Knud Raunkjær om demens som en overgang mellem liv og død. Som rum i livet vi andre ikke befinder os i, og som vi ikke har adgang til.

Til sidst blev hans hustru dårligere og dårligere til at finde ord og til at udtrykke sig forståeligt. Og så holdt hun helt op med at tale.

Mangel på forskning

- Det er hele mit hovedformål at understrege, at der mangler forskning. Så vi kan finde det fjerde sprog, det sprog vi kan kommunikere med de demente på, siger han.

Samtidig med han udtrykker stor taknemmelighed over den behandling, hans hustru fik, vil han også gerne pege på manglen på professionalisme.

- Demente skal andet end at holdes rene. De har en ånd, som vi skal nå. Du får mig ikke til at sige ét eneste negativt ord om frivillighed, men mange af de aktiviteter, der foregik på plejehjemmet, var arrangeret af frivillige, og selvom det er i den bedste mening, så har det mest karakter af underholdning, siger han.

Har du, her bagefter, dårlig samvittighed over de indledende skænderier, før Birgit fik diagnosen demens?

- Nej. Men jeg er flov over, at jeg var så længe om at se, at der var tale om sygdom. Den slags vil man gerne skubbe fra sig.

Opråb fra pårørende: Lad os finde de dementes sprog

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce