Stedbørn fastholder: Jehova-far tyraniserede familien med kontrol og slag

Retssagen mod den voldsdømte 50-årige stedfar fortsætter onsdag med forventet domsafsigelse på torsdag. Arkivfoto: Claus Thorsted

Stedbørn fastholder: Jehova-far tyraniserede familien med kontrol og slag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mens den 50-årige voldsdømte stedfar tilskriver anklagerne mod ham som teenagerfantasier og personlighedsforstyrrelser, holder børnene fast i deres forklaringer om en opvækst med psykisk og fysisk vold.

TØNDER/SØNDERBORG: - Jeg har aldrig slået eller forøvet vold mod børnene.

- I vores hjem var der hård sprogbrug og kontrol, der senere eskalerede i vold.

Opfattelsen af, hvad der foregik i et hus på Skærbæk-egnen i perioden fra 2008 til 2016 er mildest talt forskellige. Mens den 50-årige voldsdømte stedfar fastholder sin uskyld om aldrig at have lagt hånd på en af de fire stedbørn, fastholder foreløbig to af børnene de alvorlige anklager om systematiske psykiske og fysiske overgreb.

På andendagen af ankesagen ved Vestre Landsret forklarede den 50-årige, at hans fire stedbørn alle havde psykiske lidelser og personlighedsforstyrrelser. De skyldtes ifølge ham oplevelser i deres tidlige barndom. Børnenes tilstand gav "familiære udfordringer", som han kaldte det. Disse udfordringer krævede en skemalagt struktur og faste regler, forklarede stedfaren.

Børnenes eventuelle lidelser er ikke dokumenteret i retten.

Sagen
Sagen mod den 50-årige stedfar og de fire børns biologiske mor blev indledt, da den ældste søn og datteren i juli 2016 anmeldte parret for grov vold. Det skete efter, at den dengang 19-årige datter var flygtet fra parret under en ferie i Norge og havde søgt tilflugt hos sin bror i København. Ifølge anklageskriftet har overgrebene mod børnene stået på i perioden fra 2008 frem til sommer 2016, mens familien boede i et hus på Skærbækegnen. De tre ældste børn er i dag 24, 21 og 20 år. De har brudt med Jehovas Vidner og er flyttet fra egnen. Den yngste dreng i familien er 17 år. Han blev som følge af anmeldelsen tvangsfjernet fra hjemmet.Stedfaren blev af byretten i september sidste år idømt 10 måneders ubetinget fængsel for bl.a. mishandling. Han ankede dommen til frifindelse/formildelse.

Moderen blev i byretten frifundet for bl.a. ikke at have grebet ind over for ægtefællens fremturen. Denne frifindelse er ikke anket og står ved magt.

Frivillig sag

Et omdrejningspunkt i hele sagen er, hvorvidt familiens aktive tilhørsforhold til Jehovas Vidner spiller en rolle. I trosamfundets hierarki indtager den 50-årige en fremtrædende position. I retten forklarede han, at hele familien var aktive Jehovas Vidner, men at var frivilligt at være med.

- Børnene deltog i det omfang, de havde lyst. Ellers blev de væk, forklarede stedfaren. Ved nærgående spørgsmål omkring trosamfundets spilleregler henviste han gentagne gange til Jehovas Vidners officielle hjemmeside www.jw.org

At der var frivillighed omkring deltagelse i Jehova-aktiviteter kunne den ældste af fire søskende slet ikke genkende.

- Officielt og udadtil er det frivilligt. Hos os og for mig var der aldrig noget valg, sagde han.

Da han som 15-årig begyndte at interesse sig for fodbold, film og kammerater, fik han at vide, at den slags skulle han ikke spilde sin tid på. I takt med at han alligevel bevægede sig væk fra troen, voksede utrygheden og kontrollen. Det eskalerede med, at han på et tidspunkt ikke måtte tale med sine søskende.

- Jeg var et dårligt forbillede, derfor skulle al kommunikation foregå gennem mor og min stedfar, forklarede han.

Som ældste af de fire søskende nåede han at bo i hjemmet på Skærbæk-egnen i fire år, inden han dagen før sin 18 års fødselsdag flyttede - for aldrig at vende tilbage. Tiden i huset betegnede han som "et liv i alarmberedskab".

- Hele vores liv handlede om at aflæse vores mors og stedfars humør og indrette os efter det, sagde han.

Rejs dig

Som den ældste stedsøn var han efter egen opfattelse den, der havde fået flest tæsk. Typisk foregik det ved, at stedfaren gav som såkaldte håndrodsslag. De kunne ifølge forklaringen falde for den mindste forseelse, og bestod i et voldsomt armsving fra stedfaren, så man blev ramt med indersiden af håndroden på siden af hovedet. Stedsønnen måtte ikke beskytte sig, og når han væltede omkuld eller sank sammen, fik han ordre til at rejse sig og modtage det næste slag.

Forsvareren, advokat Jørn Brandenhoff Schmidt, gjorde i sin afhøring af sønnen meget ud af, hvorfor han ikke på et tidligere tidspunkt havde betroet sig til enten en kammerat, en lærer eller en anden tillidsperson.

- Det turde jeg ikke, for jeg var var bange for, at de ville sige det til ham (stedfaren, red.), og så ville han komme efter mig, forklarede den nu 24-årige, der gennem sin timelange afhøring talte med sikker stemme og afgav præcise forklaringer.

Ankesagen mod stedfaren fortsætter onsdag med bl.a. afhøring af tre pædagoger, der er skrevet underretninger om forholdene i familien, samt de fire børns biologiske mor. Hun blev frikendt i byretten for medvirken til volden, og er af forsvarsadvokaten indkaldt for at vidne.

Stedbørn fastholder: Jehova-far tyraniserede familien med kontrol og slag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce