Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Trængselstider for Tønder

Oliver Eggerts seks mål var ikke nok til at få TM Tønder i nærheden af point ude mod Århus. Arkivfoto: Morten Stricker/Scanpix

Trængselstider for Tønder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

TM Tønder har langt fra fået nogen drømmestart på holdets anden sæson i ligaen. Lørdag tabte holdet 22-29 ude mod Århus.

De er uden point.

De er uden playmaker Kristian Stoklund.

Og så begynder det at være lidt svært at tro på, at de her og nu kan bringe sig ud af trængslerne.

Der er kun spillet fire kampe i ligaen i denne sæson, men euforien fra pokalsejren hjemme over Bjerringbro/Silkeborg inden ligapremieren er tilsyneladende helt og aldeles forduftet i Tønder.

Lørdag eftermiddag blev marskens knægte både tromlet ned og løbet over ende af et Århus-hold, der på alle parametre var langt stærkere end gæsterne.

TM Tønder var mest klar, da kampen blev fløjtet i gang hele fire minutter før planlagt tid. Så har man prøvet det med. Gæsterne scorede kampens første to mål ved Oliver Eggert og Rune Schrøder, men en tidlig timeout fra Århus-træner Erik Veje Rasmussen satte skik på hjemmeholdet, og gæsterne havde det ikke godt med et offensivt og aggressivt Århus-forsvar. Uden skadede Kristian Stoklund var det primært op til Ulrik Eggert og Rune Schrøder at komme med idéerne, og Tønder var med til 7-7.

Herefter var præcise hug fra Anders Kragh Martinusen og lynhurtige kontramål med til at slå et hul på seks mål ned til gæsterne.

Så var der lige det dér med troen på tingene. For selv om det ser meget vanskeligt ud for Tønder, så skal holdet og træner Torben Sørensen på sidelinjen have ros for at arbejde videre, selv når det ser helt håbløst ud. Da Århus slap gaspedalen efter pausen, udnyttede gæsterne muligheden for at klemme sig en smule tilbage i kampen. Knyttede næver bragte Tønder op på 18-21, inden Århus lavede tre mål på stribe. Det slog luften ud af udeholdet.

Fakta
Kampen i tal 

Århus-TM Tønder 29-22 (16-11)

Stillinger undervejs: 0-2, 4-4, 6-7, 14-8, 17-13, 21-18, 25-18, 28-22

Topscorer, Århus: Anders Martinusen 10

Målscorere, TMT: Oliver Eggert 6, Rune Schrøder 5, Kristian Klitgaard 5 (2), Thomas Oesen 2, Mathias Mossel 1, Ulrik Eggert 1, Hans Martin Asmussen 1, Martin Kærgaard 1

Udvisninger: Århus 1, TMT 2

Tilskuere: 1.817

Træner med selverkendelse

- Vi får ikke noget godt i både den ene og den anden ende samtidig. I små perioder, ja, men ikke nok til at vinde. Det var det bedste hold, der vandt i dag, erkendte TM Tønder-træner Torben Sørensen efter kampen.

- Vi har bare ikke de perioder, hvor vi vinder 5-0, sagde træneren, der afviste, at hans hold blev overrumplet af, at Århus gik over til et offensivt forsvar.

- Det havde vi trænet og forberedt os på, sagde Torben Sørensen, som så sit hold kæmpe sig op på minus tre efter pausen, inden det igen gik galt.

- Og så når vi ikke at lukke ordentligt af. Vi laver nogle fejl i angrebet, og vi får ikke kørt den succesfulde periode til ende. Vi skal blive ved med at være nysgerrige efter, hvordan vi gør det, sagde Torben Sørensen.

I næste weekend kommer de danske mestre fra Aalborg til søndagskaffe i Tønder, og otte dage senere spiller sønderjyderne ude mod Bjerringbro/Silkeborg. Det kræver derfor en gedigen overraskelse, hvis der skal point på kontoen, inden den uhyre vigtige kamp mod oprykkerne fra Nordsjælland den 13. oktober.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark