Martin blev kun 20 år: - Du gav os så meget

Du har altid haft stor interesse for al teknik lige fra du kunne kravle. Først at følge, når vaskemaskinen centrifugerede; konstant dreje på komfurknapperne. Herefter fulgte en stor interesse for plæneklipperen, hvor du hver eneste dag ville klippe græs i vores eller naboens haver. Din bedstefar var din store helt med sin spændende værktøjskasse. Han var så rolig og rar. I hyggede jer altid sammen.

Ferieture var ikke lige dig, men da vi fik campingvogn ville du gerne med, især hvis der var en fiskesø. Du rensede selv fisk og satte en stor ære i at grille dem perfekt. Senere fattede du stor interesse for foto og fotoredigering. Du nød virkelig at sidde i fred og ro med at redigere billederne perfekte. Computerspil på nettet med vennerne var en stor del af din hverdag. Som du selv skrev til os: "Jeg føler at computerverdnen er den tætteste måde på, at jeg kan have det sjovt".

Du var stolt, da du bestod både teori og køreprøve i første hug. Du lærte hurtigt at bakke med anhængeren og stod altid klar, når den skulle bruges. Dine søskende kunne også udnytte dig til turen hjem fra byen eller afhentning ved toget.

Du var elsket af hele familien, fætre - kusiner, alle står vi her tilbage med sorgen og tanken: Hvorfor?

Du var den 3. i en søskendeflok på 4. Allerede som 5-årig fik du en autisme diagnose, som betød, at du især var udfordret på det sansemæssige; lyd, lugte, berøring mv. Du havde svært ved mange mennesker omkring dig. Det betød, at du allerede i 1. klasse blev flyttet til folkeskolens specialklasserække.

I 2008 flyttede du til Varde og fortsatte din skolegang i specialklasserne; senere på produktionsskole og særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU). Det var ikke nemt for dig at begå dig blandt de andre elever pga. det høje støjniveau. Struktur var en stor nødvendighed i din hverdag og havde betydning for, om dagene fungerede optimalt. Uden struktur blev du meget stresset og oplevede kaos i hovedet, ofte med søvnløse nætter til følge.

Den 1. november 2018 flyttede du i egen lejlighed og nød din nye frihed. Du fik selv gang i to madklubber hver tirsdag og onsdag. Både venner og familie besøgte dig, og hver gang bød du på cola.

Du var altid så glad og hjælpsom lige til det sidste og var meget vellidt af alle for din dejlige væremåde. Martin, du er elsket og savnet.

Vi ville ønske, at vi kunne have hjulpet dig og bemærket den store stress, du led under til sidst.

Du gav os så meget og bad om så lidt.

Martin blev kun 20 år: - Du gav os så meget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce