Koncert: Lukas Graham spillede fredag ved middagstid for over 5000 elever. Inden havde Folkbaltica Ensemble og Folkekons kæmpet ihærdigt for opmærksomheden.
Tønder Festival: Aldrig har en skolekoncert på Tønder Festival haft et større publikum og aldrig en større stjerne.
Lukas Graham, der torsdag havde spillet en anmelderrost koncert på open air-scenen, vendte fredag ved middagstid tilbage til samme scene, hvor over 5000 skoleelever stod klar. Han havde deres opmærksomhed fra starten.
Forinden havde årets skolekoncert budt på Folkbaltica Ensemble, der består af unge musikere fra både den danske og tyske side af grænsen og Folkekons bestående af tidligere folkemusik-studerende fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. De to orkestre kæmpede en brav kamp for elevernes opmærksomhed, og Folkbaltica Ensemble leverede blandt andet en insisterende folkemusik-version af "Bro bro brille".
Mange lyttede, men der blev også gumlet franske hotdogs, gnasket popcorn og snakket. Da det klokken 11.45 blev meddelt, at nu var der et kvarter til Lukas Graham, skete der noget. Rigtig mange satte kursen mod området foran scenen, og da charmøren fra Christiania gik på scenen, røg mobiltelefonerne i vejret.
Lukas - der også har efternavnet Forchhammer - lagde ud med hittet "Happy Home".
- Så er vi i gang, mine damer og herrer, lød det fra sangeren, der har en lang liste at tage af.
- Så må du godt blive fremme, beordrede han og pegede op mod solen.
Solen var vist det eneste, han ikke kontrollerede fuldstændigt fredag.
Han fulgte op med "Take The World By Storm" og under sang tre, "Strip No More," røg tanktoppen. Koncerten var generelt en lang hitfest, men Lukas Graham er vokset op med folkemusik, og han ønskede også, at eleverne skulle have et indblik i, hvor hans sange kommer fra. Derfor sang han John Spillanes "The Land You Love The Best".
Mod afslutningen af koncerten kom han med en opfordring til eleverne.
- I skal jo komme tilbage og være frivillige, foreslog musikeren, der også spillede under skolekoncerten i 2012 - siden har den internationale karriere for alvor taget fart.
Olivia Sommer, der går i 7. klasse på Grænseegnens Friskole, havde nydt årets skolekoncert.
- Den har været rigtig fed. Det var noget god musik, fortalte pigen, der umiddelbart syntes, at Lukas Graham havde været det bedste.
- Jeg synes, han er god til at få gang i det hele, sagde hun.
Hendes klassekammerat Ida Gundesen syntes også, det havde været fedt.
Birgitte Boelt, der ved Center for Undervisningsmidler i Haderslev arbejder med kulturformidling og er en af de bærende kræfter bag skolekoncerten, kunne se tilbage på et vellykket arrangement.
- Jeg synes, det var en fantastisk oplevelse. Et flot program med en helt forrygende afslutning med Lukas Graham, sagde hun og pegede på, at eleverne var blevet præsenteret for både kendt og ukendt.
Årets skolekoncert var den mest velbesøgte til dato. 5651 var således tilmeldt, og det var efter aftale med festivalledelsen det maksimale antal. Således havde et par hundrede fået nej til at deltage.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.