Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Wiig Hansens forsvundne værker er på væggen hos VUC

"Skabelsen" med de i alt fem store malerier prægede i over 25 år foyen i Tønder Kulturhus. Foto: fra bogen "Wiig Hansen - klassik, kaos, classicism, chaos" af Jens Erik Wiig Hansen & Svend Sørensen

Wiig Hansens forsvundne værker er på væggen hos VUC

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Billedhugger, maler og grafiker Svend Wiig Hansens monumentale værk "Skabelsen", der er skabt i og for Tønder Kulturhus, viste sig ikke at være den million værd, som det var forsikret for. Tønders teaterforening har solgt dem til VUC, der betalte fem gange mere end vurderingsprisen.

TØNDER/HADERSLEV: Hvor er de blevet af?

Flere tøndringer, der de seneste 25 år har haft deres gang i Tønder Kulturhus' foyer, har rejst spørgsmålet. Den helt centrale blikfang i foyeren har gennem de seneste mange år været de på alle måder store billedserie "Skabelsen", som kunstneren Svend Wiig Hansen malede på stedet tilbage i 1988.

Da kulturhusets foyer for et par år siden gennemgik en større renovering, blev værkerne taget ned. Og de i er aldrig kommet op siden.

Hvor er de blevet af?

Svaret lyder: De hænger på væggene i VUC Syds hovedkvarter på Christian X's Vej 39 i Haderslev.

Preben Rasmussen, Tønder, tidligere mangeårig formand for Tønders teaterforening, "Tønder Læse- og Ungdomsforening" anerkender, at en ny bestyrelse kan handle frit. Men han er en af dem, der er alt andet end tilfreds med salget og den nye placering.

- Værkerne var specifikt lavet af Svend Wiig Hansen til Tønder Læse- og Ungdomsforening og kulturhuset. Det skete med baggrund i en donation fra Brdr. Hartmann Fonden. Wiig Hansen, der jo har boet sine først år på egnen, malede billederne på stedet, og mange fulgte arbejdet på nært hold. Det betød meget for ham og for os, husker Preben Rasmussen.

- Ikke investering, men udsmykning
Skabelsen
Svend Wiig Hansen skabte værket "Skabelsen" i 1988 i Tønder. "Skabelsen består af i alt fem billeder, der er udført med oliekridt på papir.Værket er blevet til takket være en donation fra Brdr. Hartmanns Fond.

"Skabelsen" er bl.a. nævnt og vist i den tosprogede kunstbog "Wiig Hansen - klassik, kaos, classicism, chaos"

Svend Wiig Hansen var født i Møgeltønder i 1922 og boede sine først år der. Barndommen har knyttet ham til Tønder og egnen.

I 1980'erne blev der fra lokal side arbejdet på at placere en Wiig-Hansen skulptur på kirkepladsen i Tønder. Forehavendet mislykkes, blandt andet med baggrund i protest for byrådet og menighedsrådet. Skulpturen "Oceania" blev i stedet opstillet på rådhuspladsen i Odense, hvor den i dag er en af byens varetegn.

Svend Wiig Hansen hører til blandt det 20 århundredes største danske billedkunstnere. Han døde i 1997 i København.

Forsikret for millioner

Preben Rasmussen husker, at værkerne var forsikret for et millionbeløb. Det bekræfter hans efterfølger, formanden for Tønder Teater, Palle Guldbrandsen.

- Det har jeg selv været med til at sørge for. For mig at se var billederne uforsvarligt ophængt. Vi troede, at vi havde guld på væggen, men det viste sig altså, at det havde vi ikke, siger Palle Guldbrandsen.

Han er træt at rygterne, der svirer i luften og i byen omkring Wiig-værkerne. Blandt rygterne er, at teaterforeningens nuværende bestyrelse skal have solgt million-værdierne for en slik.

Men det er ingenlunde rigtig, påpeger Palle Guldbrandsen.

- Den handel er foregået helt efter bogen, siger han, og fortæller:

- Vi har været igennem en lang proces med renovering af Tønder Kulturhus, og da vi kom til foyeren, stod det klart, at Wiig-Hansens billeder ikke længere passede ind. Fra bestyrelsen kontaktede vi kunstmuseet. De ville ikke have dem, fordi de var i en meget skrøbelig tilstand. Heller ikke Tønder Kommune var interesseret. Derefter kontaktede auktionshuset Bruun Rasmussen. De lød i starten meget interesseret og sendte en vurderingsekspert. Men da han kom til Tønder og så billedernes dårlige tilstand, prissatte han dem til 5000 kroner pr. styk.

Der var i alt fem billeder, og dermed lå den samlede vurdering på under 30.000 kroner. Den pris ville teaterforeningen ikke sælge for. Forsøg på at finde interesserede købere i lokalområdet mislykkedes.

- Vi ville gerne have solgt dem, så de hang et sted i Tønder. Men det viste sig ikke at være muligt.

Skindet på næsen

Ifølge Palle Guldbrandsen lykkedes det "ved gode kræfters hjælp" at få kontakt til VUC i Haderslev, der stod klar til at betale en endog meget god pris i forhold til Bruun Rasmussen-vurderingen:

- Vi holdt skindet på næsen og fik de omkring 150.000 kroner, som vi gerne ville have. VUC har derudover sørget for, at billederne er bevaret for eftertiden.

Ifølge Palle Guldbrandsen er pengene fra salget teaterforeningens bidrag til renoveringen, herunder den kunstneriske af kulturhuset, der siden har taget navneforandring til Schweizerhalle / Tønder Kulturhus.