Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Mor beder om hjælp: Jeg slog og bed min søn

Det er ikke godt, det, der er sket. Det er forældrene helt på det rene med. Alligevel står de frem og fortæller. Foto: Yvonn Tittel

Mor beder om hjælp: Jeg slog og bed min søn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ditte Lillelund og Brian Dams søn Noah på tre år blev tvangsfjernet for tre uger siden for at beskytte ham imod sin mor, der har bidt og slået flere gange. Nu står hun frem for at få hjælp - og for at få sønnen hjem til sin far.

Varde: Hendes dreng på tre år er tvangsfjernet, fordi hun har bidt og slået ham. Alligevel har hun selv kontaktet JydskeVestkysten for at fortælle sin historie. Fordi hun ønsker et andet udfald, nemlig at hun bliver fjernet, så Noah kan komme hjem til sin far.

Der kan være læsere, der tænker negativt om dig, når du står frem og fortæller, at du har bidt din lille dreng flere gange.

- Selvfølgelig. Det ville jeg også selv have gjort, hvis jeg havde hørt om det fra en anden. Det, jeg har gjort, er forkert. Der er ikke ord for, hvor forkert det er. Men det var mig, der skulle tvangsfjernes, ikke Noah, siger Ditte Lillelund.

Hun sidder ved køkkenbordet i hjemmet i Varde syd. Overfor sidder Noahs far, Brian Dam.

Ligesom Ditte er han helt på det rene med, at det kan give bagslag at stå frem med en historie om at have slået og bidt en lille dreng. Samtidig synes han, at det er stærkt af Ditte.

- Det er også tegn på erkendelse og på, at hun gerne vil videre. Vores idé, og jeg tror også, det er vores advokats holdning, er, at hvis Ditte kan komme på en institution, så kan Noah komme hjem, siger han.

- For en periode, tilføjer Ditte.

Efter tvangsfjernelse: Advokat tror på at Noah kan komme hjem til far
Forældrenes valg
Ditte Lillelund og Brian Dam har selv ønsket at fortælle deres historie. Derfor har de taget kontakt til JydskeVestkysten.JydskeVestkysten har fået fuld aktindsigt med forældrenes tilladelse.

Forældrene har haft de to interviewartikler til gennemsyn med frit lejde for at få rettelser med.

Måneder eller år - Ditte vil anbringes

Ditte håber, hun kan lære at være mor, så hun kan komme hjem til Noah igen.

Hvor lang tid tror du, det vil tage at lære det for dig?

- Det er ikke til at sige. Det er der ingen, der kan vide. Kort tid, eller år. Det er ikke afgørende, jeg vil bare gerne lære det, siger hun.

Hvorfor hun har bidt sin søn, har hun ikke nogen klar forklaring på. Stress, er det, hun kommer det nærmest.

- Jeg er så stresset, at jeg er stresset over at være stresset, siger hun.

Noah blev tvangsfjernet den 27. september, tre år gammel. Ditte Lillelund har en datter med en anden far end Brian Dam, som også blev tvangsfjernet, da hun var tre år.

- Jeg har brug for hjælp, siger hun og fortsætter:

- Jeg har fået psykologsamtaler, men jeg vil gerne væk hjemmefra, på en institution.

Hun har foreslået den løsning til familiens socialrådgiver.

Kun de negative ting

Hun og Brian har fået ny socialrådgiver for 14 dage siden. På grund af en omlægning i kommunen. Undervejs har de i forvejen haft mange skiftende socialrådgivere og familiekonsulenter ind over, og de har klaget over de fleste af dem. De føler sig misforstået og misfortolket.

- De har kun nævnt negative ting. Der står intet om de gode ting, om Noah og mig. Jeg havde en god kontakt til Noah, da vi var på Tippen. Jeg fik ham til at blive glad for at få skiftet ble og glad for at tage bad, og fik ham til at ændre adfærd fra at have en ofte selvskadende adfærd til kun at have det i enkeltstående tilfælde, hvor der gik dage i mellem dem, siger Brian og fortsætter:

- Noahn var stoppet med at stikke sig selv med en gaffel, han var stoppet med at skrige, men han kunne stadig finde på at slå sig selv i hovedet i de enkeltstående tilfælde.

Tippen er en døgninstitution i Varde Kommune. Her blev Brian anbragt med sønnen efter seneste underretning om bid. Cirka to måneder før Noah blev tvangsfjernet.

"mor bider"

- Noah sagde selv henne i børnehaven, at jeg havde bidt ham, siger Ditte Lillelund og fortsætter:

- Det er godt, at han selv sagde det. At han kunne sige det selv.

Ifølge papirerne har hun bidt Noah tre gange. Første underretninger er fra dagplejen, siden fra børnehaven. De første to gange hver gang med en forklaring om, at Noah var blevet bidt af andre. Umotiveret. Først nogle møgunger på gaden, senere en udviklingshæmmet i Løvbjerg.

Tredje gang, i juli måned, sagde Noah at "mor bider" og "mor slår". Og nu erkendte Ditte, at det var hende, og myndighederne reagerede straks.

Noah og hans far blev samme dag anbragt på Tippen. Her var de i to måneder, for at skærme Noah mod sin mor, men også for at observere på Brians forhold til sin søn.

- Det er ikke godt, det der er sket. Det er også derfor, jeg har prøvet at hjælpe ham, og jeg kunne hjælpe ham ude på Tippen, jeg har jo selv en pædagogisk baggrund, siger Brian.

Han er 47 år, har en uddannelse som klubpædagog og har det meste af sit arbejdsliv kørt bus.

Forældrene har klaget over Tippens bedømmelse.

Ligesom de har klaget til ankestyrelsen over tvangsfjernelsen. Ikke fordi de nægter, at tingene er sket, at Ditte har bidt og også slået Noah. Men fordi de vil have Ditte på en institution og Noah hjem.

- Jeg har en god veninde, som kan tage Noah om morgenen og bringe ham i børnehave, siger Brian Dam om forældrenes idé.

Forældrene har tillid til plejefamilie

Foreløbig afventer de, at de skal til København og forklare sig i Ankestyrelsen, sammen med deres advokat.

De har prøvet det én gang før. Da Dittes første barn blev tvangsfjernet.

Dengang var Ditte og Brian netop blevet kærester, så han var med, men lige lidt hjalp det. Gry fik de aldrig hjem igen, og Ditte frasagde sig for et år siden overvåget samvær med datteren. Nu ser hun hende ikke længere.

- Hun har det godt, hvor hun er, siger hun.

Samme holdning har forældrene faktisk om den plejefamilie i Varde Kommune, hvor Noah blev kørt ud, straks der var truffet afgørelse om tvangsfjernelse, den 27. september. Forældrene fik lov til at køre med ud og aflevere deres dreng.

- Det er et godt sted, vi har ikke noget imod plejefamilien. Vi har fået en aftale om, at vi må ringe en gang om ugen, og de er søde til at sende billeder af Noah, siger Ditte.

Siden fjernelsen har de set Noah en gang. På Tippen, under overvågning, i to timer.

- Han blev lykkelig ved at se os. Han kiggede skiftesvis på os, hvem skulle han kramme først? Han valgte mor og så bagefter far, siger Brian glad.

- Så kan det da ikke være helt galt, siger Ditte.

Tvangsfjernelsen kan genforhandles om et år. I mellemtiden må hun kun se sin dreng under overvågning.

JydskeVestkysten har gerne villet interviewe lederen af Børn & Forebyggelse, Marianne Schmidt Kjærgaard om sagen. Hun udtaler sig ikke i personsager.