På sporet af døde lands- mænd

Theo Dirix ved graven af en af de belgiske krigsfanger, der er stedt til hvile på krigsfangekirkegården i Løgumkloster.
Foto: Uwe Iwersen

På sporet af døde lands- mænd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den nye, belgiske førstekonsul i Danmark, Theo Dirix, har en passion for krige, kirkegårde og gravsteder. I Løgumkloster og i de lokale arkiver fandt han stof nok til en hel bog.

Lægges vejen forbi krigsfangekirkegården i Løgumkloster i disse dage, vil den opmærksomme besøgende lægge mærke til blomster, der er nedlagt ved enkelte sten. Blomsterne er ikke placeret tilfældigt, men ligger ved gravstenene for fem af de seks unge belgiske soldater, der tilbage i foråret 1915 mistede deres liv her. Det sjette gravsted er slettet.

- De jordiske rester af den unge mand blev efter Første Verdenskrig hjemført til Belgien, fortæller Theo Dirix, forholdsvis nytiltrådt førstekonsul ved den belgiske ambassade i København og manden bag den enkle, men smukke blomsternedlæggelse.

- Der manglede noget. Stemningen på kirkegården med de høje træer, der næsten former en katedral, er højtideligt, men der manglede lidt farver, lyder det fra Theo Dirix.

Ud over at være udsendt diplomat er han også hobbyhistorier på ambitiøst niveau. Sidste år udgav han en bog om jagten på den forsvundne grav af den belgiske anatom og læge Andreas Vesalius, der blev født for 500 år siden.

Nu har Theo Dirix kastet sin historiske interesse og passion for gravsteder på belgiske soldaters skæbne i Første Verdenskrig på sønderjysk og dansk jord. Her mistede 12 af hans landsmænd livet under eller efter verdenskrigen. Der er gravsteder i Viborg og på Assistentkirkegården i København. Men hele seks belgiske soldater er stedt til hvile på krigsfangekirkegården i Løgumkloster.

Her ligger 70 primært russiske, men også franske og belgiske soldater begravet. De blev alle ofre for en plettyfusepidemi i foråret i 1915.

Theo Dirix er efter tre studieture i Sønderjylland inklusive besøg på museet på Sønderborg Slot samt flere lokale arkiver nået langt med sin kortlægning af de døde soldaters liv og skæbne. Håbet er også at opnå forbindelse til nulevende slægtninge. I et enkelt tilfælde er det allerede lykkes. Og så hurtigt giver han ikke op. Det omfattende arbejde skal resultere i en bog, der forventes at udkomme i 2017 eller 2018, og dermed omkring 100 året for afslutningen af Den store Krig, der senere blev omdøbt til første verdenskrig.

Tre studieture

Udgivelsestidspunktet er ikke tilfældigt valgt.

- Der er udsendt rigtig mange bøger omkring 100 året for krigens udbrud. Jeg har et lille håb om at kunne fænge ny interesse ved en udgivelse omkring 100 årets for krigens afslutning, siger han.

De foreløbig tre besøg i det sønderjyske har været særdeles givtige, ikke mindst takket være ildsjæle i de lokale arkiver i bl.a. Løgumkloster og Toftlund. Overinspektør Rene Rasmussen, Sønderborg Museum, der har første verdenskrig som speciale, har været involveret. Museumsmanden er glad for interessen.

- Det er da fedt og viser, at vi har en historie, der faktisk er superspændende, ikke kun for sønderjyder. Vi ved ikke meget om de belgiske krigsfangers historie. Men det gør han, det er fantastisk. Hvis der i Belgien kan skabes interesse for Løgumkloster, så kan vi kun være glade for det, siger Rene Rasmussen.

Fredsmission

Theo Dirix er imponeret og taknemlig for hjælpen han har mødt og oplevet.

- Jeg har oplevet en fantastisk interesse, hjælpsomhed og imødekommenhed, siger han.

Drivkraften bag hans kommende bog er ikke fascinationen for gravsteder og skæbner. I al beskedenhed befinder han sig også på noget, der med et lidt flot ord kan betegnes som en fredsmission.

- Krige er forfærdelige for alle, og et nærmere kendskab til, hvad der skete, kan måske være med til at forhindre, at det sker igen.

Bogen er ved at tage form. Foreløbig oppe i hans hoved. Om der bliver behov for at vende tilbage til Løgumkloster og lokalarkiverne for at få de sidste detaljer på plads, vil vise se. Men på det personlige plan har han taget landsdelen, dens historie og de mennesker, han har mødt på sin vej, til sig.

- Det er det dejlige og spændende ved at grave i fortiden. Og til sidst vender man ikke tilbage for de dødes, men for de levendes skyld, siger han.

Til sidst vender man ikke tilbage for de dødes, men for de levendes skyld.
Theo Dirix, konsul, belgisk ambassade, København
Theo Dirix er ud over at være diplomatisk på topplan også inkarneret hobby-historier. Sidste år fandt han frem til fem hidtil i Belgien ukendte grave af belgiske krigsfanger, der døde i Løgumkloster i 1915. Det sjette belgiske offer blev efter krigen overført og stedt til hvile i sit hjemland. Hele historien om de belgiske soldater og deres skæbner i Sønderjylland skal fortælles i en bog, som Theo Dirix er i fuld gang med.
Theo Dirix er ud over at være diplomatisk på topplan også inkarneret hobby-historier. Sidste år fandt han frem til fem hidtil i Belgien ukendte grave af belgiske krigsfanger, der døde i Løgumkloster i 1915. Det sjette belgiske offer blev efter krigen overført og stedt til hvile i sit hjemland. Hele historien om de belgiske soldater og deres skæbner i Sønderjylland skal fortælles i en bog, som Theo Dirix er i fuld gang med.
Foto: Uwe Iwersen
Overlevende rejste det første mindemonument ved krigsfangekirkegården. Det blev senere erstattet af det, der står på stedet i dag. Det originale monument havde fire mindre tavle i fire sprog. Den flamske udgave til minde om de døde belgiske soldater findes i dag på museet på Sønderborg Slot.
Overlevende rejste det første mindemonument ved krigsfangekirkegården. Det blev senere erstattet af det, der står på stedet i dag. Det originale monument havde fire mindre tavle i fire sprog. Den flamske udgave til minde om de døde belgiske soldater findes i dag på museet på Sønderborg Slot.
Foto: Uwe Iwersen
Fakta
Kirkegården

Krigsfangekirkegården i Løgumklosters sydlige udkant af de tyske myndigheder i 1915 for tyskernes krigsfanger, der var stuvet sammen i en lejr ved Løgumkloster fra 1914-18.

  • Med to undtagelser er de 70 gravsteder sidste hvilested for russiske, franske og belgiske soldater, der bukkede under for en tyfusepidemi i foråret 1915.


  • De to undtagelser er en russisk og en litauisk soldat, der efter krigens afslutning og genforeningen bosatte sig på egnen. De levede begge frem til 60'erne og havde inden deres død bestemt, at de ville begraves sammen med deres tidligere krigskammerater. Det ønske blev efterlevet.


På sporet af døde lands- mænd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce