Lystfiskere stod som sild i tønden til laksepremieren


Lystfiskere stod som sild i tønden til laksepremieren

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der var trængsel flere steder ved Varde Å, da der mandag var laksepremiere.

Varde Å: - Det er bare lykken.

Christian Fjeldsted (67 år) fra Nørre Nebel åbner som en anden Aladdin sin hule af et bagagerum. I en for lille, hvid flamingokasse åbenbarer sig lykken og skatten i form af en smuk og nyopstegen vardelaks på en meter og godt 10 kilo. Han fangede hunlaksen på en orange flue mandag formiddag til laksepremieren i Varde Å ved Hesselbro. Og selv om han har mange laks på samvittigheden, så er oplevelsen lige så stor, som da han som barn fangede sin første fisk.

- Det er som at være på en lyserød sky, siger Christian Fjeldsted.

Til laksepremieren var der historisk mange lystfiskere ved åen. Især nedstrøms Hodde stod lystfiskerne som sild i en tønde ved bredden. Og de mange lystfiskere og deres biler gav lidt udfordringer, da der ganske enkelt ikke var plads nok på parkeringspladsen.

Selv fem mere af samme størrelse havde ikke været nok. Så lystfiskerne parkerede naturligt nok i rabatten og nogle steder alt for tæt på både bro og kryds. Det skabte lidt problemer for maskinstationerne, der samme dag spredte gylle ud. Men det gik.

- Jeg har ikke set så mange biler før. Men vi må se på det til næste år, siger Kaj Verner Lauridsen, formand for Varde Sportsfiskerforening.

Han er ikke selv overrasket over de mange lystfiskere.

- Sidste år havde vi en kanonsæson. Det husker folk. Og så stiller de sig her ved Hoddebroen, siger Kaj Verner Lauridsen.

Største vardelaks
De seks største vardelaks, som er fanget med stang er: 1. Laurids Meldgaard, Tarm 20,4 kilo og 121 centimeter. (17. april 2010) 2. Skomager Andreas Møller, Varde 20 kilo (Maj 1928) 3. Jacob Thorstensen, Nordenskov 18,7 kilo og 126 centimeter (5. april 2010) 4. Peter Rich, Varde 18,0 kilo og 126 centimeter (5. april 2010) 4. Fabriksinspektør Sigurd Hansen, Varde, 18 kilo (16. marts 1926) 6. Jesper Petersen, Esbjerg 17,0 kilo og 118 centimeter. (5. april 2010)

Sparker åbrink

Blandt lystfiskerne er Johannes Lykkegaard fra Esbjerg. Tidligere glarmester i 36 år og derefter pedel i 11 år på Esbjerg Realskole. I mange år har han kastet snøren i Kongeåen, der for ham har mistet kronen.

-Ved Kongeåen er der ikke andet end siv. Men her er der dejligt med græs, så vi kan gå. Og så er der også flere fisk, siger Johannes Lykkegaard.

På en nabomark kører en traktor med sin grønne beholder og spreder gylle og næring til planterne, mens fuglene kvidrer flittigt denne lune aprildag. En flok lystfiskere stopper op og sparker åbrink og beundrer endnu en vardelaks. Den måler også 100 centimeter og er fanget af Andreas Iversen fra Ryslinge på Fyn.

- Vi har en hytte i Holme Å Hytteby. Og jeg nyder at komme væk fra det hele som mange andre lystfiskere, siger Andreas Iversen.

Det er hans hustru, Nina, og hendes familie, som i mange år har nydt at fiske i Holme Å. Og han har arvet passionen og glæden ved at fiske i åen.

- Jeg har et blødt hjerte for Holme Å. Men der er ikke så mange fisk, så det her trækker lidt mere, siger Andreas Iversen.

Lystfiskere stod som sild i tønden til laksepremieren

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce