Karate på efterskolen har givet Frede selvtillid

16-årige Frede Jakobsen fra Agerbæk ser tilbage på et godt år på Højer Efterskole - og tager derned igen efter sommerferien. Foto: Leif Christensen

Karate på efterskolen har givet Frede selvtillid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kampsporten og ophold på Højer Efterskole har været med til at sikre den 16-årige Frede Jakobsen selvtillid - og det grønne bælte.

Agerbæk/Højer: Som så mange andre har Frede Jakobsen i barndommen stiftet bekendtskab med fodbolden. Det skete i hjembyen Agerbæk, men i dag er bolden lagt på hylden til fordel for kampsporten - mere præcist karate.

- Jeg gik til fodbold i mange år, da min fars kollega foreslog, at jeg skulle prøve at gå til karate, fortæller nu 16-årige Frede Jakobsen.

Det er tre-fire år siden, og kampsporten er ikke lagt på hylden - tværtimod. Han er stadig aktiv i klubben i Esbjerg. Det seneste års tid er det dog begrænset, hvor meget han har været i lokalerne, selvom han har dyrket masser af kampsport.

Året har været brugt på Højer Efterskole, der netop har en kampsportslinje.

Opholdet på efterskolen har givet meget, både sportsligt og fagligt - og nye venner rundt i det meste af landet. Foto: Leif Christensen
Opholdet på efterskolen har givet meget, både sportsligt og fagligt - og nye venner rundt i det meste af landet. Foto: Leif Christensen

Det bedste skoleår nogensinde

- Det har været et rigtig godt år - ikke alene omkring sporten, men også fagligt. Jeg har forbedret mig hele vejen rundt, siger en glad Frede Jakobsen.

En udvikling, han håber, fortsætter det næste år. I stedet for at komme tilbage til en 10.-klasse i lokalområdet har han valgt at tage endnu et år på Højer Efterskole, der allerede har givet ham meget - også kammerater med interesse for kampsporten.

- Efterskolen samler elever fra hele landet netop grundet kampsporten, og her i sommer skal jeg til både Aalborg og Hillerød for at besøge nogle af de kammerater, jeg har fået dernede, fortæller Frede Jakobsen, der ikke lægger skjul på, at han glæder sig til efter sommerferien, når skoleåret starter på ny.

- Det har været det bedste skoleår, jeg nogensinde har haft. Det gælder både fællesskab og fagligt. Det hele spiller bare, noterer den 16-årige karatekæmper.

Frede Jakobsen har fundet sin rette hylde med karatesporten, og det grønne bælte skal gerne i det kommende skoleår skiftes til det violette bælte. Foto: Leif Christensen
Frede Jakobsen har fundet sin rette hylde med karatesporten, og det grønne bælte skal gerne i det kommende skoleår skiftes til det violette bælte. Foto: Leif Christensen

Fedt at gennemføre

På efterskolen er der kampsport på skemaet flere gange om ugen, og der er også besøg i klubben i Tønder, ligesom eleverne på skolen kan hygge sig med sporten om aftenen og i weekenderne. Når de har så langt hjem, vælger mange at blive i Højer i weekenderne og når sjældent hjem til familien.

Samlet har året i Højer givet Frede Jakobsen meget - også to gradueringer. Skoleåret kulminerede med netop en graduering, hvor den 16-årige kæmper kunne tilføje endnu en grad til sit bælte.

Han bestod testen til kyu 6 og glæder sig over sit grønne bælte.

- Jeg var ret godt inde i stoffet, men derfor blev jeg alligevel nervøs, da jeg skulle på gulvet. Så det er fedt at gennemføre og bestå, fortæller Frede Jakobsen, der ikke lægger skjul på, at opholdet på efterskolen har givet ham ekstra mod og selvtillid.

Målet er klart

- Karate og ju-jutsu er både krop og psyke, og i vores træning fylder det psykiske meget. Vi arbejder med at opbygge elevernes selvtillid, så de er klar til at stå på gulvet og har kontrol over sig selv. Men lige så vigtigt er arbejdet med elevernes menneskesyn og respekt for hinanden. Vi skal behandle hinanden ordentligt, og derfor er der også plads til alle på kampsportslinjen, siger Andy Petersen, der er kampsportslærer på Højer Efterskole.

- En graduering er en eksamen. Det er her, vi for alvor kan se elevernes udvikling, og det er en fornøjelse at se, hvor meget de har rykket sig fra starten af året. Seks elever var til graduering denne gang, og de gjorde det så godt. Resten af kampsportslinjen var med som tilskuere, og det var fedt at se, at de seks turde stille sig ud på gulvet foran så mange, siger Andy Petersen.

Frede Jakobsen har nydt det. Når det næste skoleår er forbi, vender han uden tvivl tilbage til karateklubben i Esbjerg, og han har også et mål med sin fortsatte uddannelse.

- Jeg starter på HTX for på et tidspunkt at blive fysioterapeut, fortæller Frede Jakobsen, inden han trækker i karatedragten igen.

Karate på efterskolen har givet Frede selvtillid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce