Nabostrid i fuld flor: Idyllen er krakeleret i Uldgade

Nabokonflikt er gået i hårdknude i Uldgade. Det er fuldstændig absurd, siger formande for Grundejerforeningen Uldgade og Frigrunden, Ib Hansen. Foto: Martin Franciere

Nabostrid i fuld flor: Idyllen er krakeleret i Uldgade

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En nabostrid mellem to beboere i Tønders Uldgade kan nu ses med det blotte øje. Port til baggård er malet i to forskellige farver. Gadeformand kalder situationen "fuldstændig absurd".

TØNDER: Tønders idylliske Uldgade er præget af toppede brosten, gamle huse prydet med bonderoser og ren idyl. Eller rettere sagt, den måske mest turistede gade i Tønder by, var ren idyl. Nu er idyllen spoleret.

Det synlige tegn på den spolerede idyl kan ses med det blotte øje på en port til baggården mellem nummer 15 og 17. Her er den ene halvdel af porten malet i den oprindelige farve; svenskrød, mens den anden side mod nummer 17 er malet i en gråblå farve. Men før det nåede så vidt, har porten været malet ganske mange gange, siden nummer 17 skiftede ejer i foråret.

- Den var oprindeligt malet i svenskrød, over natten blev det hele malet gråblåt, så blev det malet svenskrødt igen og så skiftede farven hurtigt til gråblå igen, for derefter at blive malet svenskrødt endnu engang. Nogle dage efter var halvdelen af lågen malet i den gråblå farve af den nye beboer, siger Ib Hansen, der er genbo til den famøse port og formand for Grundejerforeningen Uldgade og Frigrunden (GUF).

Jeg synes det er rimelig underligt, at en ny grundejer, der køber et hus i den attraktive Uldgade ikke stikker en finger i jorden inden han begynder de store omvæltninger.
Ib Hansen, fmd. Grundejerforeningen Uldgade og Frigrunden
Lokalplan sikrer Frigrunden og Uldgades bebyggelser
For karéen omkring Uldgade og Frigrunden til Søndergade gælder en lokalplan, der skal sikre det historiske miljø og Tønders særlige arkitektur.Kommunalbestyrelsens tilladelse skal indhentes, før der foretages:

- Hel eller delvis nedrivning.

- Ændring af tagmateriale.

- Etablering af nye dør- og vinduesåbninger.

- Ændring af dør- og vinduestyper - samt formater og materialer.

- Ændring af bygningers farver og overfladestruktur.

- Ændring af skilte, markiser og baldakiner.
Først var porten svenskrød, så gråblå, så rød, gråblå, rød og til sidst blev halvdelen malet i den gråblå farve igen. Et er sikkert, porten i Uldgade rådner ikke med det samme. Foto: Martin Franciere
Først var porten svenskrød, så gråblå, så rød, gråblå, rød og til sidst blev halvdelen malet i den gråblå farve igen. Et er sikkert, porten i Uldgade rådner ikke med det samme. Foto: Martin Franciere

Hus i mørke farver

Ifølge JydskeVestkystens oplysninger er det den nye ejer, der uden af konsultere naboerne og den gældende lokalplan, har foretaget farveskifte - ikke bare af porten til baggården - men også af huset, der er blevet malet mørkegråt. Samme farve har soklen fået.

- Det er fuldstændig absurd. Jeg synes det er rimelig underligt, at en ny grundejer, der køber et hus i den attraktive Uldgade ikke stikker en finger i jorden inden han begynder de store omvæltninger, siger Ib Hansen og tilføjer, at beboeren i nummer 17 har valgt at takke "nej tak" til at blive medlem af grundejerforeningen.

Ifølge den gældende lokalplan for Uldgade og Frigrunden må der ikke foretages farveændringer af husene uden godkendelse fra kommunens side.

Dialog løser nabostrid
Det er afgørende for at få løst en nabostrid, at der startes en dialog. En retssag eller andre former for retslig intervention vil ofte kun bidrage til at eskalere konflikten.Det er vigtigt, at man undgår at eskalere konflikten yderligere. I denne sammenhæng må man være opmærksom på, at enhver reaktion på naboens handlinger kan være med til at eskalere konflikten. Det er derfor vigtigt, at man tænker sig godt om inden man vælger sit modtræk. Husk også at lytte til det din nabo fortæller, og se om du ikke også kan imødekomme nogle af naboens behov og ønsker. Nysgerrighed i forhold til din nabo og omtanke over hvorledes man selv præsenterer sin utilfredshed kan mange gange være nok til helt at undgå at konflikten opstår.

Kilde: ConflictOR
Også turisterne studser over den tofarvede port i Uldgade. Foto: Martin Franciere
Også turisterne studser over den tofarvede port i Uldgade. Foto: Martin Franciere

Forhold skal lovliggøres

Derfor kan man ikke male et hus eller plankeværk, for den sag skyld, i de farver, man har lyst til. Og slet ikke, hvis farverne strider mod lokalplanen for området, oplyser fagchef ved Tønder Kommune, Lars-Erik Skydsbjerg.

Fagchefen fortæller videre, at kommunen nu efter at man har fået to henvendelser i sagen, af egen drift har taget emnet op.

Af den normale procedure følger, at kommunen tager kontakt til en borger, hvis man har gjort noget, der er i strid med den gældende lokalplan, fortæller Skydsbjerg. Borgeren vil så blive bedt om at søge om lovliggørelse af forholdet.

- At man søger, er bestemt ikke ensbetydende med, at man får lov til at lovliggøre det, lyder det fra Lars-Erik Skydsbjerg.

Ifølge JydskeVestkystens oplysninger har beboeren i nummer 17 også i Uldgade købt et andet hus, der i strid med lokalplanen har fået isat vinduer.

JydskeVestkysten har talt med beboeren i nummer 15, som ikke ønsker at stå frem, mens det ikke er lykkedes at komme i kontakt med den nye beboer.

Nabostrid i fuld flor: Idyllen er krakeleret i Uldgade

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce