Frygt for dæmningskollaps i Brasilien fører til evakuering

Redningsarbejdere arbejdede i døgndrift for at finde overlevende efter et dæmningskollaps i byen Brumadinho den 25. januar. Mindst 186 mennesker omkom i ulykken.

Frygt for dæmningskollaps i Brasilien fører til evakuering

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En dæmning i det sydøstlige Brasilien er i overhængende fare for at briste. Flere indbyggere er evakueret.

En dæmning ved en mine i det sydøstlige Brasilien er i risiko for at kollapse. Det oplyser det store, brasilianske mineselskab Vale lørdag.

Vale oplyser i en erklæring, at selskabet har øget risikoniveauet for dæmningen Sul Superior, der ligger ved Gongo Soco-minen, fra to til tre, som er det højeste niveau.

Det sker, efter at en inspektør har konstateret, at dæmningen er i "kritisk tilstand", skriver nyhedsbureauet dpa.

Som følge af forøgelsen af risikoniveauet kunne der fredag høres sirener i hele området omkring dæmningen, der ligger i delstaten Minas Gerais.

Risikoniveau tre betyder, at der er en "overhængende risiko" for, at dæmningen brister. Det fortæller oberstløjtnant Flavio Godinho fra civilforsvaret i Brasilien til Globo TV.

Han fortæller videre, at flere indbyggere blev evakueret fredag, dog uden at oplyse hvor mange.

Det er kun to måneder siden, at en anden af Vales dæmninger i Minas Gerais blev ramt af en dødelig ulykke. Her blev mindst 186 mennesker dræbt, da en dæmning nær byen Brumadinho kollapsede den 25. januar.

Kollapset betød, at 12 millioner kubikmeter slam strømmede ud på et område på 290 hektar.

Katastrofen fik de brasilianske myndigheder til at forbyde opstrømsdæmninger - samme type som Sul Superior-dæmningen.

Ifølge Brasiliens nationale mineagentur skal alle dæmninger af den type være fjernet eller taget ud af drift inden august 2021.

Fem personer blev anholdt i forbindelse med dæmningskollapset i januar.

Tre af de anholdte arbejdede for Vale. De to andre er ingeniører fra et andet firma, der også arbejdede ved dæmningen.

Anklagemyndigheden i landet indledte samtidig en efterforskning, der skal undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

I en arrestordre, der blev udstedt i forbindelse med ulykken, skrev en dommer fra Minas Gerais, at katastrofen kunne være undgået.

Det kan ikke være rigtigt, at "dæmninger af den størrelse, der bliver drevet af et af verdens største mineselskaber, pludselig går i stykker uden en indikation af skrøbelighed", skrev dommeren ifølge nyhedsbureauet AP.

Frygt for dæmningskollaps i Brasilien fører til evakuering

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce