Efter otte år: Tønder taber millionstrid til Banedanmark

Regningen for at renovere og opgradere jernbanebroen over Rømøvej tilbage i 2011 løb op i en million kroner. Tønder Kommune nægtede dengang at betale med henvisning til, at fremtidssikringen af broen kunne være klaret for et langt mindre beløb. Nu har landsretten afgjort den otte år gamle strid. Foto: Uwe Iwersen

Efter otte år: Tønder taber millionstrid til Banedanmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Banedanmark renoverede og opgraderede tilbage i 2011 en jernbanebro over Rømøvej ved Skærbæk. Regningen på en million kroner havnede hos kommunen. Den nægtede at betale for en løsning, som eksperter fandt var alt for dyrt. Men landsretten har nu givet Banedanmark medhold.

SKÆRBÆK: - Hvem skal nu betale?

Svaret er nu klart og kommer fra Vestre Landsret i Viborg: Det skal Tønder Kommune.

Med en netop afsagt dom har retten i Viborg sat punktum for en årelang strid i millionklassen mellem Tønder Kommune og Banedanmark. Stridens kerne er regningen for en renovering og opgradering af en jernbanebro over Rømøvej nord for Skærbæk helt tilbage i 2011.

Broen, som Tønder Kommune står som ejer af, blev blandt andet forsynet med et nyt rækværk og forhøjede kantbjælker. Prisen løb op i knap en million kroner, og da regningen dumpede ind ad brevsprækken på Tønders rådhus, satte både forvaltningen og politikerne hælene i. En million var langt mere end det forventede beløb, og kommunen afviste at betale. Tre år senere, i 2014, anlagde Banedanmark derfor en retssag, som Tønder Kommune tabte. Men sagen stoppede ikke der.

- Det er blevet en principsag om, hvilke udgifter Banedanmark kan pålægge kommunen. Derfor har vi efter samråd med Kommunernes Landsforening anket dommen, forklarede teknisk direktør i Tønder Kommune, Keld Hansen ved den lejlighed.

Broen
Jernbanebroen over Rømøvej nord for Skærbæk blev etableret i slutningen af 60'erne.Statsbanerne betingede sig, at Sønderjyllands Amt stod som ejer og skulle forestå fremtidig vedligeholdelse af broen.

Ved kommunalreformen i 2007 overtog Tønder Kommune ansvaret for broen.

Tønder Kommune afviste helt og siden delvist at betale for renoveringen og opgraderingen af broen, fordi kommunen ikke havde haft nogen indflydelse på valget af løsningen, som blandt andet indeholdte nye kantdragere og rækværker. Denne løsning var efter kommunens opfattelse ikke påkrævet efter gældende banenormer.

Rolls Royce-model

I landsretten påpegede kommunens advokat, Jens Flensborg, at Banedanmark på kommunens regning havde valgt "en Rolls-Royce", hvor man kunne have nøjedes med "en Skoda". Et forhold, der blev underbygget af en skønsmand, som bekræftede, at en renovering kunne vare blevet gennemført langt mindre ambitiøst. Faktisk kunne sikringen af broen være klaret for et beløb i størrelsesordenen 35.000 kroner.

Men skønsmandens vurdering overbeviste ikke landsretten. Dommerne fandt, at Banedanmark med den valgte løsning havde foretaget en rimelig og faglig forsvarlig vurdering. En vurdering, der i øvrigt levede op til den generelle og langsigtede vedligeholdelsesstrategi.

Selv om Tønder Kommune altså tabte sagen i anden og sidste instans, så var det lange retsforløb ikke helt omsonst. Banedanmark havde oprindeligt fremsendt millionregningen inklusive moms. Baneselskabet har dog under ankesagen erkendt, at kommunen ikke kunne afkræves moms af beløbet.

Regningen betalt

Det hører med til historien, at Tønder Kommune ikke her og nu skal punge ud med knap en million kroner. Det gjorde kommunen - for en sikkerheds skyld - allerede efter byrettens afgørelse tilbage i marts 2016.

- Det gør vi, for at undgå at betale procesrenter der påløber, mens sagen står på. Procesrenten ligger over markedsrenten, påpegede direktør ved Tønder Kommune, Keld Hansen dengang.

Fagchef ved Tønder Kommune, Lars Erik Skydsbjerg, siger, at den årelange sag dermed stopper her.

- Vi har prøvet det, vi kunne. Vi fæstede vores lid til skønsmandens vurdering, men det holdt ikke. Vi tager afgørelsen til efterretning, selv om den kan synes at være lidt urimelig. Men vi lever i et retssamfund og retter os efter, hvad retten siger, siger Lars Erik Skydsbjerg.

Landsrettens afgørelse var tirsdag på teknik- og miljøudvalgets dagsorden som en "orienteringssag", hvor også et fire siders notat om forløbet, udfærdiget af advokat Jens Flensborg, blev fremlagt.

Efter otte år: Tønder taber millionstrid til Banedanmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce