Den danske skoleforenings feriekoloni i Hjerpsted får tirsdag aften besøg af Anke Sporendonk, der var det danske mindretals allerførste minister i Slesvig-Holsten. Kolonien er populær blandt sydslesvigske børnehavebørn.
HJERPSTED: Mellem 2012 og 2017 var Anke Spoorendonk Sydslesvigsk Vælgerforenings (SSW) første dansksindede minister i den slesvig-holstenske landdag i Kiel.
Så det er ikke en fru hvemsomhelst, som bestyrelsen bag Hjerpsted Feriekoloni har fået som hovedtaler ved årets Hjerpstedmøde. Det foregår tirsdag aften kl. 19.30.
- Anke Spoorendonk vil se tilbage på sin tid som politiker og minister, fortæller Karen Jessen, der er bestyrelsesmedlem i kolonien.
Hjerpsted Feriekoloni drives af Dansk Skoleforening for Sydslesvig. Sidste år blev koloniens hovedbygning renoveret takket været en donation på en halv million kroner fra A. P. Møller Fonden.
- Der er rift om at komme til Feriekolonien i Hjerpsted, Og pædagogerne fortæller at børnene nyder det og snakker om Hjerpsted længe efter de er vendt tilbage til deres egne børnehaver igen, fortæller Karen Jessen.
I de seneste 12 måneder har over 700 børn fra Sydslesvigsk været på ophold i Hjerpsted og dermed stiftet bekendskab med det danske og Vadehavet.
Mødet tirsdag aften er åbent for alle, og der vil både være kaffe i kanderne og kager på tallerkenerne.