Landsret afgør sag om voldsdømt Jehova-far

Retsbygningen i Sønderborg danner i fem dage rammen om ankesagen mod den voldsdømte stedfar. Arkivfoto: Claus Thorsted

Landsret afgør sag om voldsdømt Jehova-far

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er afsat fem dage i denne uge i den opsigtsvækkende sag om en 50-årig, der er dømt for over flere år at have mishandlet sine stedbørn. Byretten idømte ham 10 måneders fængsel. Han vil slippe billigere, statsadvokaten kræver straffen skærpet.

TØNDER/SØNDERBORG: Fængsel i 10 måneder.

Sådan lød dommen, da byretten i Sønderborg i september sidste år satte et foreløbigt punktum i den opsigtsvækkende sag mod en 50-årig mand fra Skærbæk-egnen, der over en lang årrække havde udsat sine stedbørn for trusler, ydmygelser og systematiske afstraffelser. Efter få dages betænkningstid ankede manden - et aktivt medlem af Jehovas Vidner - dommen til delvis frifindelse og dermed strafnedsættelse, og nu er sagen klar til fornyet behandling.

Vestre Landsret i Sønderborg har med start mandag afsat fem dage til at afgøre sagen. Mens den dømte med sin nye forsvarer, advokat Jørn Brandenhoff Schmidt, altså går efter en formildelse, satser anklagemyndigheden og dermed statsadvokaten på en strafskærpelse.

Allerede i byretten havde anklager Britt Ankersø krævet en frihedsstraf på ikke under et år.

Anklageren krævede dengang også børnenes biologiske mor dømt for medvirken til volden og for ikke at have grebet ind over for ægtefællens overgreb. Den nu 49-årige kvinde blev i byretten frifundet, bl.a. fordi nogle af de forhold, hun stod anklaget for, blev anset som forældede. Statsadvokaten har ikke anket frifindelsen.

Sagen
Sagen mod den 50-årige stedfar og de tre børns biologiske mor blev indledt, da den ældste søn og datteren i juli 2016 anmeldte parret for grov vold.

Det skete efter, at den dengang 19-årige datter var flygtet fra parret under en ferie i Norge og havde søgt tilflugt hos sin bror i København.

Ifølge anklageskriftet har overgrebene mod børnene stået på i perioden fra 2008 frem til sommer 2016, mens familien boede i et hus på Skærbækegnen.

De tre børn er i dag 24, 21, 20 og 17. De tre ældste har brudt med Jehovas Vidner og er flyttet fra egnen.

Den yngste dreng i familien er 17 år. Han blev som følge af anmeldelsen tvangsfjernet fra hjemmet.

Opvokset i troen

Det er de tre ældste af i alt fire børn, der har rejst sagen mod forældrene. Alle tre har efter at være fyldt 18 år brudt med Jehovas Vidner og bor nu langt fra deres oprindelige hjem på Skærbæk-egnen. Der er i dag ingen kontakt mellem de tre og deres mor samt deres bror på 17 år.

Brorens opvækst var i begyndelsen af retssagen også en væsentlig del af det omfattende anklagekompleks. I en videoafhøring forklarede han dog, at han ikke havde oplevet eller selv havde været udsat for vold i hjemmet. Den 17-årige er fortsat medlem af Jehovas Vidner.

- Jeg er opvokset i troen, som han sagde i videoafhøringen.

Når overgrebene, som stedfaderen er dømt for, kunne stå på i så mange år, skyldtes det, at børnene ikke turde betro sig til andre.

- Vi fik altid at vide, at folk uden for vores tro ikke ville os noget godt, forklarede den ældste af drengene i byretten.

Lillesøsteren så heller ikke anledning til at søge hjælp.

- Vi vidste ikke, at vi var udsat for vold, sagde hun under sin afhøring i retten i september.

Erstatningskrav

Ud over at få stedfaderen dømt for systematiske overgreb, kommer den forestående ankesag også til at handle om et rekordhøjt erstatningskrav, som bistandsadvokat Jonna Hejs, har rejst på vegne af de tre forurettede børn.

Hun har krævet 100.000 kroner i torterstatning til hver af børnene.

- Vi har fået beskrevet en familie, der har levet efter helt specielle regler, og hvor børnene, der ikke havde venner, har tilbragt en stor del af deres ungdom på deres værelser, der ofte var låste. Børnene har levet med vold og psykisk ydmygelse over en meget lang periode, lød bistandsadvokatens argumentation i byretten.

Landsret afgør sag om voldsdømt Jehova-far

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce