57-årige Susanne har boet 60 steder i sit liv: Nu bliver hun nok i Vestjylland

Susanne F. Andersen i hjemmet i Lydum. Her bliver hun nok boende, selv om hun nogle gange har lyst til at stikke af. Foto: Morten Nielsen

57-årige Susanne har boet 60 steder i sit liv: Nu bliver hun nok i Vestjylland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hun har levet helt ude på kanten. Men nu bor hun i ejerbolig. Læs om en speciel person, som flyttede til Lydum ved Nørre Nebel.

Lydum: Susanne F. Andersen, 57 år, Lydum, lærte som barn den danske geografi at kende på den hårde måde. Hun har flyttet usædvanligt meget - både som barn og som voksen.

- Jeg har boet cirka 60 steder i Danmark, fortæller kvinden, der i de seneste tre og et halvt år har boet på en landejendom ved landsbyen Lydum et par kilometer øst for Nørre Nebel.

Susanne lægger ikke skjul på, at hendes liv har været barsk og på mange måder grænseoverskridende.

Hun kom bedst ud af det med sine morforældre, der boede i Gentofte. Særligt morfar, der kærligt kaldte Susanne for Pjoske. Hun følte sig aldrig rigtig tilknyttet sin mor og stedfar. Susannes biologiske far begik selvmord, da hun var 22 år.

Jeg har vist altid været naiv og udfordrende.
Susanne F. Andersen
Susanne Andersen hjemme i stuen. Foto: Morten Nielsen
Susanne Andersen hjemme i stuen. Foto: Morten Nielsen

Nomadelignende opvækst

Susanne følte, at der var store begrænsninger i den kærlighed, hun fik under sin nomadelignende opvækst. Susanne opsøgte som 15-årig et børnehjem i Silkeborg, hvor hun havde ophold i et halvt år, indtil hun blev hjulpet videre i ungdomsskole. Da skolen sluttede, var Susanne 16 år, og allerede da, blev hun kastet ud i en tilværelse som boligløs. Susanne erkender, at hun nok, foruden de ydre påvirkninger og omstændigheder, bærer en del af ansvaret for, at hun livet igennem har haft svært ved at falde til ro.

- Jeg har vist altid været naiv og udfordrende, siger hun og tilføjer:

- Men jeg har aldrig været ondskabsfuld.

Det har været et liv fyldt med drama, fortæller Susanne, der i en periode efter sin fars og nogle venners selvmord i 1983 fik udskrevet nervemedicin som Rohypnol og Ketogan, som var det bolsjer. Først da veninder slog i bordet og sagde "Enten vælger du pillerne, eller også vælger du os", tog Susanne sig sammen.

I kommer nok til at beholde mig, er Susanne Andersens budskab til egnen. Foto: Morten Nielsen
I kommer nok til at beholde mig, er Susanne Andersens budskab til egnen. Foto: Morten Nielsen

Mistede kontakt til børn

Susanne har mistet tre børn. Hun fødte i 1985 en datter, der blev tvangsfjernet af Silkeborg Kommune. Hun var på det tidspunkt af kommunen installeret i en husvildebolig for narkomaner og alkoholikere. Der var intet bad. Toilet skulle deles med de andre beboere, og køkkenet lugtede af rotter. Samtidig gik Susanne i gang med en uddannelse og blev intenst overvåget. Denne uholdbare tilværelse fik konsekvenser i form af en svær fødselsdepression, som man dengang ikke troede var forbigående.

Susanne fødte fire år senere en søn og flyttede derpå til Skagen, hvor hun blev gift med en lokal mand. De fik sammen endnu et ønskebarn. Lykken skulle dog blive kort, og en skilsmisse var uundgåelig.

Susannes morfar blev alvorligt syg af kræft, og da hendes morforældre havde været der for hende, så ville Susanne være en støtte, og hun flyttede derfor sammen med sine børn til Karlebo Kommune i Nordsjælland. Morfar døde.

- Karlebo Kommune var en belastet del af Nordsjælland. Skolerne var ikke gode, vurderede Susanne Andersen.

Hun hjemmeunderviste derfor sine drenge, for at skåne dem for de lokale skoler. Kommunen var derimod af en anden holdning og tvang drengene på skoler under Tvind. Drengene blev adskilt, og Susanne blev nægtet samkvem. At miste børnene var et hårdt slag.

I kommer nok til at beholde mig, er Susanne Andersens budskab til egnen. Foto: Morten Nielsen
I kommer nok til at beholde mig, er Susanne Andersens budskab til egnen. Foto: Morten Nielsen

Fik konstateret kræft

Et andet hårdt slag kom i 2009, da Susanne fik konstateret kræft i livmoderen med spredning i lymfesystemet. Susanne overlevede trods lægernes profeti om, at hendes liv ville blive kort. Hun nægtede at modtage kemo- og strålebehandlinger. Der var bivirkninger, og Susanne føler sig fejlbehandlet. Hun har været ude af stand til at sidde ned i ti år uden abnorme smerter. Susanne er derfor meget fysisk aktiv i sin have - eller sengeliggende.

- I 2009 skulle jeg have meget medicin, og det gav talrige bivirkninger. Grundet leddegigt har jeg i mange år modtaget førtidspension, men jeg kunne ikke få tilskud til den medicin, der var livsnødvendig. Jeg var derfor i en kort periode nødt til at prostituere mig, siger Susanne Andersen, som blev opmærksom på, hvor let det er at tjene penge i den branche, og hvor let man kan pådrage sig smittebærende virusser.

- Indtil for fem år siden levede jeg periodevis som hjemløs. Sov rundt omkring. I et kolonihavehus uden dør og vindue og om vinteren i 13 minus grader. På p-pladser, vandrerhjem og i et sommerhus, som en venlig ukendt kvinde på nettet stillede til disposition.

I hænger nok på mig

Om at bo i vestjyske Lydum så længe, som hun har gjort, siger hun:

- Jeg kan ikke bare stikke af igen, selv om jeg mange gange har lyst.

For Susanne hænger på den 300 kvadratmeter store landejendom, som hun ejer.

Og området slipper nok alligevel ikke af med hende, for hun er i gang med en masse en renoveringsprojekter i sit store hus.

57-årige Susanne har boet 60 steder i sit liv: Nu bliver hun nok i Vestjylland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce