Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Efter hærværk og indbrud: Enhver kan gå lige ind i det nedlagte rådhus

Hans Mortensen lufter Buster dagligt ved det tidligere rådhus. Han har tre gange anmeldt, at der er nogle, som har trængt ind i rådhuset. Han har set lys derinde. Bygningen er udsat for talrige hærværksepisoder. Selv har Hans Mortensen ikke lyst til at gå ind for at se efter eventuelle hærværksmænd. Foto: Morten Nielsen

Efter hærværk og indbrud: Enhver kan gå lige ind i det nedlagte rådhus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der har atter været indbrud, og nu kan enhver gå ind i nedlagt rådhus i Nørre Nebel. Ejer har alvorlige overvejelser om at rive bygning ned og udstykke.

Nørre Nebel: Onsdag aften blev det anmeldt, at der endnu en gang har været indbrud og hærværk i det tidligere så statelige og velholdte rødstens-rådhus i Nørre Nebel på 2600 kvadratmeter. Rådhuset har siden kommunesammenlægningen for 11 år siden stået tomt. En tur til rådhuset torsdag afslører, at en dør efter indbruddet står pivåben, og at enhver kan gå lige ind. Ejeren af rådhuset er erhvervsmanden Jesper P. Ramskov fra Esbjerg, og han erkender, at det er et problem, at man kan gå lige ind i den tidligere offentlige bygning.

- Der er mange indbrud. Jeg har lavet en aftale med Røde Kors, som afpatruljerer og aflåser to gange om ugen. Men lige så snart jeg spærrer af, så er der indbrud igen, siger Jesper P. Ramskov, som vurderer, at problemet snart kan løse sig selv.

- Jeg overvejer ganske enkelt at rive rådhuset ned og udstykke området til byggegrunde. Jeg tror ikke, at det bliver særlig dyrt at rive rådhuset ned, da mange af materialerne kan genanvendes - altså sælges, siger Jesper P. Ramskov.

Han pointerer desuden, at SSP er på sagen med unge fra området, der trænger ind og laver hærværk i den store, tomme bygning.

Hærværk i tidligere rådhus: Kælder fyldt med vand
Sagen kort
Blaabjerg Kommune solgte før kommunesammenlægningen i 2006 rådhuset til en privat investor for 18 millioner kroner. Det var Nic. Christiansen Gruppen i Kolding, der købte og ville etablere ferielejligheder.Så kom finanskrisen og ødelagde den plan.

I 2013 købte Jesper P. Ramskov rådhuset for 2,5 millioner kroner.

Vand i kælderen

Tidligere har hærværket blandt andet omfattet ildspåsættelse i bygningen. Anmeldelsen til politiet onsdag aften lød nu nærmest på det modsatte, nemlig at hærværksmænd havde ladet vandet løbe, og at der derfor var oversvømmelse i kælderen.

- Det er nu ikke på grund af hærværk, at der er vand i kælderen. Det skyldes en defekt pumpe, siger Jesper P. Ramskov.

Hærværket blev anmeldt onsdag klokken 18.58.

Jeg har anmeldt tre gange

Hans Mortensen, 76 år og fra Nørre Nebel, lufter dagligt sin hund Buster i området ved det tidligere rådhus.

Han siger, at der ofte har været problemer med unge, der trænger ind.

- Jeg har selv ringet til politiet tre gange og anmeldt, at jeg har set lys derinde. Jeg ved ikke, hvem der går ind i bygningen. Jeg er en gammel mand, og jeg vil ikke mødes med dem, men anmelder blot.

- Det er over de seneste år, at jeg tre gange har kontaktet politiet i forbindelse med indtrængen i rådhuset, siger Hans Mortensen.