Ekstraordinært godt år: Bank endte med rekordoverskud

Kreditbankens direktør, Lars Frank Jensen, har mere beskedne forventninger til 2019. Arkivfoto: Timo Battefeld

Ekstraordinært godt år: Bank endte med rekordoverskud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kursgevinster, flere kunder og lave nedskrivninger har medvirket til, at Kreditbanken er kommet ud med et overskud før skat på rekordhøje 93,2 millioner kroner.

Aabenraa: Allerede i november kunne direktør Lars Frank Jensen fortælle, hvor det bar hen. At Kreditbanken, der har hovedsæde i Aabenraa og filialer i Tønder, Sønderborg og Haderslev, ville komme ekstraordinært godt ud af 2018.

Kvartalsregnskabet viste nemlig et rekordstort plus på 84,4 millioner kroner før skat, og årets sidste måneder kom ikke til at ødelægge det billede, viser det årsregnskab, den sønderjyske bank netop har præsenteret.

Overskuddet for 2018 endte på 93,2 millioner kroner før skat. Et resultat, der er næsten 20 millioner kroner bedre end i 2017, men vinden har også blæst Kreditbankens vej det seneste år.

Regnskabet i tal
Nøgletal i millioner kroner (2017 i parentes)Resultat før skat 93,2 (75,6)

Årets resultat 79,4 (60,3)

Egenkapital 570 (519)

Udlån 1.808 (1.716)

Indlån 2.732 (2.467)

Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender 0,115 (7,4)

Netto rente- og gebyrindtægter 161,5 (155,8)

Udgifter til personale og administration 100,4 (86,3)

Over 2000 nye kunder

Banken har blandt andet tjent et engangsbeløb på omkring 19 millioner kroner ved at sælge sin beskedne andel af Valueinvest, der var ejet af en række danske banker i fællesskab, til australske Macquarie Investment Management.

- Konjunkturen og heldet har været med os, og så har vi også haft medvind, fordi kunderne i stigende grad har valgt banken, forklarer direktør Lars Frank Jensen i en pressemeddelelse, der oplyser, at 2218 nye kunder er kommet til i løbet af 2018.

- Samtidig har både bestående og nye kunder i høj grad brugt banken og efterspurgt vores rådgivning, og deres efterspørgsel har givet så meget vækst i forretningen, at udlånene er øget med små 100 millioner kroner og indlånene med godt 250 millioner, fortsætter han.

Et forsigtigt budget

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Bekymring for, at sidste sommers tørke med forsinkelse kommer til at ramme bankens landmænd har nedjustreret forventningerne til 2019, ligesom man ikke vil komme i nærheden af igen at få kursgevinster på 35 millioner kroner.

- Vi forventer at realisere et resultat før skat på mellem 35 og 55 millioner, siger Lars Frank Jensen, der som en tredje faktor nævner, at banken - traditionen tro - har valgt at have en "forsigtig tilgang til det at budgettere".

Med årets resultat har Kreditbanken kunnet konsolidere sig yderligere, så egenkapitalen nu lyder på 570 millioner kroner.

Ekstraordinært godt år: Bank endte med rekordoverskud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce