Uhelds- og spiritusbilist risikerer udvisning

Det er her, ved Retten i Sønderborg, at den 28-åriges skæbne bliver afgjort. Sagen kan danne præcedens for fremtidige sager på udlændingeområdet. Arkivfoto: Claus Thorsted

Uhelds- og spiritusbilist risikerer udvisning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En 28-årig mand fra Ukraine blev to gange inden for få måneder taget med høje promiller i blodet. I juli forårsagede han - i ædru tilstand - et alvorligt færdselsuheld. Anklagemyndigheden kræver ham udvist.

SØNDERBORG/AGERSKOV: Er to tilfælde af spiritusbilisme med høje promiller nok til at live udvist af landet?

- Ja, siger anklager Kristen Ege.

- Nej, siger forsvarer Jan Hansen.

- Ved ikke, lyder meldingen fra retten.

Sagens hovedperson, en 28-årig mand fra Ukraine, der har boet og arbejdet i Agerskov i to år, håber, at retten følger hans forsvarer.

- Jeg beklager meget det, der er sket. Jeg vil gerne blive i landet og få en familie, sagde han som sidste ord efter et to timers retsmøde mandag eftermiddag. Rettens dom i sagen kan i givet fald give genlød over hele landet. Der findes ingen tilsvarende fortilfælde, hvor en udlænding er blevet udvist alene med baggrund i overtrædelse af færdselsloven.

Den 28-åriges sag og situation er da umiddelbart også så kompliceret, at domsmandsretten med dommer Niels Deichmann stik imod sædvane undlod at afsige dom med det samme. Det sker først næste mandag.

Kriminalitetens karakter, hvor man er til trussel og fare for andre, sammenholdt med hans ringe tilknytning til Danmark, kan føre til en udvisning. Det strider ikke imod internationale konventioner.
Kristen Ege, anklager, Syd- og Sønderjyllands Politi

Færdselsuheld

Den 28-årige ukrainer er ud over de to tilfælde af spirituskørsel også tiltalt for at have forvoldt et alvorligt færdselsuheld. Det skete den 11. juli i krydset Hellevadvej/Korskrovej/Haderslevvej syd for Bedsted.

Godt nok havde den 28-årige i første omgang holdt for fuldt stop, men var herefter kørt ud i krydset, hvor han blev påkørt i højre side af en ung kvinde, der var på vej fra Aabenraa til Løgumkloster. Kvinden havde ingen chance for at forhindre sammenstødet.

- Jeg så bilen først, da den var lige foran mig. Det eneste jeg nåede at tænke var, shit, jeg kan ikke nå at bremse, forklarede hun.

Kvinden pådrog sig blandt andet indre kvæstelser, herunder en punkteret lunge. Hun måtte tilbage et par dage på sygehuset, og er fortsat så mærket af uheldet, at hun har måtte søge andet arbejde.

To gange spiritus

Færdselsuheldet får ingen betydning for rettens afgørelse vedrørende udvisningspåstanden. Den møder opbakning i Udlændingestyrelsen, dog under forudsætning af, at den 28-årige idømmes 30 dages ubetinget fængsel.

I februar fik den 28-årige en bøde på 15.000 kroner og en betinget frakendelse for spirituskørsel med en høj promille. En søndag morgen i maj var den galt igen. Her blev han stoppet af en politipatrulje, og blæste han alkoholmetret op på en værdi på over 1,5 promille. En blodprøve viste senere, at alkoholpromillen var 2,52, og det er med baggrund i denne, at anklageren kræver en udvisning. Promillen medførte på stedet en administrativ inddragelse af kørekortet. Det skete på politigården, dog uden medvirken af en tolk.

Inddragelsen af førerretten havde den 28-årige dog ikke opfattet. Han mente derfor ikke, at han gjorde noget forkert, da han satte sig bag rattet den 11. juli og efterfølgende altså blev involveret i færdselsuheldet, hvor der ikke var alkohol indblandet.

- Kriminalitetens karakter, hvor man er til trussel og fare for andre, sammenholdt med hans ringe tilknytning til Danmark, kan føre til en udvisning. Det strider ikke imod internationale konventioner, sagde anklager Kristen Ege.

Han og forsvarer Jan Hansen var stort set kun enige om en ting, nemlig at de i den foreliggende sag befinder sig i et grænseområde.

Jan Hansen modsatte sig kravet om udvisning.

- En overtrædelse af færdselsloven kan ikke retfærdiggøre en udvisning. Min klient udgør ingen trussel mod det danske samfund, sagde Jan Hansen.

Bilen væk

Den 28-årige kom første gang til Danmark i 2012 og var praktikant ved landbruget i 18 måneder. Herefter rejste han hjem, men vendte tilbage, da han i 2016 blev ansat som fodermester på en ejendom omkring Agerskov. Han bor sammen med en bror og dennes hustru, og er aktiv i den lokale idrætsklub. Ønsket er at opnå varig opholdstilladelse og at lære dansk.

- For i Ukraine, hvor forældrene bor, havde han ikke mulighed for at tjene nok til at kunne leve, forklarede han gennem sin tolk.

Uanset om han bliver udvist eller må blive i landet må han indstille sig på en tilværelse uden bil. Han har udsigt til at miste førerretten i mindst fem år, og efter anklagerens påstand skal hans bil, med baggrund i de to spirituskørsler, konfiskeres. Denne påstand fra anklagemyndigheden modsatte forsvareren sig ikke. Og for den 28-årige spillede bilen heller ikke nogen større rolle.

- Jeg har lært lektien. Jeg skal hverken drikke eller køre bil mere, var hans sidste ord i sagen.

Uhelds- og spiritusbilist risikerer udvisning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce