Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Dødsfald: Det sidste billede er malet

Den sønderjyske kunstner Erik Nicolaisen, Visby, er død. Han blev 73 år. Arkivfoto: Hans Christian Gabelgaard

Dødsfald: Det sidste billede er malet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den kendte sønderjyske kunstmaler Erik Nicolaisen, Visby, er død, 73 år.

VISBY: Den kendte sønderjyske maler Erik Nicolaisen, Visby, er død. Han blev 73 år.

- Det sidste penselstrøg er strøget. Fredag den 1. december blev dagen, hvor min far uventet sagde farvel til denne verden, skriver sønnen Jakob i en Facebook-opdatering.

Familien offentliggjorde dødsfaldet i en annonce i torsdagens avis.

Erik Nicolaisen var søn af Peter Nicolaisen, der ligeledes har slået sit navn fast som en af landsdelens store malere.

- Det skiftende lys, de store distancer, den høje himmel og elementernes voldsomhed er min inspiration, skriver Erik Nicolaisen på sin hjemmeside om baggrunden for sit kunstneriske virke.

Det er også denne sætning, familien har valgt som mindeord i dødsannoncen.

 

Fra Egernsund

Erik Nicolaisen var født og opvokset i Egernsund. Efter realeksamen og et højskoleophold søgte han ind på lærerseminariet i Tønder, hvorfra han dimitterede i 1967. Undervejs gennem studierne mødte han sin senere ægtefælle Birthe, der gik i parallelklassen. Inden turen gik til den første lærergerning i Rask Mølle, aftjente han sin værnepligt. I Rask Mølle blev parrets to børn født, og familien flyttede tilbage til Sønderjylland og Visby i 1979. Efter år ved Visby Skole var Erik Nicolaisen en overgang leder af Abild Skole, og han sluttede sine aktive år som lærer på Skærbæk Skole, hvorfra han blev pensioneret i 2011.

Stik imod faderens råd kastede Erik Nicolaisen sig allerede som ung over kunst og maleri. Han er autodidakt og har undervist i billedkunst og keramik i mange forskellige sammenhænge. I hjemmet i Visby indrettede han et rummeligt atelier, hvor hans kunstneriske virkelyst og talent havde gode vilkår. Den flade marsk, vadehavet og ikke mindst naturens skønhed og kræfter var hans foretrukne, ofte farvestærke motiver.

Erik Nicolaisen opnåede bred anerkendelse i kunstnerkredse. Gennem årene er det blevet til adskillige udstillinger i primært det sønderjyske, og han var medlem af flere kunstnersammenslutningerne, herunder "Sønderjydske Kunstnere" samt "Kunst og Kunsthåndværk langs Vadehavet".

Ud over at være den kendte kunstmaler, som han blev, havde Erik Nicolaisen også flere andre interesser, som han brugte sin tid på. De gjaldt ikke mindst passionen for den sønderjyske posthistorie, der blev dyrket med en omfattende samling af frimærker, brevforsendelser og stempler. 

Årsskrift

Et af de sidste værker fra Erik Nicolaisens hånd var i øvrigt ikke et farvestrålende maleri med et af de foretrukne marskmotiver, som han er kendt for, men derimod en skriftlig beretning om faderens virke.  Således er Erik Nicolaisen forfatter til et bidrag til det lokalhistoriske årsskrift "Æ Hjulspor", hvor han i den netop offentliggjorte udgave fortæller om faderens opvækst i trange kår, hans ungdom, deltagelsen i 1. Verdenskrig samt hans uddannelse på kunstakademiet.

Erik Nicolaisen efterlader sig ud over hustruen Birthe børnene Jakob i Broager og Marianne i Bordeaux med deres familier med i alt fire børnebørn.

Han bisættes fra Visby Kirke kommende tirsdag kl. 14.