Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kritiske partier vil se en tildelingsmodel

Holger Grumme (stående) fortæller om Radikales politik. Foto: André Thorup

Kritiske partier vil se en tildelingsmodel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Partier udenfor byrådet kritiserer på valgmøde, at der endnu ikke er fremvist en tildelingsmodel, så skolerne ved, hvor mange penge de har til undervisning. Debatten viser også, at der er mange forskellige ønsker for, hvordan problemerne med plads til specialelever skal løses.

Varde: Det var stort set kun partisoldater og de meget aktive i skoledebatten, der torsdag aften var taget til skoledebat på Sct. Jacobi Skole. Under 40 sad blandt publikum.

Men panelets ti deltagere fik alligevel gang i en debat, hvor der også kom nye vinkler på den efterhånden langstrakte skoledebat.

Holger Grumme vil have flere voksne i daginstitutioner
Debatmødet
Valgdebatten på Sct. Jacobi Skole var arrangeret af Demokrati På Vestjysk i samarbejde med JydskeVestkysten og Sct. Jacobi Skole.Demokrati på Vestjysk er en sammenslutning af alle lokale partier.

Hvor er tildelingsmodellen

Nogle af de partier, der ikke sidder i byrådet, valgte at fokusere på, at der endnu ikke er fremlagt en tildelingsmodel. Det betyder, at skoler og børnehaver endnu ikke ved, hvor mange penge de får til driften fra 1. august 2018.

- Det er uartigt, at man tillader sig at skjule det. Lad os få det frem på bordet, så vi har noget at forholde os til det, sagde Tom Arnt Thorup (L), og Steen Holm Iversen (LA) istemte:

- Det er tankevækkende, at man holder en tildelingsmodel tilbage til efter 21. november.

Det tog Holger Grumme (R) ilde op. Han mener ikke, at byrådet holder en tildelingsmodel tilbage. Han fortalte, at der bliver arbejdet på den, men at den nye model ikke er klar endnu.

Overraskelser?

Uanset om modellen bliver holdt tilbage eller blot ikke er klar endnu, så blev der spekuleret i, hvad den nye model vil indeholde. Særligt Claus Larsen (SF) var sikker på, at der vil bliver færre lærere og færre pædagoger per barn.

- Nu lukkede man ikke så meget, så sparede man ikke så mange penge, og så besluttede man lige at bygge en ny skole. Så nu er der kun et sted at spare, og det er på normeringerne, sagde han.

Han mener, at den nye tildelingsmodel vil betyde så få penge til små landsbyskoler, at skolerne selv vil bede om at blive lukket.

Niels Christiansen (K) sagde, at han tror, den nye tildelingsmodel vil indeholde "overraskelser".

Ny specialskole til debat

Skoledebatten foregik på Sct. Jacobi Skole, der om nogle år bliver omdannet fra en almen folkeskole til en specialskole og -daginstitution. Det er der mange forskellige holdninger til blandt partierne.

Magnus Søgaard, der har en datter på Lykkesgårdskolens specialafdeling, bad partierne forholde sig til, hvad de vil gøre for at hjælpe specialbørnene på Lykkesgårdskolen, hvor der er pladsmangel. Det viste, at partier har vidt forskellige løsninger.

Forligspartierne mener, at løsningen er, at børnene kommer til at gå på Sct. Jacobi Skole.

- Jeg synes, der er fantastiske rammer her, sagde Jørgen Nielbæk (V).

Claus Larsen (SF) havde ikke en endegyldig løsning, men kunne forestille sig, at børnene kunne få mere plads på Næsbjerg Skole.

Søren Laulund (S) vil udvide specialafdelingen på Lykkesgårdskolen. 

Skal ud på lokale skoler

Tina Blaabjerg Poulsen (AL) havde en mere radikal løsning. Hun mener, at færre skal gå i specialafdelinger, og at børnene skal gå i skole lokalt.

- Vi vil helst have, at børnene er ude i nærområdet, sagde hun.

- Det er ikke børnenes ønske, og det er ikke forældrenes ønske, svarede Magnus Søgaard.